Jeg-kultur for fuld, usympatisk udblæsning på Storebæltsbroen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mens vi venter på resultaterne af de tekniske undersøgelser af, hvordan den chokerende og tragiske togulykke på Storebæltsbroen kunne ske, søger mange danskere at forlige sig med tanken om, at den slags katastrofer faktisk stadig indtræffer – som de til alle tider har gjort.

Man kan let få den tanke, at det moderne samfund med dets høje teknologiske niveau opfattes som en slags garant for, at sådanne ulykker ikke længere kan ske. Og så skal der stadig ikke mere end en slem omgang blæsevejr til at udløse en ulykke med så mange dræbte. Det er en hård erkendelse.

Det moderne samfund er tværtimod et sårbart samfund, og de mange bevægende beretninger fra passagerer, hvis liv blev reddet ved rent held og store tilfældigheder, minder os om altings forgængelighed. Når en pendler normalt sidder i forreste vogn, men på denne dag kun kunne finde en plads længere tilbage i toget og dermed reddede livet, genkaldes en kollektiv bevidsthed om, at selv i vores gennemregulerede og -planlagte liv råder stadig et element af vilkårlighed, som både forvirrer og gør os utrygge. Gik man til højre eller venstre? Det blev pludselig et spørgsmål om liv og død.

Måske er det denne fascination af tilfældigheden, som fik mange bilister til at standse på broen og tage billeder af det ødelagte IC4-tog. Politiet uddelte ca. 40 bøder til forbipasserende, der filmede med deres mobiltelefoner. Engang holdt bilister ind til siden i respekt, når et ligtog passerede. I dag overhaler mange og dytter, når det går for langsomt, siger bedemændene. På samme måde med uheld på motorvejen. Bilister forsøger at bakke væk fra køen eller kører i nødsporet med risiko for at genere redningsarbejdet. Jeg-kultur i en usympatisk, rendyrket form. Det individualiserede samfund for fuld udblæsning. Ingen kan kalde det et fremskridt.

I disse situationer udstilles en slags civilisationstab, hvor man må begræde manglen på gammeldags pli og simpel anstændighed. Det hænger nok sammen med en fornemmelse af, at mange af sådanne tilskuere til ulykker opfører sig, som om de er med i en film – i en slags fiktiv kulissevirkelighed, hvor den ubarmhjertige, rigtige virkelighed på den anden side af rækværket på Storebæltsbroen med mange døde og kvæstede simpelt hen ikke trænger ind. Man er voyeur, ikke en del af en fælles virkelighed.

Her har medierne, især de elektroniske, et stort ansvar at håndtere. Den nådesløse båndsløjfedækning, der pumper ganske få konstatérbare fakta op til endeløse spekulationer og rene gætterier for rullende kamera, er med til at give ulykken et anstrøg af noget fiktivt. Når nyhedshelikopteren cirkler over ulykkesstedet, og når aviser efterlyser billeder fra ulykken, så er medierne med til at skubbe til en respektløs omgang med katastrofen, men omvendt skal også den barske virkelighed naturligvis dækkes.

Det er en delikat balancegang, for mediernes grundlæggende opgave er at rapportere om, hvad der sker, og når en ulykke som den på broen indtræffer, rystes hele samfundet og alle danskere. Men medierne har fået mange ekstra muligheder i de senere år. Det må indebære en meget bevidst stillingtagen til, hvordan – og om overhovedet – disse nye muligheder tages i anvendelse, så alle slags hensyn forenes. Medierne skal ikke forskønne eller filtrere, men mange af de tv-bårne udenomsværker kunne sagtens nedtones.

Ulykken på Storebælt vil være med os længe endnu. Hvis den også fører til, at vi hver især tænker lidt over vort eget bidrag til fællesskabet, vil det kun være godt.