Danske feminister har spillet fallit

Hvordan kan det være, at kvinder med forskellige etniske baggrunde i Mellemøsten, som ledes af religiøse regeringer og patriarkalske værdier, vælger at slutte sig til bevægelser, der har feministiske og vestlige værdier, som den kurdiske oprørsbevægelse PKK (Kurdistans Arbejderparti) i Tyrkiet og Irak og SDF (Syriens Demokratiske Styrker), mens den nye generation af indvandrerkvinder fra Danmark vælger at slutte sig til IS og opretholde en religiøs livsstil, som er isoleret fra den danske? Vi er nødt til at tage det alvorligt og være nysgerrige efter, hvad der kan være medvirkende faktorer til, at unge indvandrerkvinder bliver mere og mere praktiserende og radikaliserede muslimer.

Det er et paradoks, som først og fremmest skal besvares af danske feminister. Samtidig ser det ud til, at danske feminister og indvandrerkvinder ikke kæmper for de samme værdier. Det gør desværre ikke livet bedre for indvandrerkvinder i Danmark, at danske feminister bruger deres tid på at demonstrere imod Trumps had mod kvinder, eller at de kæmper for retten til at kunne svømme topløs i de danske svømmehaller. Derfor har Søren Espersen en pointe, når han mener, at danske feminister har spillet fallit og ikke handler nok i de områder, hvor undertrykkelsen af indvandrerkvinder sker, og bekymringerne stiger alvorligt.

I de seneste måneder er der en række unge indvandrerkvinder, der er rejst til Mellemøsten for at slutte sig til Islamisk Stat. Senest en fra Naser Khaders familie, og størstedelen af kvinderne kommer fra sekulariserede, velfungerende og velintegrerede familier. Ifølge fakta fra efterretningstjenester har Danmark andenpladsen efter Belgien, hvor der i forhold til landets population er fleste unge, der slutter sig til IS. Det er ikke en plads, som man kan være stolt af. Unge indvandrerkvinder har en stigende tendens til at vise tilbøjelighed for radikalisering og dyrke islam mere, end deres forældre gør det. For eksempel bliver der afholdt flere og flere kønsopdelte bryllupper. For knap 20 år siden, da jeg først kom til Danmark, var der ingen kønsopdelte bryllupper, mens det i dag er hvert andet bryllup, der er kønsopdelt. Og det er ikke en form for bryllup, som forældrene ønsker. Unge indvandrerkvinder ønsker selv de kønsopdelte bryllupper, trods det at forældrene ofte er imod.

I dag er der flere unge indvandrerkvinder, som bærer hijab. Det skal selvfølgelig være frit, hvordan man påklæder sig. Men jeg hører fra mange mødre og svigermødre, at de føler sig presset af deres døtre og svigerdøtre til også at dække sig til. Det er bare et af de mange områder, hvor sekulariserede indvandrerfamilier oplever et stort pres fra deres egne børn, da børnene ønsker, at forældrene skal have en mere muslimsk livsstil og være praktiserende muslimer i høj grad.

Unge indvandrerkvinder støtter samtidig mindre op om demokratiske værdier, herunder retten til at stemme ved valg. De er skeptiske over for den typiske danske livsstil, hvorefter de opretter og lever i deres eget parallelsamfund. De tager både afstand fra det danske samfund og deres egne forældres værdier eller livsstil.

I offentligheden er der en oplevelse af, at unge indvandrerkvinder beundrer og misunder danske kvinders frie livsstil og handlemuligheder, men at de ikke får lov til at opleve det samme grundet deres forældre og mænd. Men dette er ikke tilfældet, tværtimod gør en betydelig del af dem det modsatte, hvor de bevidst tager afstand fra danske kvinders værdier og næsten har ondt af danske kvinder, da de mener, at den individualistiske livsstil leder dem til ensomhed og savn. Indvandrerkvinder mener, at danske kvinder først og fremmest tænker på sig selv, fordi de er blevet opdraget sådan – både af familien og af skolen. De lever på en usolidarisk måde, men til gengæld er de mere frie. Danske kvinders ensomhed fører dem til alkohol, rygning og lykkepiller. De skifter tit kæreste og er dårlige til at være i parforhold og mangler derved moral.

Unge indvandrerkvinder har svært ved at forholde sig til danskernes individualistiske værdier. En ung indvandrerkvinde siger: »Jeg kender dem og vil ikke være som dem«. En anden siger: »Familien har ingen betydning for dem. Jeg tror, at de er mere ensomme.«

Det er et par eksempler på det stærke kollektive netværk, der udgør nye generationsindvandrerkvinders baggrund, og det giver dem en opfattelse af at være mindre ensomme end danske kvinder med deres frie livsstil. Det ser ud til, at danske kvinders frie og individualistiske livsstil er med til at forstærke unge indvandrerkvinders tilbøjelighed for kollektive værdier og religiøs livsstil. Derfor er det ikke en god idé og slet ikke realistisk at forvente, at indvandrere nu skal deltage i de kristne højtider og lære om kristendommen for at kunne kalde sig danske. Disse diskussioner vil desværre være med til at øge unge indvandrerkvinders modstand mod danskhed.

En af de afgørende forskelle mellem nye generationer af indvandrere og deres forældre er, at de nye generationer ikke mangler kendskab til det danske samfund og livsstil. Men når de unge tager afstand fra danskhed, herunder feministiske værdier, handler det om et bevidst valg. Mere et fravalg, mens det for forældrene handlede om, at de ikke kunne sproget og var nye i Danmark.

Vi taler jo om unge, der er født og opvokset i Danmark og dermed har gode danskkundskaber. De fleste af dem har en uddannelse og er i arbejde. Men de vælger alligevel at isolere sig fra det danske samfund ved at oprette deres eget parallelsamfund og tage klart afstand fra danske demokratiske værdier. Ellers vælger de at slutte sig til bevægelser som IS, som har modsættende værdier, end dem danske feminister kæmper for.

Men regeringen påstår ud fra en del statistikker, at det går godt med integrationen af anden- og tredjegenerationsindvandrere. Det er rigtigt, at unge generationsindvandrere klarer sig bedre på områder såsom uddannelse, beskæftigelse og lav rate af kriminalitet. Men der er behov for nye parametre for at måle, hvorvidt nye generationsindvandrere føler sig som en del af det danske samfund. Parametre som ovennævnte brugte man til at måle forældrenes integration, og de er ikke længere relevante for unge. Man skal have nye parametre, som tegner et bedre billede af unges involvering i civilsamfundet og opfattelse af demokratiske værdier. Det kan f.eks. være tilhørsforhold til Danmark, tilegnelsen af feministiske værdier og aktiv involvering i det politiske og sociale liv i Danmark.

I offentligheden mangler der en feministisk kamp for indvandrerkvinder. Der skal arbejdes på, at den unge generation af indvandrerkvinder bliver aktive og populære aktører i offentligheden og involverer sig i det danske samfund uanset deres religiøse tilhørsforhold. Danske feminister burde forpligte sig til at finde ud af, hvordan de kan være med til at skabe en feministisk kamp for indvandrerkvinder. Om ikke andet burde vi i det mindste forsøge at forhindre, at danske kvinder rejser ned for at slutte sig til IS’ krig mod sekulariserede kurdiske kvinders kamp for demokratiske værdier og feminisme og dermed gør den svære kamp vanskeligere.

Feminister må kigge nærmere på, hvorvidt de politiske og globale elementer, der har fundet sted i løbet af det 20. århundrede, har haft indflydelse på forandringen af køns positioner. Feminister bør også tage højde for kønnets betydning for sociale og politiske bevægelser.

Danskhed siger unge klart »nej tak« til. Alternativitet til danskhed må ikke alene være islam. Vil man væk fra den islamiske radikaliserings spor, er det måske en mulighed at bringe den kurdiske feminisme i Mellemøsten mere i spil som en fortælling, der kan bidrage til unge generationsindvandrerkvinders forsøg på at skabe sig en identitet.

Det ser ikke ud til, at unge indvandrerkvinder kommer til at identificere sig med danske kvinder og deres feminisme, så en mulighed er, at de vil kunne afspejle sig i nogle, som ligner dem og kommer fra et sted med nogenlunde samme værdier og normer.

Danske feminister må også lade være med nærmest automatisk at blive vrede på højreorienterede politikere, når de udtaler sig om muslimske kvinder. Det kan være, at de udtaler sig forkert om muslimer og har en anden dagsorden, men de kan også en gang imellem sige noget fornuftigt om kvinder i det hele taget. Men vi skal starte med at råbe mindre og tale mere ...