Efter følelserne har rådet, ser vi frem til kølig jura i Spanien

Der står meget på spil, når højesteret i Spanien indleder det retslige efterspil efter Cataloniens løsrivelseserklæring, bl.a. spørgsmål om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed står over for loyalitet mod Spaniens forfatning.

Set udefra virker det uforståeligt, at Madrid og Barcelona ikke for længst har strakt sig mod hinanden for at finde en forhandlet løsning på det spørgsmål, som nu deler Spanien i to uforsonlige fronter. Det hidtidige forløb har desværre vist, at både den ene og den anden part har vurderet at have interesse i at køre konflikten langt ud over det punkt, hvor der ingen vej er tilbage.

For de ansvarlige catalonske politikere, som sidder på anklagebænken i Madrid, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at de står anklaget for at have forbrudt sig mod spansk lov. De valgte at afholde den omstridte folkeafstemning i fuld bevidsthed om, at den var erklæret forfatningsstridig.

Overraskende var det til gengæld at opleve, hvordan det spanske statsapparat rykkede ud for at forhindre afstemningen. Både i ugerne op til og på selve afstemningsdagen blev der signaleret en meget hård kurs mod de selvstændighedssøgende cataloniere, og de anklager, som nu rettes mod de implicerede om oprør og folkeforførelse, er meget hårde og kan i yderste konsekvens koste de involverede 25 års fængsel.

Tankevækkende er det også, at flere europæiske domstole har afvist at udlevere de flygtede politikere til Spanien på netop dette grundlag. Det gælder således den tidligere præsident Carles Puigdemont, som nu er tilbage i Belgien efter et langt mellemspil ved de tyske domstole.

Fælles for både de catalonske politikere og de spanske anklagere er, at de har forregnet sig, når de har kalkuleret med Europas opbakning. Catalonierne forsøgte forgæves at mobilisere europæiske regeringer for deres kamp omkring folkeafstemningen i 2017. Solidaritetserklæringerne udeblev. EU’s stats- og regeringschefer henviste til, at der var tale om et indre spansk anliggende, som skulle løses ved spansk ret og i Spanien. Retssagen går i gang tirsdag. Interessant bliver det at følge, hvilke beviser anklagemyndigheden kan lægge frem, efter at have holdt flere af de implicerede varetægtsfængslet i næsten halvandet år og ikke mindst, om dommerne vurderer, at de er stærke nok til at anvende nogle af lovens strengeste straffe.

I kampen om fortællingen er der hidtil spillet på alle følelser, og set i det lys bliver det næsten beroligende at skulle forholde sig til mere kølige juridiske facts. Der er dem, som allerede nu kalder retssagen for en politisk skueproces, men indtil det modsatte er bevist, er der kun grund til at antage, at Spaniens domstole og ledende politikere agerer inden for demokratiets og retsstatens præmisser.

En utilsigtet virkning af det catalonske spørgsmål er, at stærkt nationalistisk sindede har vundet større støtte i Spanien. Partiet Vox sidder i Andalusiens parlament og viste senest søndag, at det er i stand til at mobilisere tusinder på gaden sammen med det konservative PP og Ciudadanos, som står for en hård og uforsonlig kurs over for løsrivelsesbevægelsen i Catalonien. Regeringschefen Pedro Sánchez sidder på et skrøbeligt mandat. Kommer det til et nyvalg, kan det vise sig, at det, som startede som et oprør i det lille velstående Catalonien, kan få store konsekvenser for Spaniens trods alt unge demokrati.