Så fik EU omsider en ny topchef. Nu skal roen i familien genoprettes

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det blev så Ursula von der Leyen, der endte med at blive båret ind på posten som ny formand for EU-Kommissionen. Det er et godt valg. Hun er kompetent, driftssikker og runden af en tysk tradition for kompromisets kunst. Det får EU mere end nogensinde brug for.

Valget af hende har været en uskøn forestilling. Og at hun kun blev valgt med et snævert flertal, siger ikke så meget om hende og hendes kvalifikationer som om EU-landenes dybe splittelse. Der venter en stor opgave for den nye formand med at samle og forene og udstikke en kurs, som fortjener betegnelsen europæisk.

Det var nok hendes flotte tale i Europa-Parlamentet tirsdag, der endte med at give hende sejren. Hun tilbød alle politiske grupper ikke så lidt, og forude venter en hverdag, hvor løfterne skal lirkes igennem et politisk landskab på en måde, som faktisk minder lidt om den opgave, som statsminister Mette Frederiksen står over for. Hun kommer til at bøje af og bløde op, og hun kommer til at indse, at EU-kredsen – selv efter et britisk exit – lige nu står fremstår temmelig dysfunktionel.

Hun gav i sin tale et stærkt bud på, hvad det vil sige at være europæisk i 2019. Det udlægges undertiden derhen, at Ursula von der Leyen er en føderalist af den gamle skole, der drømmer om et Europas Forenede Stater. Det er forkert. Men hun er båret af et håb om et tæt europæisk fællesskab som svaret på Europas udfordringer. At dét kan kan virke som en rød klud på mange på den yderste højre- og venstrefløj siger i sig selv alt om, hvilken opgave der venter hende.

Europa står over for vældige udfordringer globalt. Der er opbrud og sammenbrud på mange fronter: USA, Kina, Rusland, klima, migration, pres på de multinationale institutioner, som har båret Europa siden 1945. EU har alle muligheder for at være svaret for de 500 mio. europæere, men det forudsætter, at viljen er til stede. Netop dén erkendelse tilbyder Ursula von der Leyen som sit vigtigste programpunkt. Det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt.

Måden, von der Leyen blev valgt på, tyder dog desværre ikke på, at selve EU-systemet har forstået meget af, hvad der er brug for i det daglige arbejde og i den daglige måde at praktisere det politiske håndværk på. EU må og skal åbnes og demokratiseres. Man behøver ikke at tale om en egentlig europæisk identitet. Man kan nøjes med at håbe på en lidt mere udtalt følelse af også at være europæer i et nationalstaternes Europa. Desværre har EU-toppen netop igen eftertrykkeligt sendt et missil ind under vandlinjen på sådanne forhåbninger.

Både stats- og regeringschefernes uværdige sjakren i baglokalerne og Europa-Parlamentets efterfølgende håndtering af formandsprocessen har været en fornærmelse mod de europæiske vælgere, som ved det nylige parlamentsvalg blev stillet mere gennemsigtighed og åbenhed i udsigt.

Da det kom til stykket, agerede alle ud fra de alt for kendte nationalegoistiske motiver og med en måde at bedrive politik på, som man ærligt talt håbede var gået af mode. Rent ud grotesk var de tyske socialdemokraters uvilje mod at stemme for deres landsmand, fordi fortænkte strategiske manøvrer i forhold til koalitionsregeringen i Berlin vejede tungere. Ikke underligt, at netop SPD i disse år forekommer at være på en selvdestruktiv kurs.

Med Ursula von der Leyen kommer der nu en person ind i toppen, der har de bedste muligheder for at føre EU videre, og som vitterlig er et godt bud på en samlende skikkelse. Der er ingen grund til at misunde hende opgaven. Den er enorm.