DR skal fortsat kigges efter i sømmene
Skatteyderne har al mulig ret til at følge med i, hvordan pengene bliver brugt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danmarks Radio har fremlagt sit forårsprogram for 2019; det første program siden den politiske beslutning, der gjorde mastodonten DR lidt mindre mastodontisk. Det er oplagt at spørge, om DR’s ledelse mon har lært noget af den debat, der i sidste ende førte til besparelserne. Her byder det nye program ikke på noget entydigt svar.
Dedikerede fans vil glæde sig over, at museumsdirektør Rane Willerslev ikke forsvinder fra mediebilledet; ”Ranes Museum”, der beskriver hans hverdag som chef for Nationalmuseet, får en sæson mere; her kan man diskutere, om emnet er det nationale eller Rane Willerslev. Onde tunger vil sikkert mene, at den annoncerede serie om Sønderjylland i anledning af 100-året for genforeningen er til ære for Dansk Folkeparti, og Søren Espersen har da også allerede meddelt, at han sidder klar ved skærmen og klar til at kritisere, som altid ganske uforstyrret af enhver tanke om armslængdeprincipper; DF er slet ikke færdig med DR.
DR’s opgave er og bliver i sidste ende at producere det vigtige, ja, måske nødvendige, som ikke ellers ville blive produceret. Det er derfor, vi bruger skattepenge på foretagendet.
»Alle vil opleve, at de mister noget, de holder af,« sagde generaldirektør Maria Rørbye Rønn med en patos som varslede hun genindførelsen af mørklægningsgardiner og rationeringsmærker, og man aner, at hun vist ikke helt erkender medieudbuddets mangfoldighed. Monopolets dage er forbi, fjernsynet er ikke længere med stort F og i bestemt form, ental, og hver dag dør et antal flow-tv-seere for at give plads til en ny generation af streamingvante unge mennesker. Hvis DR forsvandt, ville vi zappe over på noget andet, lykkeligt uvidende om, hvad vi gik glip af.
DR’s opgave er og bliver i sidste ende at producere det vigtige, ja, måske nødvendige, som ikke ellers ville blive produceret. Det er derfor, vi bruger skattepenge på foretagendet. Har DR forstået det? Tja. Det er opmuntrende, når man erklærer at have flyttet fokus fra høje seertal, for det skal DR ikke måles på; de skal turde være kedelige og lade andre om den brede underholdning.
Det tør de vist ikke helt.
Man skal være meget letbenet humoristisk anlagt for at mene, at verden har brug for endnu et nyt »uformelt politisk talkshow med Mette Vibe Utzon« – måske er det tænkt som supplement til gravalvorlige og højpandede udsendelser som ”Besserwisserne”, ”Tirsdagsanalysen” eller for den sags skyld ”Debatten” på DR2, hvor politikere og andet godtfolk råber og skriger i munden på hinanden og skændes på oneliners under omstændigheder, der dårligt kan kaldes formelle? Og er det virkelig afgørende for nationens åndelige sundhed og den berømte ”sammenhængskraft”, at endnu tre madprogrammer ser dagens lys i Danmark? Er det public service at lade skattepenge finansiere ”Maddysten” med den velkendte Timm Vladimir i rollen som dommer for at finde »Danmarks bedste madfamilie«, og er det en statslig opgave at sende Master Fatman »på opdagelse i det danske landskab for at finde ingredienser til et måltid?«
Det må man nok spørge om, så det gør vi.
Og det må DR finde sig i. DR producerer indhold for skatteydernes penge, og derfor har skatteyderne naturligvis al mulig ret til at spørge, om der er mening i galskaben? Om det f.eks. er vigtigt for danskerne, at programmet ”Hammerslag” rejser en uge til Sydfrankrig eller New York for at se på dyre huse?
Skatteyderne betaler regningen, derfor må DR finde sig i løbende at blive set efter i sømmene.
Det manglede bare, det er jo vores penge.