Fortsæt til indhold
Leder

En særlig dansk tossegodhed? Svindelsagerne i det offentlige må udløse alarm

De mange svindelsager i den offentlige sektor vidner om, at den romantiske drøm om smørhullet Danmark for længst er bristet. Vågn op til en ny virkelighed!

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den særlige tillidskultur, der kendetegner den offentlige sektor, er under hårdt pres i disse dage. Det vælter ind med afsløringer af svindel, bedrag og en regulær tag selv-mentalitet i alt for åbne offentlige kasser. Danske Bank har sit at se til; velfærdsstaten sandelig også.

At en ansat i Socialstyrelsen over 16 år ifølge politiet har kunnet trække 111 mio. kr. ud til finansiering af sit private luksusforbrug, trodser enhver beskrivelse. Tre frivillige foreninger er ligeledes nu anmeldt for svindel med offentlige midler. Et jobcenter i Albertslund skal være lænset for millioner, og Skats himmelråbende naivitet over for udenlandske storsvindlere, der har tappet staten for knap 13 mia. kr., minder også om de knopskydende offentlige systemers manglende evne til at passe ordentligt på de penge, som borgerne stiller til rådighed.

Er det en særlig dansk tossegodhed eller bare manglende professionalisme? Det er nok ikke lige til at afgøre, men noget kunne tyde på, at det offentlige ikke har taget tilstrækkeligt bestik af en ny tid med nye globale og højteknologiske muligheder for at svindle.

Vennekulturen i socialsektoren indbyder til urent trav, i værste fald svindel.

Det var en tydeligt berørt socialminister, Mai Mercado, der måtte oplyse om den massive svindel i Socialstyrelsen. Hun havde tilsyneladende ikke drømt om, at noget sådant kunne lade sig gøre. Den samme reaktion ses løbende hos kommuner, der må indrømme selv hårrejsende eksempler på socialt bedrageri. Chok og lammelse er reaktionen. Man fristes til en stilfærdig, velment opfordring: Vågn dog op til den nye virkelighed!

Den romantiske forestilling om, at her i lille lune Danmark er alt anderledes – afskærmet fra en barsk virkelighed derude, som vi jo er – er for længst skudt ned. Vi ligger stadig i top på diverse lister over transparens, tillid og korruption, men den nye tid har indhentet os. Tillidskulturen og sammenhængskraften, som vi altid har opfattet som særligt dansk, er under pres. Det skal både den offentlige sektor og Danske Bank selvfølgelig forholde sig til.

Politikerne bærer et tungt ansvar. De insisterer på at holde liv i hele den vildtvoksende jungle af puljer og særlige ordninger, som hærger socialområdet. Det er ikke nødvendigvis tilfældigt, at den ansatte i Socialstyrelsen udså sig netop satspuljeområdet. Rigsrevisionen har tidligere advaret mod en uoverskuelig administration af området, som politikerne har lagt beslag på for at kunne fremme personlige interesser. De bidrager løbende til et indtryk af, at pengene gives ud på rene mavefornemmelser til projektmagere af alle slags, der forstår at forene en indsats for svage borgere med en kølig egeninteresse.

Hvem husker ikke SF-socialminister Annette Vilhelmsens ord til en puljemager om, at der også var en million kroner til hende? Her stod det pludselig meget tydeligt, at kammerateri og venindetjenester åbenbart også er en del af kriterierne for, hvordan puljepengene uddeles. Det var en hel sektors moralske forfald, der her blev afsløret.

Vennekulturen i socialsektoren indbyder til urent trav, i værste fald svindel. Om det er en særlig dansk blåøjethed, kan nok være svært at sige, men der må og skal strammes op – ikke kun med tildelingen af midlerne, men også med kontrollen. Puljeområdet må endevendes, og en ny debat om, hvorfor disse penge, afsat til samfundets svageste borgere, ikke kan køre via finansloven som alle andre offentlige udgifter, må skydes i gang.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.