Grønlands valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Grønland går til valg. Og med partiet Nunatta Qitornai har grønlænderne denne gang fået endnu en mulighed for at stemme på drømmere og fantaster. Opstillet er tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, som i sin korte regeringstid gjorde sit til at forværre forholdet til rigsfællesskabet og tegne en mildt sagt optimistisk fremtid for et selvstændigt Grønland, inden hun blev fældet af sit eget overforbrug og ekskluderet af Siumut.

Grundlægger er Vittus Qujaukitsoq, som også har en fortid i Siumut, som han forlod for at danne sit eget parti, der skal føre en skarpere og mere kritisk tone over for Danmark.

Som udenrigsminister gik Vittus Qujaukitsoq ovenikøbet så vidt, at han forsøgte at indklage Danmark for FN for at overtræde menneskerettighederne på miljøområdet.

Uden meget andet at byde på end det placerede partiet sig pænt i meningsmålingerne med over 4 pct., lige efter at valget var udskrevet.

Det er i sig selv foruroligende. Ikke fordi Grønland ikke må blive selvstændigt, og det er der stigende ønske om og flertal for blandt de grønlandske partier, kunne man læse i avisen i tirsdag. Det er naturligvis grønlændernes eget valg, men fordi løfterne om selvstændighed og brud med rigsfællesskabet er spundet af drømme og uholdbare økonomiske prognoser, er det et risikabelt valg.

Selvstyreloven i 2009 gav Grønland mere frihed, men også større ansvar: Grønlænderne har mulighed for selv at forvalte flere områder. Men Grønlands eget finansministerium har fastslået, at Grønland står over for flere udfordringer: Befolkningstallet bliver mindre, og færre unge skal forsørge flere ældre, og hverken råstoffer eller turisme har haft den forventede vækst.

I 2014 udkom rapporten ”Til gavn for Grønland” med den nedslående besked, at selv om alle mineplaner blev realiseret, så kunne det ikke opveje bloktilskuddet fra Danmark.

Det turde dermed efterhånden være slået fast, at de råstoffer og rigdomme, som Grønland råder over, ikke er tilstrækkelige til at skabe en bæredygtig økonomi. Og alligevel har Vittus Qujaukitsoq stillet grønlænderne i udsigt, at de kan undvære bloktilskuddet fra Danmark »uden at sulte ihjel«.

I de mange år, som selvstændighedsdebatten har fyldt den politiske dagsorden, har der været en tendens til at overse fordelene ved Rigsfællesskabet.

Derfor er det positivt, at både den seneste valgkamp og et langt stykke hen ad vejen også denne har drejet sig om de emner, som i virkeligheden bør optage grønlænderne mest: uddannelse og erhvervsudvikling. Eller som tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist skrev det i en valganalyse i Sermitsiaq:

»Helt grundlæggende skal alle kandidater og partier forholde sig til, hvordan fremtidens Grønland kan blive økonomisk selvbærende. Der skal i høj grad være langt stærkere fokus på sociale forhold, de meget ulige levevilkår, de dårligt fungerende familier og det mangeartede misbrug. Hvordan kan vi overflytte de mange mennesker på offentlig forsørgelse til produktive erhverv og til et aktivt medborgerskab?«

Det er kernen i de udfordringer, som Grønland står over for, og som ikke viskes væk af dagdrømmere og fantaster, som forsøger at bilde befolkningen ind, at selvstændighed er løsningen på alle problemer.

Grønlænderne står – igen – over for et vigtigt valg, som kan få afgørende betydning for deres egen fremtid.