Skal vi fokusere på proces eller resultat?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Sidste lørdag ville jeg så gerne i gang med at tale med min 15-årige teenagedatter om forskellen på et resultat og en proces. Det startede med, at hun var utålmodig over, at min hjælper ikke kom hjem, så hun kunne forlade mig – og da jeg sagde til hende, at jeg gerne ville forklare hende forskellen på de to begreber, vendte hun det hvide ud af øjnene – som kun en teenager kan til sine (bedrevidende, trælse) forældre.

Men hun kunne nu godt genkende de situationer, hvor hendes to storebrødre og min eksmand havde været irriteret på mig over ikke at have lyst til at ”padle til” i kanoen, men hellere bare ville nyde vandet og samværet – til stor irritation for både drengen i kajakken ved siden af og drengen og manden i kanoen, der mente, de tog hele slæbet, fordi de ville ”fremad” i deres stræben efter at ville nå endedestinationen (resultatet).

Hun kunne også godt forstå, at jeg nu synes, at jeg er blevet så gammel, at der ikke er flere ”resultater”, jeg behøver at halse efter at nå – men tværtimod nyder den proces, det er at være sammen med hende og hendes brødre, når der er lejlighed til det.

Da hun står for at skulle i gymnasiet, forklarede jeg hende også mit syn på, at på de naturvidenskabelige uddannelser lærer de studerende at være resultatsøgende, hvorimod de humanistiske uddannelser ofte har fokus på processen. Og hun kan godt se, at hendes ældste storebror med sit matematiske syn på verden altid er resultatorienteret og slet ikke finder tilfredshed i bare ”at være til stede” (i en proces). Og hun kan også godt forstå, at der er et potentiale for konflikter, når den resultatorienterede i et gruppearbejde i skolen sættes sammen med den procesorienterede, der er meget tilfreds med bare at være sammen med de andre i gruppen – uden nødvendigvis at ville lave noget. Fordi gruppearbejde jo sker på alle klassetrin i folkeskolen.

Jeg prøver selv undertiden at forklare mine kunder, at det her med at ende med, at en retsinstans skal afgøre en konflikt – det er ikke en ønskeligt situation. Selvom dommerens kendelse i sig selv jo er et resultat, så kan processen derhen meget vel helt ødelægge parternes lyst til et resultat. Og i min branche (byggebranchen) kan voldgiftsretten godt give en part ret, men samtidig give parten pligt til at betale hele gildet. Og hvad er det så værd at få ret? Hvis det koster en halv million?

Min rolle er ofte at give råd om, hvilket udfald en konflikt vil få, hvis den ender i voldgiftsretten. Og det er jo juristens styrke at kende regler og retspraksis tilstrækkeligt godt til at forudsige et udfald. Men hvis ikke man lever af selve retsprocessen, så vil jeg mene, at det også hører med – i hvert fald i mit arbejde – at forklare, hvor menneskeligt opslidende det er – selve processen med at føre en sag i voldgiftsretten.

Der er stor forskel på mine kunders reaktion – alt efter hvor resultat – eller procesorienterede, de er som mennesker. Og jeg vil også mene, at alderen har en betydning. Der er nok en sammenhæng mellem ungdommens energi og kamplyst og lysten til at føre retssager – i modsætning til ro og harmoni hos ”de gamle hanelefanter”.

Mine mange kolleger hjælper jeg med udbudsprocesser og kontraktstyring. De hader, når jeg bruger ordet ”proces”, fordi det har de ikke tid til. Det er en resultatskabende virksomhed, jeg arbejder i – og alle bliver målt på deres dækningsgrad, hvilket heldigvis er et positivt tal. Ellers ville vi jo ikke have en arbejdsplads, kan man sige. Jeg hjælper dem ofte med at forklare de offentlige kunder, at EU’s udbudsregler både koster mange penge og tager lang tid. Jeg plejer at sige undskyldende til disse kunder, at jeg ikke var gammel nok til at stemme i 1972. Medlemskabet af EU er en dyr fornøjelse for alle offentlige indkøbere, bygherrer, forsyningsselskaber m.fl. Og den udbudsforretning, som er en proces, der koster tid og penge, er til stor irritation hos de indkøbere, der er fokuseret på et resultat. Jeg har lavet (og faktureret) mange notater til offentlige bygherrer, som de kunne videresende til deres bevillingsgiver, investorer mv. som forklaring på, at den første halve million blev brugt allerede i den indledende konkurrencefase.

Jeg har forsøgt at lære alle mine tre børn forskellen på procestænkning og resultattænkning – og de har også alle hørt, hvordan det tog mig tre år på jurastudiet at lære at tænke i proces – i stedet for at være fokuseret på resultatet, som jeg jo havde lært de tre og et halvt år, jeg gik på ingeniørakademiet forinden. Jeg har dog ikke fortalt dem om min kusine, der engang blev enormt frustreret, fordi læreren på pædagogseminariet i Slagelse sagde, at det var lige meget med den reelle kvalitet af grupperapportens indhold – det var processen med gruppens arbejde med emnet, der betød noget. Min kusine og jeg var lige rystede dengang og snakkede om, hvilken indflydelse det i sidste ende ville få for de børn, der skulle håndteres af de pågældende studerende. Mon det stadig er sådan?

Min datter er sprogligt begavet og har lært om ”sproglige virkemidler” i skolen. Vi kan derfor godt snakke om politikernes måde at formulere et budskab på – og hvilke positivt og negativt ladede ord, de bruger, når de beskriver de resultater, de vil arbejde for. Men man hører sjovt nok aldrig om den proces, befolkningen må gennemleve (og lide), før resultatet er nået. Her tænker jeg på mine måneder på Herlev Hospital i 2013, hvor jeg fik alvorlige liggesår, fordi hospitalsdirektøren havde valgt at spare på de sygeplejersker, der skulle vende folk, der ikke kunne vende sig selv. Det har nok sikret politikernes årlige besparelseskrav på 2 pct., men processen derhen ville jeg gerne have kendt, så jeg selv kunne have betalt vikaransat personale for at komme og vende mig og skifte min ble (se kronik 11/1 2017).

Vi præges meget i de år, vi får en uddannelse, og det vil jeg gerne både lære mine børn og italesætte over for mine kunder og kolleger – fordi jeg mener, at bevidstheden om forskelle gør det nemmere at takle andre mennesker, der er forskellige fra os selv. Og livet i sig selv er jo også en proces – det skulle helst ikke være noget, man har travlt med at leve – for hvad får man ud af at have travlt med at nå at blive gammel?