Hallo, vi taler om krig. Ikke om almindeligt Christiansborg-fnidder

At føre et land og dets befolkning i krig er vel den største og tungeste beslutning, som politikere i en demokratisk retsstat kan træffe. Derfor er det kun godt, at et hold historikere nu har undersøgt Danmarks krigsdeltagelse gennem 20 år, fra Kosovo i slutningen af 1990’erne til Irak og Afghanistan.

At der så ikke er kommet så meget ud af anstrengelserne, er en anden sag. Det er heller ikke nødvendigt. Selve gennemskueligheden og det ufiltrerede lys på beslutningsprocesserne har en værdi i sig selv. Dagens politikere kan studere deres forgængeres ageren, og vi andre kan få en føling med den politiske proces, som vi som borgere har krav på.

Men substantielt flytter redegørelsen ikke meget. Flere gange ved fremlæggelsen erklærede forskerne sig »overraskede« over dette eller hint. Beslutningsprocesserne blev beskrevet som ret lukkede, Udenrigspolitisk Nævn kunne have fået flere detaljer, visse formuleringer var trukket en tand for hårdt op osv. Man kan nok mene, at hér møder forskere med 16 års forsinkelse den hæsblæsende virkelighed, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans inderkreds skulle operere i. Vi taler om krig. Det eneste naturlige er, at en regering sørger for at have sit politiske flertal på plads, inden spørgsmålet kommer til bredere debat i Folketinget.

Der må og skal være grænser for, hvor meget en krigsdeltagelse kan håndteres i åbne politiske fora, når man nu kender livets gang på Christiansborg. Ikke engang udsendelsen af jægerkorpset til Irak i 2007 var Christiansborg-boblen i stand til at holde fortrolig. Hvordan skulle Fogh-regeringen så kunne diskutere en fuld krigsdeltagelse i en større kreds? Der er vitterlig ikke – med regeringschefens egne ord – ret meget at komme efter hér.

At Fogh-regeringen satte venskabet til USA højt kan aldrig i sig selv være kritisabelt; tværtimod. USA er kommet Europa til undsætning mange gange og bad efter 2001 os om hjælp. Især i Irak blev der efterfølgende begået mange fejl. Men det har ikke noget med selve beslutningen om at straffe Saddam Hussein at gøre.

Den vigtigste afklaring i udredningen ligger måske et helt andet sted. VK-regeringen har været under mistanke for at have fået konstrueret et juridisk grundlag for Irak-krigen, så det passede til virkeligheden. En uhørt grov beskyldning både mod regeringen og dens jurister, som redegørelsen heldigvis skyder eftertrykkeligt ned. Typisk nok dog, uden at det har vakt videre opsigt.

En krigsdeltagelse er for gennemgribende og smertelig en erfaring for alle – politikere og befolkning – til, at der kan slås politisk plat på det. Redegørelsen om Danmarks krige er et tilbud til alle om at studere de nærmere omstændigheder. Ret meget længere er den vist ikke.