Danmark er forandret for altid
Og den kulturelle forudsætning for velfærdsstaten er ved at briste, men det vil vi ikke rigtigt indse.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
”24 dage med kultur” hedder et decemberarrangement på Nørrebro i København, som har vakt en del opstandelse og moro. På de sociale medier morer man sig med at ønske hverandre »glædelig kultur« og synge »jeg så kulturmanden kysse mor,« og Dansk Folkeparti er rituelt forargede over islams indflydelse og julens afskaffelse.
Går man kulturkalenderen efter i sømmene, er den dog ikke udpræget islamisk i snittet, men den juleløse julekalender kan sagtens ses som et af mange tegn på, at Danmark har forandret sig – og kommer til at forandre sig endnu mere i de kommende år. At sige »glædelig jul« er ikke længere nogen selvfølge, lige så lidt som flæskesteg og frikadeller er det – Danmark ligner ikke Danmark for 20-30 år siden, selv om statsministeren insisterer på, at Danmark skal ligne det Danmark, vi kender; det gør det ikke.
Forandringen sker i en hast, man ikke hidtil har set i danmarkshistorien, og hvor mange der har ønsket den udvikling - med alle dens afledte konsekvenser i form af ghettoer, kriminalitet osv. – er et åbent spørgsmål
Det er paradoksalt, at vi i disse år ikke taler om meget andet end velfærdsstaten, dens udvidelse og bevarelse – samtidig med at vi med ret stor sikkerhed kan forudsige dens endeligt, netop i lyset af indvandringen fra ikkevestlige lande. Indvandrere fra Mellemøsten er nemlig i langt højere grad modtagere af offentlige ydelser, end de er bidragere – det koster allerede nu 36 mia. kr. om året, og absolut intet tyder på, at det tal vil falde trods uendeligt gode viljer og milliardbevillinger til såkaldte integrationsprojekter, som der da også hersker en sær uvilje mod at få vurderet effekten af – måske fordi man inderst inde godt kender dem.
Indvandringen er en kostbar affære; det er klart, selv om der er vekslende vilje til at erkende det.
Det andet er det kulturelle aspekt. I en nærmest ufattelig naivitet er man gået ud fra, at indvandrere per automatik blev ligesom alle andre danskere, når de havde været her nogle år. Med den på én gang barnlige og umådeligt selvovervurderende forudsætning, at det bedste i verden måtte være at være dansker, har man ment, at enhver måtte stræbe efter at blive som os – og det er kommet som en stor overraskelse, at tyrkere i grunden var godt tilfredse med at være tyrkere, og somaliere ikke begyndte at synge med på Grundtvigs salmer af bar glæde over at have fået opholdstilladelse. Mennesker er forskellige, men velfærdsstaten forudsætter i virkeligheden en høj grad af enshed, som man godt kan kalde både leverpostejgrå og trist, men som ikke desto mindre er den kulturelle forudsætning for det fællesskab, som velfærdsstaten bygger på.
Erkendelsen breder sig, og det har været en meget sildig opvågning blandt vore politikere – vel at mærke de politikere, vi selv har stemt på igen og igen. De, der forudså udviklingen og advarede mod den, blev i indædt grad lagt for had. Nu ser vi skriften på væggen. I 1988 var der 95.025 ikkevestlige indvandrere eller efterkommere i Danmark. I 2018 er der 493.468, en femdobling på 30 år. Og Danmarks Statistik forudser, at der i 2060 vil være 867.258 ikkevestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.
Forandringen sker i en hast, som man ikke hidtil har set i danmarkshistorien, og hvor mange der har ønsket den udvikling – med alle dens afledte konsekvenser i form af ghettoer, kriminalitet osv. – er et åbent spørgsmål. Men nu er den her, og der hviler et skær af uafvendelighed over den, hvorfor de seneste års politiske tiltag da også har haft et betydeligt præg af desperation med danskhedsprøver i Olsenbanden-film, ghettopakker og en hel del andet – en afmægtig reaktion på, at Danmark er forandret for altid.