Fortsæt til indhold
Leder

Mette Bocks kulturelle hold kæft-bolsje holder formentlig ikke længe

Håndsrækning eller ej så ændrer det ikke ved, at tilførslen og forløbet afspejler en regering med et noget lunkent forhold til kultur.

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Netavisen Rokokoposten, der leverer fiktive, satiriske nyheder, lavede i begyndelsen af august en nyhed om, at medier og befolkning nu havde overforbrugt Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i en grad, så han var udpint som ressource for resten af 2018. Historien var naturligvis en parafrase over den noget mere alvorlige – og virkelige – historie om, at verdensbefolkningen den 1. august havde opbrugt jordens ressourcer for 2018.

Historien om Rane Willerslev havde dog den sandhed, at hvis man beskæftiger sig blot en smule med dansk kulturliv, er det umuligt ikke at være stødt på den aktive direktør. Han er en mediedarling med eget realityprogram og klippekort til DR2’s ”Deadline”, og han har været en yderst brugt debattør og en af de argeste kritikere af regeringens kulturpolitik. Her har han stedse påpeget, at de årlige besparelser – undskyld, omprioriteringsbidrag, som det hedder på Finansministeriets newspeak – på 2 pct. er ved at udpine kulturlivet og dets institutioner.

Kritikken har åbenbart virket. Hen over sommeren har den bredt sig helt ind i regeringens rækker og hos støttepartiet, Dansk Folkeparti. Derfor lignede det en klassisk brandslukning, da kulturminister Mette Bock i torsdags – helt tilfældigt på dagen, hvor Kulturmødet Mors åbnede, og hun skulle møde store dele af kulturlivet – kunne meddele, at regeringen i den kommende finanslov vil tilføre kulturlivet 400 mio. kr. over en fireårig periode.

Håndsrækning eller ej, så ændrer det ikke ved, at tilførslen og forløbet afspejler en regering med et noget lunkent forhold til kultur.

En god portion af pengene, 89,5 mio. kr., skal gå til store statslige institutioner som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Rigsarkivet, så i den forstand har kulturministeren uddelt et hold kæft-bolsje til Rane Willerslev – indtil videre i hvert fald. For selv om der er grund til at anerkende, at kulturministeren – kulturmøde- og valgkampstiming ufortalt – rækker en hjælpende hånd til et trængt kulturliv, vil det samme kulturliv for en stor dels vedkommende mene, at det svarer til at købe nye dæksmøbler til Titanic, længe efter at skibet har ramt isbjerget.

Man kan også diskutere, om der rent faktisk er tale om nye penge eller blot en tilbageførsel af sparede midler til et kulturliv, der over de seneste 10 år – i hvert fald for en række store institutioners vedkommende – har mistet op mod 10 og 20 pct. af driftsbudgettet.

Yderligere kan man kritisere, at der ikke er tale om en tilførsel til kulturlivet som sådan, men en håndsrækning uden nogen form for armslængde til projekter, som kulturministeren i forvejen har defineret, bl.a. hendes eget forslag om, at de danske 4. klasser skal køres rundt i landet i busser for at få et større kendskab til Danmark. Nå, indtil videre er der tale om et forslag til finansloven, som endnu ikke har været forbi Dansk Folkeparti, der allerede – berettiget – har kritiseret det for at være for fokuseret på elite og hovedstad.

Håndsrækning eller ej, så ændrer det ikke ved, at tilførslen og forløbet afspejler en regering med et noget lunkent forhold til kultur. Man anerkender i skåltalerne kulturens enorme betydning for sammenhængskraft, men vil ikke prioritere den, fordi der er andre ting, man finder væsentligere – forsvar, sundhed etc. Det er en ærlig sag, men så ville det måske være mere reelt – også over for kulturlivet – at spille ærligt spil og i et samarbejde med samme kulturliv finde ud af, hvilke dele der skal prioriteres, eller med andre ord, hvad der skal leve, og hvad der skal dø. Det ville i øvrigt også være liberal kulturpolitik.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.