Ghettoplanen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så fremlagde regeringen sit såkaldte ghettoudspil, og iscenesættelsen var umådelig symbolsk: En kortege på hele otte ministerbiler rullede ind på Hothers Plads på Nørrebro, otte forfrosne ministre steg ud klædt i varme frakker, anstrengte smil og massiv politibeskyttelse, og statsministeren blev mødt af både demonstranter og en repræsentant for Lejerbo, der ivrigt kunne fortælle om endnu et milliarddyrt projekt, hvorefter Mjølnerparken skal renoveres for skatteyderpenge. Regeringens egen plan koster alene 12 mia. kr. frem til 2020, flere penge vil følge, og regeringen lover, at ghettoerne er afskaffet i 2030.

Det lyder jo godt. Statsministeren konstaterer, at andelen af ikkevestlige indvandrere er tidoblet, siden han selv gik i gymnasiet, og han har sagt, at det haster med at løse problemerne, for klokken er fem minutter i tolv. Hvis man var besk, kunne man spørge, hvor statsministeren da befandt sig, da klokken var ti minutter i tolv. Eller kvart i eller halv. Svaret blæser i den iskolde vintervind, men spørgsmålet er værd at stille, for politisk ledelse handler vel også om at have mod til at se problemerne i øjnene, før de vokser sig så store, at de er indlysende for enhver?

Der er vi nu. Og hvis politikerne synes, det ser uoverskueligt ud, forstår man det godt. Men den nye ghettoplans mange juridisk mere end betænkelige indslag er under alle omstændigheder ikke svaret; de synes designet til at virke handlekraftige og viljefaste, men man skyller barnet ud med badevandet, og planen bryder med en række principper, som burde være ukrænkelige.

Desperation kan finde mange udtryk, men den er aldrig rar at se på. Regeringens ghettoplan er ingen undtagelse, og den er et tydeligt udtryk for politisk afmagt. Særlige regler for særlige områder og dobbelt straf for den samme forbrydelse er vel ikke grundlovsstridigt, men det er i hvert fald helt ude i hampen. Regeringen skal nok få opbakning, for i tidens politiske klima vil ingen virke svag eller passiv i forhold til de problemer, som optager de fleste danskere, læs: vælgere. Men regeringens ghettoplan, der føjer sig til en række lignende, vi har set over en årrække, efterlader flere spørgsmål, end den besvarer, og det er vanskeligt at tro på, at denne skulle få større effekt end de hidtidige.

»Lighed for loven« lød demonstranternes slogan, og det lyder som en god idé. Når de parallelle samfund opstår, skyldes det først og fremmest, at der de facto synes at gælde andre regler for især kvinder af anden etnisk herkomst end dansk. Af den ene eller den anden grund hersker der en uvilje hos socialrådgivere og kommuner mod faktisk at lukke kassen for dem, der ikke viser nogen vilje til at bidrage. Og når man uforstyrret kan gå hjemme på offentlig forsørgelse, har man naturligvis intet behov for at sende børn i daginstitution. Eller for den sags skyld lære at tale dansk. Så når Lars Løkke siger, at der i Danmark består en ikke nedskreven samfundskontrakt om, at alle skal yde deres, lyder det som en besværgelse; når man kan bo i Danmark i 19 år uden at lære dansk, idet man samtidig hæver kontanthjælp, så eksisterer kontrakten ikke i virkeligheden.

Hvis regeringen vil gøre op med det, fortjener den støtte, men man kan have sin tvivl. Lars Løkke talte på pressemødet om friskoler og Grundtvig og Kold, og når det først nu går op for statsministeren, at det næppe er navne, der fylder meget i mellemøstlige indvandreres bevidsthed, kan man for alvor tale om sildig opvågnen.