En af Ungarns stærke mænd

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lad det være sagt med det samme: Vinderen af valget i Ungarn søndag bliver sandsynligvis Viktor Orbán, om end et af kendetegnene ved demokratisk stemmeafgivning er, at man aldrig kan vide sig helt sikker.

Netop udsigten til, at Orbán for tredje gang i træk vil sejre, burde have fået ham, og hans parti Fidesz, til at læne sig lidt tilbage, skrue en anelse ned for retorikken og måske optræde noget rundere. I stedet er han gået planken ud som et politisk rovdyr, der angriber alt og alle, som ikke er enige med ham. Plakatkampagner, betalt af skatteyderne, sviner modstanderne til, og rigmanden George Soros er ophøjet til hovedfjende. På de fleste plakater er Soros at se som grumt smilende, nogle gange i selskab med oppositionsledere. Han skal stå bag en plan om at oversvømme Ungarn med flygtninge og være i ledtog med EU, FN, Amnesty International, Transparency International og tysk storkapital, lyder det fra Fidesz og regeringen.

Det kan være, at Orbán selv tror på det, men vi gætter på, at han ved bedre. Orbán har aldrig vist sig særlig standhaftig, når det gjaldt politiske synspunkter. I sin ungdom var han og Fidesz liberale, ruslandsfjendtlige og religionskritiske. I dag er han og partiet nationalkonservative og ser op til Ruslands hersker Vladimir Putin, og Orbán fører sig frem som kirkens mand. Engang arbejdede han for Soros i en tænketank og lod denne finansiere et ophold for sig på universitetet i Oxford; nu er Soros ondskaben selv. Endelig var Orbán med til at få Ungarn i EU, hvorefter han svinede unionen til.

Orbán går med andre ord efter magten, og det er jo, hvad en politiker skal gøre, men han virker ikke til at have et indre kompas, ud over at han skal blive siddende. Han har fået Ungarns økonomi på ret køl efter finanskrisen i 2008 og tidligere regeringers fejltagelser. Bruttonationalproduktet vokser med knap 4 pct. om året, hvilket er imponerende, men en egentlig, demokratisk debat finder ikke sted. Ungarn er blevet et Orbanistan, plaget af en svag opposition, galoperende korruption – en svigersøn til Orbán skal være indblandet – og et statsapparat, som er næsten fuldstændig skåret til efter Fidesz’ behov.

En del af skylden bærer oppositionen, der er i splid med sig selv og virker kraftløs over for den siddende regeringschef. At være liberal eller til venstre for midten er blevet lige så udskældt som i Amerika for tiden, og det sker vel at mærke ikke i form af en livlig meningsudveksling, men som ensidig nedrakning. Det tidligere halvfascistiske parti Jobbik er søgt ind mod midten, men med de samme folk, så hvor meget godt der kan komme fra den kant, er uvist.

Når Orbán og hans parti alligevel er synligt nervøse, kan det skyldes, at der er meningsmålinger, som ikke længere giver dem et absolut flertal. Det kunne betyde, at Orbán skal samarbejde – en disciplin, han aldrig har været kendt for. Orbán har det meste af sin karriere optrådt som – ganske vist demokratisk legitimeret – enehersker, der foragtede tvivlere og folk med alternative forestillinger. Sin egen regering styrer han med hård hånd. På den måde ligger han i forlængelse af Ungarns tradition for stærke mænd som den autoritære og antisemitiske admiral Horthy og kommunisten János Kádár. Også iscenesættelsen af den jødiske Soros som fjendebillede passer til historien. Orbán er sikkert ikke selv antisemit, men han ved, hvordan man ophidser gemytter og bruger alle midler. Det ville være rart, om Ungarn på et tidspunkt kunne bryde med denne del af sin fortid.