Første Verdenskrig har stadig noget vigtigt at fortælle os

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

”Den store krig” og ”krigen, der skulle ende alle krige” kaldte man Første Verdenskrig, inden den næste katastrofe, Anden Verdenskrig, kom og udstyrede den store krig med sit et-tal og dementerede forestillingen om, at den skulle ende alle krige. I dag er det 100 år siden, den sluttede – på slagmarken i hvert fald.

For selv om Første Verdenskrig senere blev overdøvet af Anden Verdenskrigs rædsler og ondskab og vel nærmest ikke er på skemaet i dagens historieundervisning, er den stadig med os. Alligevel er fornemmelsen, at Første Verdenskrig ikke fylder alverden i den kollektive bevidsthed i Danmark, og det kan undre, både fordi krigen førte til den danske genforening i Sønderjylland, fordi godt 5.000 sønderjyder, der som tyske statsborgere var tvunget i tysk tjeneste, mistede livet, og fordi krigen førte til fødslen af det moderne Danmark.

Første Verdenskrig blev indledt med høviske forestillinger om krig og på en bølge af national eufori. Det var også en krig, der blev indledt på hesteryg og med bajonet for at slutte med giftgasser og kampvogne. Regnebrættet sagde 10 millioner faldne, hovedsageligt unge mænd, da det blev gjort op efter krigen. Det er ikke for meget at sige, at soldaterne blev ofret som slagtekvæg i en stillingskrig, hvor meningen og formålet fortonede sig.

Krigen markerede, som det fremgik af en kronik i avisen i går, et før og efter, da røgen fra slagmarkerne havde lagt sig. Noget gik under med de mange tabte liv i skyttegravene. En uskyldighed og en idé om fremskridt – ikke at fremskridtet døde med krigen, men ideen om, at fremskridtet også handlede om en civilisation, der konstant gjorde det europæiske menneske til et stadig mere ophøjet og godt menneske, døde. Krigen var et kollektivt syndefald, der splittede generationer og svækkede autoriteten i det samfund, som havde sendt de unge i krig, og den europæiske selvforståelse og identitet var præget af desillusion og mistro.

Granatchokket blev opfundet som forklaring på de psykiske symptomer, som mange af de forkrøblede soldater vendte hjem med. Men i overført betydning kan man sige, at hele Europa var ramt af granatchok oven på krigen, og svaret på den forvirring og længsel efter en ny orden, som fulgte i kølvandet, kender vi i dag kun alt for godt. For svaret på det europæiske kollaps var ideologisk og kollektivistisk.

Kommunismen i øst, med tiden nazismen i Tyskland, fascismen i Sydeuropa og på vore breddegrader den noget mere humane velfærdsstat blev svaret på det ordensproblem, som man så så tydeligt under og efter Første Verdenskrig. Massen skulle tæmmes, men mennesket var faldet, og selv om ordenen igen blev genoprettet – sine steder med stor og totalitær brutalitet – så stod det krystalklart, at ondskaben ikke var fordrevet. Der går en lige linje fra Første Verdenskrigs skyttegrave til Anden Verdenskrigs brutale ondskab.

Siden er vi nok blevet klogere. Internationale organisationer, konventioner, tværnationalt samarbejde og demokrati har skabt fredelige forhold. Vi lever på toppen af den største velstandsstigning i historien. Men har vi lært noget? Farer lurer i form af ny splittelse, radikalisering, populisme og frådende grådighed. Det minder på mange måder om tiden før, under og lige efter Første Verdenskrig. Derfor er der større grund end nogensinde til at bakke op om de demokratiske institutioner og modarbejde de kræfter, som vil splitte. I den forstand er Første Verdenskrig stadig med os og har noget vigtigt at fortælle os.