Hvordan skal man egentlig forestille sig et USA efter præsident Trump?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Postyret om Donald Trump som præsident og person – og alle gråzonerne derimellem – får tilsyneladende ingen ende. Tværtimod skrues der løbende op for diskanten, tonen bliver stadig mere skinger, og stadig flere samfundsbærende institutioner inddrages og underløbes med store omkostninger.

Trump har nu lagt sig ud med en række tidligere CIA-chefer, og tidligere nære forbindelser som advokaten Michael Cohen og kampagnechefen Paul Manafort er alvorligt ude i tovene. I kulissen spøger en pornoskuespiller, og præsidentens ulidelige Twitter-orgier kan næppe presses længere ud på det groteske overdrev. Hans omgang med andre politikere, herunder udenlandske regeringschefer, og den tone, han fortsat tillader sig over for nye og gamle modstandere – på et valgmøde forleden dirigerede han igen et »Spær hende inde«-kor om Hillary Clinton – er rent ud fortvivlende.

Hvad kan det amerikanske demokrati egentlig holde til? Hvor meget længere ud kan Trump – og til dels hans modstandere – drive spektaklet? Og ikke mindst: Hvordan kommer USA tilbage på ret køl, når Trump-tiden er slut? Kan det overhovedet lykkes at trykke på en imaginær resetknap og få det politiske, men også det institutionelle USA tilbage på et spor, hvor de bærende samfundsinstitutioner respekteres på linje med indgåede aftaler, og hvor personer og institutioner mødes med et minimum af respekt og civiliserede omgangsformer? Det er jo faktisk hverken forbudt eller landsforræderisk at være uenig med verdens mægtigste mand.

Problemet er, at Trumps metode forudsætter en radikalitet, der konstant må drives videre. Stilstand er begyndelsen på nedgang. Trump må hele tiden skærpe sin foragt for institutioner og personer, der ikke giver sig hans luner i vold, hvis strategien skal virke. Løbende bliver de, der har forudsagt, at nu-nu-nu kan han ikke drive sig selv længere ud, taget indenom. Det gør præsidenten faktisk konstant.

Sidst USA var i en tilsvarende politisk-institutionel krise må være efter Watergate-skandalen og præsident Nixons tvungne exit fra Det Hvide Hus i 1970’erne. Dengang lød nogle af de samme bekymringer som i dag. Bærende retsstatslige principper var blevet kortsluttet af ingen andre end landets egen præsident. USA skulle genopfinde sig forfra, og i bakspejlet kan man se, at de forsigtige præsidenttyper som Gerald Ford og Jimmy Carter præcis var, hvad USA dengang havde brug for for at komme videre.

Men hvad, når Trump-tiden er forbi – hvad enten det bliver i 2021 eller 2025? På forhånd forekommer det udelukket, at en ny præsident bliver valgt på Trumps metoder, forstærket med et par procent. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, vil vi sige i dag. Men en lille tvivl nager. Den følger af, at ingen endnu har overblik over de skader, som Trump-styret har forvoldt på de politiske principper og bærende institutioner i verdens eneste supermagt. Trump har kun siddet halvandet år, og medmindre han dømmes i en rigsretssag, kan hærværket fortsætte år endnu. Hvordan genetableres værdigheden og funktionsdueligheden i det amerikanske demokratis forskellige instanser efter Trump?

Det er heller ikke gjort med Trump. Han har stadig solid opbakning i vælgerkorpset til sin kurs og sin facon. Hans metode er også polariseringen, og den amerikanske befolkning er så splittet som nogensinde. Hvordan skal en efterfølger kunne klinke de dybe skår, der er slået?

Der er kun historien at trøste sig ved. Det storslåede USA har tidligere overvundet store kriser.