Sidste udløbsdato

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man kunne tro, at verden har et så stort udbud af problemer, at det ikke er nødvendigt at skabe yderligere udfordringer for at have noget at tage sig til. Men det er, hvad der for tiden sker i Tyskland. Europas største og vel vigtigste land har opfundet en krise, som på mange måder lammer det politiske Berlin. Det burde ikke ske, for der er ingen vindere, og hvad man skændes om er ikke til at forstå for menigmand. Eller for os.

Striden udkæmpes mellem forbundskansler Angela Merkel og hendes hidtidige indenrigsminister Horst Seehofer. Merkel leder det borgerlige CDU, Seehofer indtil nu det bayerske søsterparti CSU. De to kender hinanden ud og ind, og for ikke længe siden tilbragte de uger sammen for sammen med det socialdemokratiske SPD at indgå en koalitionsaftale. I betragtning af, at aftalen er på 175 sider og befatter sig med såvel udbygning af cykelstier som insekters for tidlige død, er det forbløffende, at der ikke kunne indføjes et kapitel om håndteringen af asylsøgere ved grænsen.

Det er netop sidstnævnte, der i disse timer skiller vandene. Seehofer kræver, at Tyskland afviser asylsøgere, som allerede er registreret i et andet EU-land. Det er helt i tråd med den såkaldte Dublin-forordning, der er vedtaget i unionen; hvad der er så galt med den indstilling, er svært at se.

Merkel begrunder sin afvisning af at følge Dublin-forordningen med, at Tyskland derved ville skubbe ansvaret over på andre lande; hun ønsker en europæisk løsning, siger hun.

Det er jo sympatisk, men i betragtning af at en sådan ikke har været mulig, siden asyltilstrømningen eksploderede 2015, er den næppe realistisk i overskuelig fremtid. Man kunne også sige, at Tyskland måske allerede har taget sin del af asylsøgerne – henved to mio. de seneste fem år. Antallet er gået tilbage, men det kan stige igen, og man kan ikke fortænke tyskerne, hvis de vil forhindre gentagelser.

Under alle omstændigheder er det ubegribeligt, at man i en regering har tilladt så stor uenighed om et centralt punkt, der beskæftiger mange mennesker. Storbritannien er et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når ministre er mere optaget af at bekrige hinanden end at løse de ting, der skal løses. Danmark kan heller ikke melde hus forbi, når det gælder intern regeringstvist.

I Tyskland har det politiske klima vist sig robust over for strømninger, som er vundet frem i andre europæiske lande. Lokale udgaver af Dansk Folkeparti eller det østrigske FPÖ har indtil for nylig ikke kunnet etableres. Nu har man Alternative für Deutschland (AfD) i Forbundsdagen, hvilket er godt i parlamentarisk henseende, fordi det – ligesom venstrefløjspartiet Die Linke – giver stemme til en del af befolkningen, der har samme krav på repræsentation som alle andre. Men AfD har det meste i munden. De ofte uappetitlige meldinger fra den kant – senest har man sammenlignet Merkel med Erich Honecker, den mangeårige diktator i DDR – overskygger, at indflydelsen er minimal. Partiet fik 12,6 pct. ved valget 2017; den øvre grænse for mulig tilslutning skønnes at være 20 pct. Det betyder, at 80 pct. vælger traditionelle partier, der ikke i samme grad som i f.eks. Danmark eller Østrig har bevæget sig i strammerretning i udlændingespørgsmålet.

Tyskland forbliver altså et grundlæggende konservativt land. Netop derfor er det absurd, hvad der for tiden udspiller sig. Både Merkel og Seehofer er tæt på den politiske udløbsdato. Jo før de begge indser det, des bedre.