Populistisk valg
Valget i Italien tiltrækker sig med rette stor opmærksomhed.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Intet europæisk valg tiltrækker sig så meget opmærksomhed som det italienske. Og intet valg er sværere at forudsige resultatet af. Kun ét synes sikkert: Den 5. marts vil italienerne vågne op til et land, som begiver sig ud på en usikker kurs.
Meget tyder på, at det stærkt populistiske parti Femstjernebevægelsen kan gå hen og blive valgets helt store vinder. Ved forrige parlamentsvalg stemte hver fjerde italiener på femstjernerne, som havde skreget, at politikerne kunne rende dem et vist sted, og at alle skulle sendes hjem. Ved dette valg står partiet til at få mindst 30 pct. af stemmerne, selv håber de på at nå over de magiske 40 pct., som er det, der skal til for at kunne danne en flertalsregering.
At det kan nå så vidt, at italienerne vil betro ledelsen til et parti, som ikke har nogen etableret politik, som undsiger det repræsentative demokrati, og som ved adskillige lejligheder har skiftet synspunkt på en nat, illustrerer, hvor stor mistilliden er mellem politikere og befolkning i Italien. Den mistillid er hverken kommet med finanskrise, eurokrise eller den massive indvandring, men er resultat af, at skiftende italienske regeringer i efterkrigstiden har skuffet vælgerne i en grad, så de har politikere-fatigue.
Taget i betragtning at Italien under Den Kolde Krig nåede op på et halvt hundrede regeringer, cirka en om året, er det positivt, at der siden det gamle partisystems fald i 1992 kun har været et par håndfulde. Det er trods alt en fordobling af levetiden.
Karakteristisk for flere af dem har dog været, at de spændte over et så stort meningsfelt, at de bukkede under for indre stridigheder. Den nuværende centrumvenstre regering har på fem år haft tre forskellige regeringschefer.
Blandt Italiens mange overraskelser er, at Silvio Berlusconi forsøger at gøre et comeback. Opnår Femstjernebevægelsen ikke det fornødne flertal, tyder meningsmålingerne på, at Berlusconis koalition af sit eget parti, Forza Italia, Lega og Fratelli d’Italia vil stå stærkest. De to sidstnævnte er stærkt EU-kritiske. Berlusconi forsøger som modvægt at køre Antonio Tajani i stilling som premierminister, men det ændrer ikke på, at også fra hans koalition lyder stærkt populistiske undertoner.
Regerende PD synes stort set chanceløst. Venstrefløjen er endt i internt rivegilde, og de reformer, som Matto Renzi har gjort sig til talsmand for, er stærkt upopulære.
Meget tyder derfor på, at Italien vil tage et ryk i populistisk retning, medmindre – og det kan langtfra udelukkes – præsident Sergio Mattarella beder den nuværende regeringsleder, Paolo Gentiloni, om at fortsætte med en delvis teknokratisk regering, fordi det viser sig umuligt at danne et klart flertal. Den løsning er italienerne tidligere tyet til, når kaos herskede. Da Berlusconi listede ud af en sidedør i november 2011 og efterlod et land på den økonomiske afgrund, trådte tidligere EU-kommissær og økonom Mario Monti til som ikke alene Italiens, men euroens redningsmand.
Modsat tidligere da man kunne smile ad det italienske kaos, er det nu anderledes alvorligt, fordi Italien er en del af euroen. Og at det store euroland Italien fortsat slås med en stor offentlig gæld, lav vækst og et mildest talt trægt arbejdsmarked, gør, at opmærksomheden er rettet mod Rom søndag. At håbe på en normalisering og stabilisering vil nok være at skyde langt over mål. Italien er trods alt Italien. Men desværre ser det ud til, at valget står mellem pest eller kolera – den ene populist eller den anden.