På denne dato blev kampen mod Vestens ytringsfrihed skudt i gang
Verden har ikke været den samme, siden fatwaen mod Salman Rushdie blev udskrevet for 30 år siden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ikke mange uden for den islamiske verden anede, hvad en fatwa var. Det ændrede sig med ét slag den 14. februar 1989, for præcis 30 år siden. Den dag udskrev det iranske præstestyres førstemand, ayatollah Khomeini, en fatwa over den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie for hans bog ”De Sataniske vers”.
Rushdie skulle dræbes, forlangte ayatollahen. Hans bog var en fornærmelse mod islam og dens profet. Verden har stort set ikke været den samme siden. Hvad der i første omgang virkede som et ubegribeligt abstrakt-teologisk skoleridt, blev snart blodig alvor. Der blev udlovet en stor dusør til den, der myrdede Rushdie. Hans japanske oversætter blev dræbt; den italienske såret ved et angreb. Hans norske forlægger, William Nygaard, slap mirakuløst med livet i behold.
Fatwaen mod Rushdie gælder stadig. Den er ikke trukket tilbage. Den verdensberømte forfatter lever fortsat under fuld politibeskyttelse – som nu så mange andre. Fatwaer og dødstrusler er blevet en fast ingrediens i den globale værdikamp, som Vesten er blevet påtvunget i dét ”Civilisationernes sammenstød”, som den amerikanske forfatter Samuel P. Huntingtons banebrydende værk hed. Det udkom fem år efter Khomeinis fatwa.
Det er en anden bitter lære af de 30 år i fatwaens skygge: Hvis man bøjer sig for vold, får man ikke mindre, men mere vold.
Lige siden har ytringsfriheden som en af Vestens kerneværdier været under pres i store og mindre spørgsmål. Der går en lige linje fra fatwaens udskrivelse til dagens debat om en stadigt mere skinger krænkelseskultur. Den har traditionelt haft et muslimsk afsæt, men er i de senere år blevet suppleret med indre-vestlige fænomener som f.eks. MeToo-bevægelsen, absolut uden sammenligning i øvrigt. Der er i sandhed den konkrete trussel mod liv og levned til forskel, men krænkelseskulturen som sådan har vist sig i forskellige afskygninger siden Rushdie-fatwaen.
Der går en ubrudt linje fra fatwaen over Muhammed-krisen, angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, utallige terroraktioner rettet mod den vestlige udlægning af ytringsfriheden til drab og drabsforsøg på islamkritikere eller kunstnere, der har nægtet at bøje sig for islams regler. Intimideringen er blevet en del af en ny global virkelighed. Påstanden om en krænkelse er ofte et spørgsmål om liv og død. Selvcensuren er dens faste ledsager, selv om den er svær at dokumentere. Hér ligger ofte den virkelige udfordring.
Der er den indre sammenhæng mellem Rushdie-sagen og f.eks. Muhammed-krisen, at selve spørgsmålet om, hvad der er omfattet af ytringsfrihed, en overgang skævvred debatten. Mange af dem, der oprindelig støttede Rushdie, endte med at vende sig mod Muhammed-tegnerne med det argument, at Rushdie præsterede verdenslitteratur, mens tegningerne bare var – ja, tegninger. Argumentet overså, at ytringsfrihed ikke er et spørgsmål om kunstnerisk værdi og netop ikke underlagt smagsdommeri. Ytringsfriheden er udelelig; inden for lovens rammer og almindelig god stil naturligvis. Men den kan ikke gradbøjes i sig selv. At den så har måttet underordnes praktiske hensyn – også på denne avis – er en anden sag, der i sig selv er det bedste vidnesbyrd om, hvor presset ytringsfriheden er i dag. Det er sørgeligt.
Også Rushdie forsøgte at arrangere sig. Han sagde faktisk undskyld. Lige lidt har det hjulpet. Dusøren gælder stadig. Det er en anden bitter lære af de 30 år i fatwaens skygge: hvis man bøjer sig for vold, får man ikke mindre, men mere vold. Vold virker simpelthen. Dén erkendelse er lige så svær at kapere i de vestlige samtaledemokratier.