Natos egen kamp

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nato-topmødet, der begynder onsdag i Bruxelles, er blevet kaldt det måske vigtigste i alliancens historie. Det kan sagtens vise sig at være rigtigt. Det afhænger navnlig af, hvordan USA’s præsident, Donald Trump, har tænkt sig at agere.

Der er dem, der frygter, at han simpelt hen udvandrer – mere diplomatisk: forlader topmødet før tid – hvis debatten om forsvarsudgifterne ikke går hans vej. På det nylige G7-topmøde i Canada viste han, at han ikke viger tilbage fra et så voldsomt skridt. Fra Air Force One trak han pr. Twitter ydermere sin underskrift på topmødets sluterklæring tilbage.

Alt står dermed åbent før Nato-topmødet. Dét er i sig selv den værst tænkelige melding for en forsvarsalliance, der netop er baseret på gensidig solidaritet, troværdighed og total forudsigelighed. Trump repræsenterer alt det modsatte.

Slaget om de 2 pct. af bnp, som stats- og regeringscheferne i 2014 aftalte at bruge på deres forsvar inden 2024, kan forventes at blive løftet op på et nyt niveau. Trump rundsendte forleden et brev til udvalgte Nato-lande, hvori han forlangte deres forsvarsudgifter forøget i et højere tempo. Han har grundlæggende en god sag, og han er ikke den første amerikanske præsident, der kræver, at europæerne bidrager mere til det fælles forsvar. Det har flere præsidenter gjort før ham, og der er næppe et Nato-land, som ikke i dag giver USA ret i, at europæerne for længe nød den rare fredsdividende efter ophøret af Den Kolde Krig.

Europæerne forsøger at få debatten om de 2 pct. nuanceret. De vil gerne tælle andre ting med, og de peger på, at det ikke kun handler om selve beløbets størrelse, men også hvad man får for pengene; hvor effektivt forsvaret er. Det er også den danske position op til topmødet. Den danske regering stiller med en fin, lille liste over gode initiativer og tilbud, og statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bliver ikke træt af at minde om, hvor tit Danmark stiller op i internationale missioner.

Det er alt sammen rigtigt nok og også helt relevant at inddrage. Det er bare ikke, hvad USA fokuserer på. Trump vil i Bruxelles koncentrere debatten om, hvor langt Nato-landene er fra at opfylde målet om de 2 pct. Han taler om, at tallet måske burde være højere, og han har udset sig de økonomisk stærke lande, ikke mindst Tyskland, som særlige syndebukke. Han er også begyndt at kombinere det amerikanske handelsunderskud med forsvarsudgifterne. Det er hér, at debatten på Nato-topmødet kan blive eksplosiv.

Det virkeligt foruroligende er, at Trump også stiller den fælles sikkerhedsgaranti til diskussion. Trump har truet med, at de lande, der ikke lever op til aftalen om de 2 pct., muligvis ikke kan se sig omfattet af Natos musketered: Én for alle, alle for én. Når den slags overhovedet udtales, begynder den første udhuling af det fælles fundament. Natos største afskrækkelse ligger netop i automatikken. Hvis sikkerhedsgarantien virkelig skal diskuteres fra gang til gang – foreløbig kun et mareridtsscenario – dør Nato.

Historiens mest succesrige fredsbevægelse er sat i svingninger af Trump som mange andre internationale strukturer og organisationer. Dem er han ikke en fan af. Hans ”Amerika Først”-strategi kører direkte op imod dem. Problemet for europæerne er ikke alene, at kritikken delvis er selvforskyldt, men også at det er deres sikkerhed, som især er på spil, hvis de transatlantiske bånd løsnes.

Der er ingen vej uden om, at europæerne må tage mere vare på sig selv – uden dermed at underløbe Nato-samarbejdet.