På den igen med den store EU-debat

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så skal vi til det igen – have den store, runde debat om, hvad vi danskere egentlig vil med EU.

Det vil langtfra være første gang, kan man stilfærdigt konstatere. Men verden står bestemt ikke stille, og derfor er det i sig selv al ære værd, at statsminister Lars Løkke Rasmussen forleden i en tale på Europadagen lagde op til, hvad han kaldte »en samtale« om de fire EU-forbehold, som i disse dage har 25-års fødselsdag. Spørgsmålet er bare, hvad vi egentlig skal diskutere, hvad målet er, og hvad det skal nytte.

Der er ingen politiker i Folketinget med blot et vist mål af indflydelse, der forlanger forbeholdene til fornyet folkeafstemning her og nu. Danskerne sagde eftertrykkeligt nej både i 2000 (euroen) og i 2015 (et ændret retsforbehold). Det husker alle, nok også statsministeren. Hans egen forsvarsminister og mangeårige kampfælle, Claus Hjort Frederiksen, gør i hvert fald. Han indleder en kronik med en opfordring til, at vi specifikt bør diskutere forsvarsforbeholdet, men følger omgående op med en besværgende forsikring om, at han bestemt ikke ønsker en fornyet afstemning. Men man kan ikke komme af med forbeholdene uden en afstemning.

Så er det blot debat for debattens skyld? Statsministeren vil have gang i debatten, og det skal igen ske via folkehøringer og dialogmøder. Dén medicin har været prøvet før med meget behersket succes for nu at sige det diplomatisk. Det må skyldes, at rammerne for en sådan fornyet EU-debat ikke er trukket godt nok op.

EU bliver aldrig et folkeligt og fornøjeligt projekt, og dét kunne være en første erkendelse. Diskussionen om EU og forbeholdene kører i ret lukkede og indforståede cirkler. En næste erkendelse kunne være, at det brede flertal i befolkningen ikke føler noget videre behov for forkromede udviklingsdebatter. Der er stort flertal for selve medlemskabet – heldigvis – men den manglende interesse for, hvordan EU-samarbejdet videreudvikles, kunne jo også være et udtryk for, at de fleste finder den aktuelle balance mellem nationalstaten og EU nogenlunde passende. Og i Danmark er de fire forbehold altså en del af den ligning.

Danskerne har omsider forliget sig med EU. Vi har ikke hjertet med på samme måde som andre lande. Vi erkender nytteværdien, og vi er en del af den europæiske familie, men kan grundlæggende godt lide af være danskere, hvilket undertiden ses som en modsætning til Bruxelles. Statsministerens forstandige opfordring til, at det også er i vores egen interesse, at EU-samarbejdet ikke konstant tales ned, er der dermed kun grund til at fremhæve. Glasset er faktisk undertiden halvfuldt, selv når det gælder EU.

Hvorfor mon Løkke Rasmussen så lige nu føler behovet for at tale EU igen-igen, når udsigterne til succes er så beherskede? Det kunne også være til udvortes brug. Ad lidt for snørklede omveje er regeringen omsider nået frem til, at det er lande som Tyskland og Frankrig – begge betydeligt Europa-begejstrede – der er Danmarks vigtigste partnere på kontinentet. Udenrigsminister Anders Samuelsen mente vist en overgang, at det snarere var lande som Bulgarien og Portugal, men det holder naturligvis ikke. Med det fokus, der er i Berlin og Paris på nødvendigheden af at drive EU-integrationen videre, er det kun logisk, at en dansk statsminister ikke bare melder sig ud af debatten på forhånd.

Danmark og EU – et fornuftsægteskab gennem 45 år. Det har kun godt af at blive rusket lidt i ny og næ. Men man skal ikke forvente sig den store virkning.