Ikke altid genoplivning efter hjertestop
Sundhedspersonalet skal ofte træffe hurtige, men altid velovervejede og velbegrundede beslutninger, når hjertet på den ene eller anden måde svigter.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Dr. Frankenstein giver liv til et væsen sammenstykket af dele fra forskellige kadavere i Mary Shelleys ikoniske roman fra 1818.
Der kan dog nok hurtigt opnås enighed om, at et sådant scenarie ikke ligefrem er ønskværdigt og slet ikke er, hvad vi i dag forstår ved genoplivning.
Hvad er så genoplivning … ? Spørgsmålet er komplekst. Det, der træder forud for genoplivning, er jo døden, og den indtræder oftest på baggrund af hjertestop. Netop genoplivning ved hjertestop diskuteres flittigt i øjeblikket – skal man selv have lov til at vælge, om man vil genoplives ved hjertestop?
Før man kan svare på det, må man dog gøre sig følgende klart: Hvad er hjertestop?
Det er ikke helt enkelt at svare på. Ved hjertestop kan hjertet enten stå helt stille, slå alt for hurtigt eller virke elektrisk, uden at strømmen fører til de sammentrækninger af hjertemuskulaturen, som opretholder den livsvigtige blodforsyning til kroppens organer.
Behandlingen af de forskellige typer af hjertestop er helt forskellig og udsigten til en succesfuld behandling (genoplivning!) er overordentlig varierende.
Genoplivning tager, optimalt set, udgangspunkt i hurtig erkendelse af tilstanden, omgående tilvejebringelse af hjælp og iværksættelse af hjertelungeredning.
De mildeste former kan vel siges at være alt for hurtig, ukoordineret hjerterytme (ventrikelflimren). Et elektrisk stød på hjertet kan ofte omgående bringe folk tilbage til livet.
Hvis en alvorligt syg patient – i livets aftenstund – får hjertestop, er det oftest fredeligt, og man har gennem en længere periode haft samtaler med patient og pårørende om den sidste tid.
Således kan en frisk, ældre kvinde på 85 år med blodprop i hjertet, som når tidligt frem til behandling, opleve et hjertestop i starten af forløbet. Et enkelt stød på hjertet, og hun slår straks øjnene op. Efter ballonudvidelse af blodproppen kan hun snart være tilbage i hjemmet og passe haven.
Mere kompliceret bliver det, når hjertestoppet indtræder på grund af eksempelvis ophobning af affaldsstoffer, langvarig dårlig iltning af blodet, alvorlige blødninger i hjerne eller indre organer eller ukontrolleret, svær infektion. Derfor kan en blot 58-årig mand med langvarig sukkersyge, nyresvigt, kroniske lungeforandringer og åreforkalkning være umulig at bringe tilbage til livet efter for eksempel lungebetændelse, som ellers er relativt let at behandle.
I disse tilfælde er kroppens reserver oftest opbrugt, og alle organer er langt ude over grænsen for, hvad de normalt kan præstere. Den mindste forværring kan få organerne til at lukke helt ned – i en grad hvor de ikke kan komme sig igen.
Kroppens reserver er i det hele taget en væsentlig faktor for, hvad man kan overleve.
Yngre mennesker med raske organer, som kommer ud for en ulykke, hvor der optræder hjertestop, kan overleve det mest utrolige – især hvis kroppen afkøles i forbindelse med ulykken – tænk bare på Præstø-ulykken for få år siden.
Der er hvert år flere eksempler på patienter, som indbringes med længerevarende hjertestop, som efter fantastisk behandling af både lægpersoner og sygehuspersonale overlever med få eller ingen mén.
Vi har i Danmark et unikt, landsdækkende tilbud til patienter med hjertestop uden for hospital. Dette beror på tidlig erkendelse – hvor hele befolkningen fortjener ros for de seneste års opmærksomhed og indsats.
Herudover har vi et uovertruffent ambulanceberedskab med mulighed for direkte indlæggelse på hjertecentre, hvor avanceret behandling kan iværksættes omgående, og patienter kan lægges på hjertelungemaskine, som kan aflaste det dårlige kredsløb de første kritiske døgn.
Selv om det kan være svært at vurdere patienterne i den akutte fase, giver man i Danmark patienterne den bedst mulige chance for optimal behandling og dermed overlevelse. Tvivlen kommer altid patienten til gode.
En anden situation er de allerede hospitalsindlagte patienter. Her har læger og sygeplejersker oftest indgående kendskab til patientens sygdom, behandlingsmuligheder og prognose.
Hvis en alvorligt syg patient – i livets aftenstund – får hjertestop, er det oftest fredeligt, og man har gennem en længere periode haft samtaler med patient og pårørende om den sidste tid.
I nogle tilfælde oplever alvorligt syge patienter en pludselig, livstruende forværring. Her kan det blive nødvendigt – mere hastigt – at tage beslutning om de videre behandlingsmuligheder.
Det er ikke altid let!
Igen kan hjertestoppet være ret let at behandle. Det kan dreje sig om f.eks. væskebehandling, blodtransfusion eller et stød på hjertet. Hvis patienten ellers har haft det godt op til den akutte indlæggelse, kan det give god mening at gøre disse enkle tiltag, selv hos en alvorligt syg patient.
Hvis hjertestoppet er udløst af mere komplicerede årsager med afsvækkelse af flere organer, vil det være helt umuligt at genoplive patienten. For de fleste læger vil det relativt let kunne lade sig gøre at vurdere, om der er tale om et simpelt eller kompliceret hjertestop – og træffe beslutning ud fra det.
Der dør årligt godt 50.000 mennesker i Danmark – mange mens de er på hospital. Kun et fåtal af disse patienter vil opleve den utryghed, som igennem enkelthistorier er kommet til udtryk i medierne.
I disse situationer er god kommunikation væsentlig, og det er mit indtryk, at man kan nå en tilfredsstillende løsning for alle parter i hvert eneste tilfælde. Dette vil bestemt være at foretrække for en hverdag, hvor sundhedspersonalets handlinger er lovbestemt og bundet i alle tilfælde med hjertestop.
Et scenarie, hvor en patient har en lovbestemt ret til genoplivning, vil bringe læger og plejepersonale i en umulig situation. Alene det at vurdere, hvori genoplivning består, vil give betydelige udfordringer.
Skal man bruge mange timer på at forsøge at genoplive en 81-årig patient med uhelbredelig cancer, som dog aktuelt er i en god (men kort) periode? Skal man lægge patienten i respirator, på hjertelungemaskine, skal man transplantere et eller flere organer? Hvornår er nok, nok? Hvornår har man som sundhedspersonale ”ryggen fri”? Hvilke andre patienter går denne prioritering ud over?
Vi kan meget i dag – næsten alt!
Mary Shelleys vision er nok dystopisk vanvid, men ikke længere helt fjern – rent teknisk.
Det påhviler derfor lægerne at vurdere risikoen ved en behandling og sandsynligheden for et godt udfald hver eneste gang, en behandling indledes – uanset om det er for jernmangel eller hjertestop.