Det psykiatriske behandlingssystem er udsat for et samfundssvigt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er ikke længere siden end midten af seneste århundrede, at psykisk sygdom blev behandlet med igler, grødomslag, døsekure, og – hvis intet af det hjalp – i sidste ende det hvide snit, der reducerede den syge til en grøntsag.

Vi er trods alt kommet et stykke videre siden da i behandlingen af psykisk sygdom, men selv om indsigten er blevet større og den medicinske behandling bedre, så er forholdene for psykisk syge danskere stadig temmelig kritisable. Det er der mange grunde til, hvoraf en altafgørende grund er den enkle, at der er blevet langt flere danskere, der i løbet af deres liv er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, samtidig med at ressourcerne på ingen måde er fulgt med.

Ifølge professor og overlæge i psykiatri Merete Nordentoft er antallet af patienter i psykiatrien fordoblet de seneste 10 år. En tredjedel af alle danskere kommer i løbet af livet i kontakt med psykiatrien. Alligevel halter området langt efter behandlingen af fysiske sygdomme. I perioden fra 2000 til 2014 opnåede psykiatrien 30 pct. mindre økonomisk vækst end det fysiske behandlingsområde.

Sundhed diskuteres voldsomt i disse år, fordi vi bliver ældre, og kravene om flere ressourcer i princippet er uendelige. Derfor handler hele sundhedsdiskussionen om prioriteringer. Men det ændrer ikke ved, at det psykiatriske behandlingssystem er blevet så groft underprioriteret i årevis – samtidig med at man frimodigt har lanceret visioner om ”en psykiatri i verdensklasse” – at det ligner et svigt.

En meget alvorlig konsekvens af det kom frem i denne uge, da en rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet kunne fortælle, at en række drab muligvis kunne være undgået, hvis drabsmændene, der alle var behandlingsdømte psykisk syge, havde fået korrekt behandling. Antallet af behandlingsdømte er steget fra 1.445 i 2001 til 4.393 i 2014. Det, der ifølge rapporten går galt i behandlingen, er som regel, at patienten ikke er blevet indlagt, selv om der har været et åbenlyst behov, er blevet udskrevet for tidligt, er blevet fejlmedicineret, eller at der ikke er blevet fulgt op, når patienten er udeblevet fra aftaler. Det burde ellers få alle alarmklokker til at ringe, at en dybt psykisk syg og behandlingskrævende patient bliver væk.

Den alvorlige historie om de behandlingsdømte psykisk syge kræver politisk handling. Men den er i virkeligheden kun toppen af isbjerget og symptom på, hvad der er galt i et underprioriteret behandlingssystem. For de samme ting – mangel på sengepladser, manglende indlæggelser, for tidlig udskrivning og fejlmedicinering – gør sig gældende for andre patienter i psykiatrien.

Det er oplagt at spørge, hvad denne underprioritering skyldes? Et svar kunne være, at psykiatrien allerede på medicinstudiet har lavere status end de fysiske sygdomme, hvor især de store folkesygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og diabetes løber med opmærksomheden og også med forsknings- og fondsmidler. Et andet og mindst lige så vigtigt svar er, at psykisk sygdom er omgærdet af et tabu, der betyder, at det – på trods af den store udbredelse – er forbundet med skam at få en psykiatrisk diagnose. Dette tabu skal brydes. Derfor er det uhyre vigtigt, at psykisk syge selv er begyndt at dele deres erfaringer, som man kunne læse i avisen i går, for det er et vigtigt skridt mod den indlysende samfundsmæssige accept af psykisk sygdom, som vil kunne give den status, som også i ressourcefordeling og prioritering vil ligestille den.