Den blå regering sætter sig på den grønne dagsorden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

De gode viljer står i kø, når det gælder den grønne omstilling. Det skal helst gøre rigtigt ondt hele vejen rundt. Der er heller ingen ende på, så meget vores samfund skal ændres, sådan helt grundlæggende. Ellers tæller klimakampen ligesom ikke rigtigt.

Derfor er det også helt forudsigeligt, at regeringens vitterligt stort anlagte klimaudspil især mødes med kritik af, at det ikke går hårdt nok til landbruget. Det er ikke nok, at der på 38 andre meget konkrete områder vil blive stillet større krav til danskerne og deres vilje til at omstille sig til grønnere løsninger. Landbruget skal også holde for, så det kan mærkes, siger de røde partier og de mange interesseorganisationer, der ofte lyder som et ekko af dem.

Selvfølgelig skal hele samfundet tænkes ind, men opgaven må jo netop også bestå i at bekæmpe klimaforandringerne uden at sætte for megen velfærd og velstand over styr. Men for mange lykkes det første kun, hvis det andet også indtræffer. Sådan vindes klimakampen i hvert fald ikke.

Danmark tegner sig så nogenlunde for ca. 0,1 pct. af den samlede CO₂-udledning på kloden. Dermed ikke sagt, at den danske klimaindsats ikke nytter noget. Tværtimod; vi skal gøre vores, som alle andre må og skal gøre deres. Men det udstiller mange af de flove politikerfloskler om, at netop lille Danmark med vold og magt skal være et »foregangsland«. Hvorfor egentlig, når det er lande som USA, Kina, Indien, der i sidste ende afgør, om verdenssamfundet formår at omstille sig til at klare de gruopvækkende konsekvenser af et forandret klima, som senest også FN’s klimapanel, IPCC, har oprullet?

Man mærker konstant symbolpolitikken på klimaområdet. Oprindelig ville Socialdemokratiet have en halv million elbiler på gaden i 2030, hvilket statsminister Lars Løkke Rasmussen afviste som helt urealistisk. Men nu – et halvt år senere – satser regeringen selv på en hel million elbiler uden at forklare den voldsomme kursændring. Der mangler også en opskrift på, hvordan det kan lade sig gøre, både økonomisk og teknologisk. Der mangler f.eks. et bud på intelligente elnet til at klare belastningen fra så mange elbiler.

Men det kan jo komme, f.eks. i den klimakommission som nu nedsættes til at konkretisere de mange vidtløftige idéer. I det hele taget forudsætter også denne ambitiøse klimaplan markante teknologispring, som foreløbig er en trossag. Det kan også sagtens have et komikkens skær over sig, når politikere af alle slags tror, at de kan diktere planetens temperaturudvikling i fremtiden. IPCC har som et meget politisk organ heller ikke just det bedste ry.

Alligevel er det uomtvisteligt, at kampen mod temperaturstigningerne er denne og kommende generationers store udfordring, som kræver et stærkt fokus og en kæmpemæssig indsats. Det skal nok komme til at gøre ondt, bare rolig! Forude venter også hårde opgør om rækkevidden af statens ret til at diktere borgerne en bestemt levevis. Det er ikke gjort med at gøre det lettere at finde et stik til elbilen.

Man kunne ønske sig mere gulerod og mindre stok. Man kunne ønske sig større troværdighed og mindre alarmisme i debatten. Men der er også data nok, som dokumenterer klimaforandringerne, og som må og skal medføre handling, der flytter noget.

Regeringens udspil er på den baggrund meget ambitiøst, foruden at det som en sidegevinst effektivt lukker en flanke over for de røde partier op til det kommende folketingsvalg.