Højt spil i Socialdemokratiet kan sætte De Radikale fri

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvor overraskede bliver de radikale politikere, når det går op for dem, at de ikke automatisk er med på det ministerhold, som Mette Frederiksen vil sætte, hvis hun kan blive statsminister? Et kvalificeret gæt er, at de selvsikre radikale ikke får caffe latten galt i halsen. Partiet har for det første selv varmet op til et brud, og for det andet har De Radikale tidligere prøvet, hvordan det er at blive belært om de såkaldte faktiske forhold i jernindustrien af Socialdemokratiet. Det endte med at blive partiets redning.

Tilbage i 2009 lagde Socialdemokratiets chefstrateg, Henrik Sass Larsen, navn til den såkaldte Sass-doktrin, om at De Radikale ikke skulle med i regering for enhver pris. Det kom partiet så alligevel, og historien fra ”det sorte tårn” efter valget i 2011 om, hvordan De Radikale fik manøvreret SF ud på et sidespor og tvunget SRSF-regeringen til at føre borgerlig økonomisk politik, er efterhånden velkendt. Men det er syv år siden nu, og det vil nok være radikal ønsketænkning at tro, at det i partiets øjne succesrige forløb kan gentage sig.

For det første er der skiftet ud på begge partiers formandsposter. Morten Østergaard har endnu til gode at vise, at han besidder Margrethe Vestagers format som formand. I Socialdemokratiet har Mette Frederiksen taget over efter Helle Thorning-Schmidt, bidt sine egne holdninger i sig og ført partiet på en udlændingekurs, som skal fremstå så stram, at der ikke kan knibes en stemmeseddel ind mellem Socialdemokratiet og Venstre.

For det andet har Socialdemokratiet gang på gang vist, at partiet er villig til at lege med den gamle ikkestuerene fjende: Dansk Folkeparti, som vil nyde at fravriste De Radikale førstefødselsretten til at kalde sig midterparti og agere kongemagere efter et valg.

At De Radikales ageren i udlændingepolitikken i årevis har generet Socialdemokratiet, er ingen hemmelighed. Flere gange er De Radikale i Socialdemokratiets egne analyser udråbt som den egentlige årsag til tabte folketingsvalg. Henrik Sass Larsen selv var storleverandør efter nederlaget i 2007. Set i det lys kan man undre sig over, at parløbet trods alt har varet så længe. Alligevel spiller Mette Frederiksen højt spil. Hun behøver blot at se sig om i Europa for at få vished om, at der er opbrud overalt, og at uhellige alliancer kan opstå. En socialdemokratisk mindretalsregering er efter alt at dømme det, som vælgerne mindst ønsker sig. Mette Frederiksen låser sig tilmed på en hel valgperiode.

Med sin klare udmelding risikerer hun at bære ved til det bål, som Enhedslisten er begyndt at bygge: For blot få dage siden talte Enhedslistens strateg, Pelle Dragsted, om, at en styrket venstrefløj skal finde sammen uden Socialdemokratiet. Enhedslisten har også prøvet at blive udsat for Sass-doktrinen og også med det resultat, at partiet voksede sig større.

I weekenden var den radikale folketingskandidat Jens Rohde ude med et klart signal om, at De Radikale selvfølgelig kunne blive nødsaget til at vælte Frederiksen pga. udlændingepolitikken. Partileder Morten Østergaard konstaterer, at Socialdemokratiet ikke kan vælge De Radikales politik fra og mandaterne til, og at De Radikale ikke vil støtte en regering, som er bygget på Dansk Folkepartis værdier.

Faktisk burde De Radikale være lettede over den klare melding fra Socialdemokratiet og benytte frihedsbrevet til at se sig omkring andre steder. I EU-Parlamentet sidder partiet i den liberale gruppe med Venstre. Springet over til de borgerlige er ikke stort.