Høringer om højesteretsdommer kløver USA midt over

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

USA ser sig selv i spejlet for tiden, og det syn, der viser sig, er ikke kønt. Nogle af supermagtens vigtigste demokratiske institutioner er reduceret til statister i en tv-transmitteret sæbeopera, hvor sagens kerne – et påstået sexovergreb for 36 år siden – er blevet underordnet et hadefuldt magtopgør om grebet om den amerikanske højesteret.

Senatets retsudvalg har med det tættest tænkelige flertal nu indstillet, at Brett Kavanaugh, som præsident Trump ønsker at indsætte som ny dommer i højesteret, kan komme til afstemning i Senatet, men først skal FBI i den kommende uge undersøge de anklager om seksuelle overgreb, som flere kvinder har rejst mod Kavanaugh. Der er dog næppe grund til at tro, at FBI kan bringe videre lys over sagen.

Oprulningen for løbende tv-kamera graver reelt kun grøfterne endnu dybere. Smagsdommere udlægger undervejs, hvem der optræder mest troværdigt og sympatisk. Kneb hun en tåre for meget; var han for rød i hovedet af indignation? Det er foregået nærmest som under en boksekamp: Hvem vandt runden? Da det er påstand mod påstand fra Kavanaugh og Christine Blasey Ford, som har rejst de mest konkrete beskyldninger mod ham, er offentligheden og tv-publikummet henvist til rene følelsesmæssige reaktioner. Det undergraver den ukrænkelighed, der bør omgive de bærende amerikanske samfundsinstitutioner.

Kun så meget er sikkert, at en af de to enten lyver eller husker forkert. Resten er mavefornemmelser og især politiske sym- og antipatier. Sagen afspejler først og sidst den afgrundsdybe polarisering mellem Republikanerne og Demokraterne, der med dette bitre opgør drives frem til nye højder. Den konkrete anledning er alvorlig nok og naturligvis helt nødvendig at forsøge afklaret, men høringerne i retsudvalget har navnlig dokumenteret, at det er og bliver slaget om højesteret, det handler om.

Det kan ikke undre, og det er langtfra heller nyt i amerikansk historie. Den amerikanske højesteret har som forfatningsdomstol en helt anden, også politisk, tyngde end f.eks. den danske. Kavanaugh, der går for at være stærkt konservativ, kan i givet fald være med til at præge samfundsudviklingen i mange år med værdipolitiske afgørelser på sprængfarlige områder som fri abort, homoseksualitet og mindretalsbeskyttelse. Men dertil kommer, at Kavanaugh simpelt hen er Trumps kandidat. Det løfter striden til et nyt niveau. For eller imod Kavanaugh er et for eller imod Trump. Højesteret politiseres dermed på en måde, som ikke kan andet end underløbe dens autoritet.

Kavanaugh selv bidrog også, da han under sin egen afhøring overraskende klart og personligt forekom at melde sig under Trumps ideologiske faner med hårde politiske udfald mod sine demokratiske modstandere. Det er blevet tydeligt for enhver, at den nøgne jura, der burde være grundlaget for enhver domstol, sandelig også den amerikanske højesteret, tillige har en klar politisk dimension.

USA er i disse år spaltet i to, og det kan diskuteres meget længe, om Trump har skærpet denne konfrontation, eller om han tværtimod selv er et produkt af den. Den har været længe undervejs – i denne omgang i hvert fald siden Bill Clinton var præsident – og er konstant blevet mere forbitret. Europæerne har ikke meget at lade amerikanerne høre. Den samme værdikamp raser i disse år hos os, blot med andre politiske indsatser.

Fornemmelsen for, at demokrati er samtale, er gået fløjten.