Nyt S-program byder på alt godt fra havet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nogle uger siden fremlagde Socialdemokratiets principprogramudvalg sit udkast til et nyt principprogram. Udvalget har haft 20 medlemmer med Dan Jørgensen som formand. Titlen er ”Fælles om Danmark”, og hele processen med udfærdigelsen af programmet kaldes for ”Danmarks største politiske samtale”. Så det må være relevant at blande sig i denne samtale her.

Man kan diskutere, hvor vigtige principprogrammer er. Som regel har de ikke nogen eller højst en svag indflydelse på det relevante partis konkrete politik. Siden 1876 har S haft seks principprogrammer. De mest radikale var 1913-programmet, der var et rent marxistisk program, og så programmet fra 1977, der talte om socialisme, klassekamp mv. Ingen af disse mere eller mindre revolutionære programmer fik nogensinde praktisk betydning.

Her er arbejdsprogrammer vigtigere, og dem har S også haft mange af. Det mest berømte er det, Thorvald Stauning egenhændigt skrev i 1934, ”Danmark for folket”, og som arbejderdigteren Oskar Hansen brugte som udgangspunkt for sin berømte sang. I 1930’erne var det vigtigt at samle folket på et demokratisk grundlag i modsætning til kommunisternes og nazisternes (og en del KU’ere og Dansk Samling-folks) samling på et diktatorisk grundlag. Og det lykkedes, med 46,1 pct. af stemmerne til S ved ”Stauning eller kaos”-valget i 1935.

I nyere tid er det vigtigste arbejdsprogram utvivlsomt ”Gang i 90’erne” fra 1989, som Mogens Lykketoft stod for før Nyrup-regeringen i 1993. Under Nyrup-Lykketoft kom der virkelig gang i 90’erne med en lang række reformer, som rettede op på økonomien og skabte arbejdspladser jævnsides med initiativer til at forbedre livskvaliteten gennem orlovsordninger m.m. Samtidig kom det såkaldte new public management dog til at skade den offentlige sektor på langt sigt. Det sidste S-principprogram – fra 2004 – hed ”Hånden på hjertet” og er stort set ikke værd at skrive hjem om. Det var floskelfyldt, og der var ikke meget hjerte i politikken efter finanskrisen i 2008, heller ikke under Thorning-Corydon-regeringen 2011-15.

Det nye programudkast er en smule mere præcist, men har også store mangler. Den største er manglen på en egentlig samfundsanalyse. Hvad er det for et samfund, vi lever i? Hvordan er de økonomiske magtforhold? Og mere strategisk: Hvordan kan det ændres i overensstemmelse med de fine principper i programmet? Hvad er visionen for det samfund, partiet gerne vil skabe? Her minder det om 2004-programmet i proklamationen af ”alt godt fra havet”, altså mere besværgelser end idéer og handlingsanvisninger.

Flere end 4.600 medlemmer har givet input til programmet, og det er flot. Men prisen har været, at det virker mere sammenstykket end sammenhængende. Programmets kodeord er, som en overskrift angiver, ”Fællesskab og solidaritet”. Andre vigtige ord er ”ret og pligt”, ”sammenhængskraft”, ”tillid” (”i Danmark holder vi sammen”), ”tryghed”, ”lige muligheder” og ”social kontrakt” (mellem lønmodtagere og arbejdsgivere). Også beskyttelsen af miljø og klima bliver der gjort meget ud af.

Det nærmeste, man kommer en egentlig samfundsanalyse, er med karakteristikken ”globalisering”. Selvom det erklæres, at partiet er ”demokratisk socialistisk”, nævnes modsætningen, ”kapitalisme”, først på s. 17. Ellers er begrebet erstattet af ”globalisering”. Men denne term er meget udflydende, og den defineres heller ikke nærmere her. Hvad den moderne finanskapitalisme går ud på, får vi ej heller at vide. På s. 19 tager man dog afstand fra ”kortsigtede spekulationer”, men der tales ikke om indførelse af en finansskat. Der formuleres en moderat kritik af de store multinationale selskaber, men det nævnes ikke, at disse selskaber foruden økonomisk magt også har stor politisk magt, hvad man f.eks. så ved salget af 19 pct. af Dong til finansgiganten Goldman Sachs, ovenikøbet under en socialdemokratisk ledet regering. Disse selskaber støtter heller ikke en socialdemokratisk økonomisk politik, men en liberalistisk med privatiseringer m.m.

Forklaringen på den vage kritik af de multinationale er nok, at S principielt støtter globaliseringen med frihandel osv., og desuden at man ikke vil udfordre storkapitalen. Disse selskaber og korporationer er for stærke, og man vil jo helst forbedre samfundet gennem samarbejde og kompromis og ikke, som tidligere, gennem (klasse)kamp – den sociale kontrakt skal udstrækkes til storkapitalen, og det skal især ske gennem EU. Om dette overhovedet er muligt, tager programudkastet ikke stilling til.

Til sidst strejfer man en fremtidsvision. Den er dog meget vag, idet det blot siges, at ”det primære mål for S i de kommende år bliver at bevare og videreudvikle den danske samfundsmodel”. Mon ikke det er ”bevarelse”, man skal lægge vægt på her, for der er slet ingen idéer til videreudviklingen. Borgerløn kunne være en idé ligesom en større medbestemmelse for lønmodtagerne. Men det siges der ikke noget om.

Overordnet synes jeg, at programudkastet rummer en masse sympatiske, men også konventionelle, tanker (mange af dem kunne lige så godt være fremsat af Venstre). Bekendelsen til EU er ligeledes forfriskende i disse indadskuende tider. Men alt i alt er udkastet meget lidt ambitiøst eller sagt på en anden måde: langt mere defensivt end offensivt. Store vingeslag er fuldstændig fraværende, og de er nødvendige, hvis et program skal vække begejstring. En større klarhed om mål og midler ville også have klædt det.

Programudkastet skal nu diskuteres bredt hos socialdemokraterne og i det større samfund, og til september skal det nye principprogram så vedtages på S-kongressen i Aalborg. En kritisk sympatisør kan kun sige: God diskussionslyst – det kan gøres meget bedre!