Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tyrkiets nye geopolitiske orientering

Så sent som i 2012 kaldte 16 europæiske udenrigsministre Tyrkiet »et inspirerende eksempel på et sekulært og demokratisk land«. Men drømmen om et europæisk Tyrkiet synes at være forvandlet til et mareridt.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den seneste våbenhvile i Syrien, som Rusland og Tyrkiet står bag, viser tydeligt Tyrkiets ændrede geopolitiske orientering, siden landet med jubel i vestlige kredse startede optagelsesforhandlinger med EU i 2005. Blandt jubelkoret var USA’s udenrigsminister, Condoleeza Rice, der erklærede, at Tyrkiets regeringsparti AKP (Retfærdigheds- og Udviklingsparti) under ledelsen af Recep Tayyip Erdogan var et parti opsat på at trække Tyrkiet vestpå mod Europa. Samtidig understregede Rice, at Tyrkiets EU-medlemskab var af strategisk betydning for USA.

I Europa var Sveriges udenrigsminister Carl Bildt blandt dem, som Michael Rubin fra tænketanken American Enterprise Institute i Washington har kaldt »Erdogans villige håndlangere,« da Bildt i 2008 sagde, at »Tyrkiets AKP-regering består af ægte europæiske reformister.« Så sent som august sidste år fastholdt Bildt, denne gang som medformand for European Council for Foreign Relations, at Europa burde støtte Erdogan.

Som Naz Masraff, europæisk direktør for Eurasia Group har skrevet: dengang AKP kom til magten i 2002, gjorde partiet strategisk brug af Tyrkiets udsigt til EU-medlemskab til at brande sig selv som vestligt orienteret, reformist, neoliberal og sekulær, indtil det havde sikret sig den fornødne magt til at gennemføre sit egentlige program.

Den tyrkiske chefredaktør Sedat Ergin har forklaret, at både USA og EU vendte det blinde øje til, da Erdogans regering allerede fra 2008 viste sig fra sin illiberale side med en efterfølgende skattebøde på tre mia. dollars for at gøre den kritiske Dogan-mediegruppe tavs. »De havde troet på et scenarie, og de ville ikke lytte til noget, som ville få dette scenarie til at krakelere.« Ifølge Koray Caliskan, politolog på Istanbul Universitet, havde AKP brug for EU’s støtte til at banke Tyrkiets militær på plads, hvilket det gjorde igennem en række skueprocesser fra 2008 til 2013.

I 2011 kom turen til Tyrkiets liberale, som blev udrenset fra AKP’s parlamentariske gruppe i forbindelse med valget, hvor AKP fik 50 pct. af stemmerne (AKP kom til magten i 2002 med kun 34 pct. af stemmerne, hvilket blev øget til 47 procent i 2007). To år senere gjorde AKP’s magtfulde formand i Istanbul det klart, at partiet ikke længere havde brug for sine liberale støttere, da det Tyrkiet, de var ved at skabe, ikke var et Tyrkiet, som de liberale vil kunne acceptere. Samme år viste Erdogans AK-parti sin sande ansigt, da Gezi-park-oprøret, som blev startet af miljøaktivister i Istanbul, blev brutalt knust. I Europa begyndte tiøren at falde, og i Europa-Parlamentet konkluderede Andrew Duff, et førende liberalt medlem, som tilhørte lobbyen ”Tyrkiets venner”, at AKP havde erstattet kemalisme som statsideologi med islamisme. Alligevel så sent som i juni 2012 skrev 16 udenrigsministre fra EU under på en udtalelse, hvor de betegnede Tyrkiet som »et inspirerende eksempel på et sekulært og demokratisk land.«

Det næste skridt på Erdogans vej til uhæmmet magt var et opgør med sin gamle allierede.

I et svar opfordrede viceformanden for det tyrkiske oppositionsparti CHP (Det Republikanske Folkeparti), Faruk Logoglu, EU til at komme med »en objektiv anerkendelse af den tyrkiske virkelighed.« Logoglu mente, at udenrigsministrenes opfattelse af situationen i Tyrkiet viste »en trist mangel på fokus« og en uvidenhed om, at AKP-regeringen inden for alle områder – uddannelse, videnskab, politik, økonomien, militæret og det civile samfund – forfulgte en autoritær politik af gradvis islamisering, som eroderer Tyrkiets sekulære demokrati.

Det næste skridt på Erdogans vej til uhæmmet magt var et opgør med sin gamle allierede Fethullah Gülen, en tyrkisk imam, der siden 1999 har været bosiddende i Pennsylvania i USA. Gülen og hans hizmet-bevægelse har oprettet et netværk af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder i 120 lande, herunder USA, Centralasien og Afrika. Hans tilhængere er veluddannede, og det var Gülen-bevægelsen, der gjorde det muligt for Erdogan og AKP at komme til magten. Det var ligeledes Gülens tilhængere inden for politiet og retsvæsenet, der stod bag skueprocesserne mod militæret og AKP’s sekulære modstandere.

Årsagen til opgøret var anklager om omfattende korruption i AKP’s ledelse og sågar i Erdogans egen familie fremført i december 2013, som følgende år førte til en omfattende udrensing i politiet og retsvæsenet af Gülens følgere. Det fejlslagne kupforsøg sidste juli, som til dato har ført til 115.000 afskedigelser i det offentlige, 82.000 tilbageholdelser og 42.000 arrestationer, er et følge af samme opgør. Siden Gezi-park-oprøret og kupforsøget er kritiske røster i Tyrkiet gjort tavse (144 journalister sidder nu fængslet), hvilket fik Marietje Schaake, en hollandsk MEP, til at konkludere: »Vores drøm om et europæisk Tyrkiet er forvandlet til et mareridt.«

Chefarkitekten af Tyrkiets udenrigspolitik har været den tyrkiske professor Ahmet Davutoglu, først som Erdogans udenrigspolitiske rådgiver, dernæst som udenrigsminister og premierminister indtil hans fald sidste maj. Hovedtanken har været at genoprette Tyrkiets ledende rolle i Mellemøsten, Kaukasus og Balkanlandene, og i Syrien at erstatte Assad-regimet med sunnimuslimsk styre.

Denne politik, som er blevet kaldt neo-ottomansk, har slået fejl i den grad, at Davutoglus’ efterfølger som premierminister, den pragmatiske Binali Yildirim, nøjes med at tale om flere venner, færre fjender fremfor nul problemer med naboer (Davutoglus’ slagord).

Men den underliggende tankegang er den samme. Davutoglu afviste perioden af republikansk styre siden 1923 som en parentes, og kaldte AKP-styret en restaurationsbevægelse. Nøglen til en forståelse af denne tankegang kan findes i en tale holdt i Istanbul Forum i oktober 2012 af Erdogans tidligere chefrådgiver og nu talsmand, Ibrahim Kalin. Talen handler om en ny geopolitisk ramme, hvor Kalin taler om en ny polycentrisk verdensorden og afviser den europæiske politiske model med sekulært demokrati og pluralisme. Samtidig nævner han den voksende afstand mellem en islamisk og vestlig opfattelse af ytringsfrihed.

Hovedformålet med Erdogans styre er vedtagelsen af en ny forfatning, der giver ham som udøvende præsident en nærmest uindskrænket magt. Da det kurdiske HDP (Folkenes Demokratiske Parti) for første gang i juni 2015 kom over spærregrænsen med 80 af parlamentets 550 pladser, udgjorde det en hindring, som måtte fjernes. Derfor vendte Erdogan ryggen til fredsaftalen med kurderne, som blev indgået i februar samme år og valgte krig med PKK i stedet for. Et nyt valg i november reducerede HDP’s pladser til 59, og nu er partiet sat ud af spillet, efter at dets ledere er blevet arresteret.

Nedskydningen af det russiske fly i november 2015, hvor Erdogan prøvede at spille med musklerne over for Rusland, var en strategisk bommert, og resulterede i, at Tyrkiet blev godt og grundigt banket på plads.

Erdogans undskyldning sidste juni har dog resulteret i en forbrødring, således at tyrkiske styrker fik lov til at rykke ind i Syrien, angiveligt i kampen mod ISIL, mod at Tyrkiet til gengæld opgav sin støtte til oprørerne i Aleppo. Mordet på den russiske ambassadør i Ankara og angrebet på natklubben i Istanbul nytårsnat er blandt konsekvenserne.

Aftalen mellem Rusland, Tyrkiet og Iran om at garantere og medvirke til fredsprocessen i Syrien signalerer en ny geopolitisk orientering, hvor USA holdes udenfor. Hvis det ikke lykkes EU at finde en tilfredsstillende løsning på stridspørgsmålet om visumliberalisering, kan det også betyde et definitivt brud på forbindelsen med Tyrkiet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.