Kim Jong-un er ikke uberegnelig, men tværtimod velkalkuleret

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvor længe holder Nordkorea? Et land, hvor amerikaneren Otto Warmbier gik i koma under afsoningen af et fængselsophold på femten år for at have stjålet en plakat, og som efter løsladelsen til USA døde forleden? Det spørgsmål må mange uvægerligt stille sig, på baggrund af at Nordkorea er et pivfattigt land med en lederklike, der svælger i luksus, og som fyrer de sparsomme midler af på atomopbygning, test af langtrækkende missiler og regelmæssige trusler om udslettelse mod Sydkorea. Efter en klassisk målestok skulle et opgør som det, der skete i Ungarn i 1956 eller Berlin-murens fald i 1989, nærme sig med stormskridt, men det monolitiske system er tilsyneladende urokkeligt. Hvad er der særligt ved Nordkorea?

Den russiske Nordkorea-ekspert Sergei Lankov havde som ung den chance at være udvekslingsstudent i hovedstaden Pyongyang. Han har skrevet en række bøger om Kim Il-sungs vej til magten i 1945 og om de stalinistiske udrensninger i 50’erne og 60’erne, og han kommenterer jævnligt om Nordkorea. For ca. 10 år siden udtalte han, at Nordkorea formentlig vil holde i op til 20 år endnu.

Undertegnede fremlagde selv synspunkter i denne avis for mange år siden om, hvor længe regimet i Pyongyang kunne holde. Det er synspunkter, som har måttet revideres. Nordkorea lever endnu og har en sammenbidt evne til at overleve. Så meget er i hvert fald sikkert.

Når man skal vurdere Nordkoreas overlevelseschancer og tidshorisonten for et potentielt ophør af denne enestående, ja besynderlige statstype, er der flere forhold, som man skal iagttage på forhånd, og forhistorien har afgørende betydning:

Nordkorea var med delingen i 1945 efter den japanske besættelse i 1945 sovjetisk interessesfære, og det var Stalin, som indsatte Kim Il-sung som leder. Efter at have udmanøvreret sine rivaler stod Kim som enehersker efter Koreakrigen. Hverken i nord eller syd var der skygge af demokrati. Nordkorea var et kommunistisk diktatur. Sydkorea et antikommunistisk diktatur.

Mens Khrusjtjov i Sovjetunionen anbefalede reformer og kollektivt lederskab i kommunistpartierne efter sit delvise opgør med Stalins regime i 1956, gjorde Kim Il-sung det stik modsatte. Han udmanøvrerede Koreas Arbejderpartis kinavenlige og sovjetisk venlige fløj, og mange blev ofre for politiske skueprocesser og følgende henrettelser. Men han gennemførte reformer, som var omfattende. Især opgøret med alt japansk arvegods fra 35 års kolonisering. Kim fremhævede dog snart sin egen tolkning af alt, hvad der var koreansk. Sovjetiske og andre kommunistiske landes magasiner forsvandt. Russiske komponisters musik ophørte. Alt skulle være koreansk i den kimilsungske forstand.

Under den ideologiske strid mellem Kina og Sovjet om den rette marxistisk-leninistiske lære forstod Kim at udnytte divergenserne mellem Moskva og Peking optimalt. Han tog aldrig stilling i denne strid, men udnyttede spliden til egen fordel og modtog stor økonomisk støtte fra både Kina og Sovjetunionen. Ikke desto mindre hævdede han en ny teori, nemlig jucheteorien, som slog på nordkoreansk gør-det-selv-tankegang og uafhængighed. Med juche indførte Kim arvefølgeprincippet. Ingen anden kommunistisk stat havde haft sønner af lederne til at overtage magten, hverken Stalin, Mao eller Ceaucescu. Med sønnen Kim Jong-il som udpeget efterfølger var ledertilbedelse, juche, afvisning af al fremmed indflydelse og nationalisme blevet Nordkoreas varemærke.

Da Gorbatjovs reformkommunisme startede, forsøgte Sovjetunionen at inspirere kommunistpartierne til det samme.

Da jeg i 1987 i Pyongyang skulle have hjemrejsevisum på den sovjetiske ambassade, fortalte førstesekretæren mig: »Dette system er lige som Stalins,« og jeg fik et par eksemplarer af et sovjetisk tidsskrift om perestrojka og glasnost på koreansk med ud til den ventende Mercedes, hvor tolk og guide befandt sig.

Jeg viste dem, hvad jeg havde med. Da guiden så tidsskriftet, blev han helt stiv i ansigtet.

Han lagde det fra sig øjeblikkeligt, som havde han fået gift på hænderne. Han læste ikke et eneste sekund i det, for det kunne have været livsfarligt for hans karriere.

Med totalt monopol på alle nyheder og kontrol med alle dele af samfundet og hårde straffe for afvigere gennem et omfattende beboerkontrolsystem sad Kim Il-sung fast i sadlen.

Men da både russerne og kineserne lukkede for kassen i halvfemserne, og da Nordkorea blev ramt af naturkatastrofer med omfattende død og hungersnød efter sig, skulle man tro, at et oprør var på vej.

Men intet skete. Dog krydsede man i sin søgen efter mad grænsen til Kina, og en illegal handel begyndte. Planøkonomien ophørte med at fungere, og markedet tog over. Sådan er det også i dag, selv om lovgivningen ikke er fulgt med. Nødens lov bestemte.

I dag ser man skjult sydkoreanske sæbeoperaer og hører popmusik fra syd i det skjulte.

Statspropagandaen med myterne om Kim-familiens fortræffelige egenskaber fortsætter, men vægten er forskubbet til et forsvar for nationen. Da man satte atomvåbenudviklingen i gang, ville man sikre systemet imod pludselig omvæltning. Ved at slå på Nordkorea som en stærk og uovervindelig magt, som omverdenen må frygte, vil man styrke sammenholdet i befolkningen. De mange årlige begivenheder, som fejres med masseparader og efterfølgende fest, tjener til den ideologiske oprustning af befolkningen. Skarp social kontrol og lederdyrkelse har erstattet buddhisme og kristendom. Konfucianismen med vægt på fader- og familiedyrkelse samt underkastelse under autoriteten blev inkorporeret i kimilsungismen. Fra klassisk stalinisme til semireligiøs faderdyrkelse.

Nordkorea er et land i permanent krise. Men styret lever af det. Krisen befordrer sammenholdet. Fjendebillederne er klare: hele verden imod det fredselskende Nordkorea, som kun udvikler atomvåben for at forsvare sig selv! Siden 2006, da den første prøvesprængning skete, har verden fordømt Nordkorea.

Men intet er sket.

Kina har lovet sanktioner, men de er kun overfladiske, Kina ønsker ikke et genforenet Korea under USA’s indflydelse. Mange politikere og iagttagere tror, at man kan tvinge Kina til at styre Nordkorea. Kina vil dog ikke lade sig bruge i andres spil, og Kina kan ikke presse Kim Jong-un, så længe Nordkorea viser stor overlevelsesvilje. Grænsehandelen med Kina er stor, man har gæstearbejdere i Mellemøsten, der sender alle pengene hjem, man har koreanske restaurantkæder over hele Sydøstasien, og hjemme har man råstoffer og sjældne jordarter, som man sælger med passende mellemrum på det internationale marked.

Dertil kommer falskmøntneri (verdens bedst forfalskede 100dollarsedler) og smugling af guld, narkotika, tobak m.m. Arbejdsmoralen blandt koreanere, og det gælder også nordkoreanere, er høj, og alt sammen har det gjort, at sanktionerne imod Nordkorea ikke har haft den ønskede effekt.

Den manglende amerikanske og vestlige respons over for Nordkorea afspejler dels magtesløshed, dels rådvildhed, for enten må amerikanerne og deres allierede beslutte sig til en strike-first-politik, der blot vil medføre Seouls udslettelse som reaktion, eller også må der forhandles. Kim Jong-un er ikke uberegnelig, men tværtimod velkalkuleret.

Nordkorea ønsker en fredsaftale til erstatning for våbenhvileaftalen fra 1953 samt diplomatisk anerkendelse.

Naturligvis spiller de højt spil og fremsætter ultimative betingelser, men uden forsøg på forhandlinger sker der ingenting.

Det vil føre til en skærpelse af situationen. Jeg tror ikke, man udefra kan tvinge ”bambustæppet” til at falde i Korea. Man kan forestille sig en situation, hvor militærets og teknokraternes utilfredshed med Kim Jong-un-kliken og en krisesituation medfører en voldsom rystelse af det nordkoreanske samfund, som vil medføre styrets fald. Men hele befolkningen er inddelt i hierarkier efter politisk-social afstamning (klasseoprindelse), og denne del og hersk-tilstand svækker potentiel modstand.

Det vil være en fejlkalkulering at satse på denne mulighed. Donald Trump talte i valgkampen om at snuppe en burger sammen med Kim Jong-un. Det kunne blive en åbning, som Nixons møde med Kinas Mao i 1972 blev det.

Præsident Trump udtalte ved Warmbiers tragiske død: »Vi vil være i stand til at tage os af det«. Men hvordan?

Skal vi undgå flere statslige gidseltagninger, understreger Nordkoreas grusomme behandling af Warmbier nødvendigheden af at forhandle også med Fanden selv.