Penge og princip
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den ukrainske skakstormester Anna Muzychuk er ikke længere verdensmester i lyn- og hurtigskak for kvinder.
Verdensmesterskabet fandt nemlig i de sidste dage af 2017 sted i Saudi-Arabien, og hun nægtede at spille i et land, hvor man behandler kvinder »som andenrangsborgere«, som hun udtrykte det. »Jeg vil ikke spille efter andres regler, jeg vil ikke bære abaya (islamisk heldragt, red.), og jeg vil ikke skulle ledsages, når jeg går ud,« lød meldingen, så turneringen var uden hende og for resten også uden Israel, for israelere har ganske enkelt indrejseforbud i Saudi-Arabien, og de saudiske myndigheder har ikke følt trang til at udstyre de syv israelske skakspillere med et visum; det ville i givet fald også have været første gang, man gjorde en sådan undtagelse.
Anna Muzychuks opslag på Facebook har fået 167.000 såkaldte likes og er blevet delt næsten 77.000 gange, så det har haft en effekt.
»Alle er ligeglade,« konstaterede hun i opslaget, og det er rigtigt, at der har været forholdsvis stille i de store medier om sagen, men helt ligeglade er folk ikke, i hvert fald ikke på Facebook, hvor man dog også har mindet ukraineren om, at hun jo faktisk deltog sidste år i Iran, hvor hun netop var tvunget til at bære tørklæde, mens hun nu boykotter Saudi-Arabien, hvor hun faktisk ikke er tvunget til det, fordi den internationale skakunion Fide lavede en aftale med myndighederne om, at mørkeblå eller sort buksedragt kombineret med en højhalset rullekravesweater var officielt anerkendt tækkelig påklædning under ”King Salman World Rapid and Blitz Championships” i Riyadh.
Men nok var altså nok for Anna Muzychuk; »først Iran og nu Saudi-Arabien,« skriver hun og tilføjer, at det er nogle besynderlige steder at afholde mesterskaber for kvinder. Det har hun unægtelig ret i. Men det er i hvert fald Fide ligeglade med.
At skak er politik, er naturligvis ingen nyhed. Der er skrevet tykke og stærkt underholdende bøger om de betændte opgør mellem det excentriske amerikanske geni Bobby Fischer og hans sovjetrussiske modstander Boris Spasskij, og partierne mellem afhopperen Viktor Kortjnoj og systemets mand Karpov var om muligt endnu mere anstrengte.
At sport og politik blandes sammen, er heller ikke nyt, og hvad skal man f.eks. mene om, at verdensmesterskabet i fodbold i 2022 afholdes i et land som Qatar? Diverse fodboldforbund mener helst så lidt som muligt om den sag, for her gælder det om at holde øjet på bolden og vende ryggen til de mange ubehagelige sandheder om landet.
Anna Muzychuks sag er imidlertid særlig, fordi den vedrører udøveren selv. Hun kan ikke vende ryggen til, for det er hende, der skal bære dragten og indordne sig under de særlige betingelser, som gælder for kvinder i værtslandet. Og israelerne, som traditionelt er fremragende skakspillere, må altså slet ikke være med.
Muzychuks sag er også interessant i lyset af den omsiggribende #MeToo-kampagne, der bringer store mænd til fald for overtrædelser, der kan være årtier gamle. Hvis tiden virkelig har fokus på kvinders værdighed, hvorfor lægger man så mesterskaber for kvinder i lande, der konsekvent undertrykker kvinder? Svaret er desværre enkelt: Følg pengene! Den samlede præmiesum i Riyadh var på over to millioner dollars, og set i det lys fortoner alle pæne principper sig så forunderligt. Sådan er det jo, og det er værd at huske, når store principper føres i marken i alle mulige andre tilfælde.