Hvidvask er en global udfordring

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Strømmen af artikler, der afslører, hvordan danske banker er blevet brugt til hvidvask af penge, pynter mildt sagt ikke på Danmarks omdømme, og desværre eksisterer der ingen garantier for, at vi har set den sidste skandale.

Oprydningen er omsider begyndt, men der vil gå lang tid, før den er tilendebragt. Endnu ved vi ikke, hvad den politimæssige efterforskning måtte føre til. Ej heller kender vi svaret på, om enkeltpersoner strafferetligt bliver stillet til ansvar, endsige dømt.

Politisk har mange haft travlt med at profilere sig på hvidvaskskandalerne med krav om langvarige straffe og pighalsbånd på bankernes bestyrelser og direktioner. På tærsklen til et folketingsvalg er ønsket at vise handlekraft, men det ligner mest af alt opportunistisk gloriepudsning.

Den virkelige virkelighed er, at bankverdenen i Norden – stik mod egen selvopfattelse – har vist sig lige så sårbar som ”respektable” banker i andre lande over for organiserede kriminelle, terrororganisationer og andre dubiøse skikkelser med behov for at få illegitime penge gjort lovlige.

Af samme grund er det værd at understrege, at selv om de involverede banker – heriblandt Danske Bank og Nordea – formår at styrke deres systemer i en sådan grad, at om ikke alle da næsten alle forsøg på hvidvask bliver opfanget, vil de kriminelle blot udse sig vulnerable banker i andre lande, eftersom behovet for at hvidvaske kriminelle formuer ikke mindskes. Snarere tværtimod.

UNODC – FN’s kontor for narkotika og kriminalitet – anslår, at det beløb, der på verdensplan årligt hvidvaskes, andrager et sted mellem 2 og 5 pct. af det globale bruttonationalprodukt. Det vil i runde tal sige et sted mellem 5 og 13 billioner kroner. Den store margin understreger, at ingen reelt har noget overblik over omfanget af hvidvask globalt, lige så lidt som der eksisterer blot nogenlunde håndgribelig viden om, i hvilket omfang suveræne stater er engageret i denne beskidte trafik.

Der eksisterer intet belæg for at hævde, at de banker i Norden, der har været involveret i hvidvask, har været det som led i en bevidst forretningsstrategi. Omvendt er der tale om et omfang, der ikke kan bortforklares som »undladelsessynder«. Derfor har fordømmelsen været berettiget hård. Også fordi der er tale om såkaldte ”systemisk vigtige finansielle institutioner” – altså banker, der er for store til at måtte gå ned. I yderste konsekvens betyder det, at skatteyderne kollektivt må rykke til undsætning, hvis hvidvaskskandalerne måtte ende med at knække en eller flere af de berørte banker.

Hvidvask er ingen ny opfindelse. Faktisk fik EU sit første hvidvaskdirektiv i 1990. Det nugældende hvidvaskdirektiv – det femte i rækken – blev vedtaget i fjor og tager sigte på større transparens og intensiveret samarbejde. Positive tiltag, men allerede nu vil kriminelle organisationer være i gang med at finde svagheder, som de kan udnytte.

Kryptovalutaer er et af de områder, der ikke er ordentligt styr på, og flere EU-lande har fortsat oversøiske besiddelser med finansielle institutioner, som i et ikke ubetydeligt omfang lever af manglende gennemsigtighed med internationale pengestrømme. Der er således lang vej igen, førend Europa har minimeret risikoen for hvidvask.

Direktiver kan være nyttige, men det fordrer et tæt globalt samarbejde, hvis hvidvask skal minimeres, og indtil videre er der alt for mange lande og jurisdiktioner, der ikke viser synderlig interesse i at bremse den kriminelle adfærd.