Giv os en sundere befolkning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det danske sundhedsvæsen er presset af en stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser, stigende udgifter til nye og dyrere behandlinger og ikke mindst en befolkning, der bliver ældre og dermed mere syg. Vi vil med dette indlæg argumentere for, at den eneste effektive og langsigtede løsning på sundhedsvæsenets udfordringer vil være at satse på folkesundheden. Kun en reduktion i sygdomsbyrden med færre syge borgere vil kunne tage presset af sundhedsvæsenet. En sund (og erhvervsaktiv) befolkning kan ydermere blive et konkurrenceparameter i en fremtid, hvor mangel på uddannet arbejdskraft kan blive en realitet.

Ifølge Sundhedsministeriet brugte vi i alt 155 mia. offentlige kroner på sundhed i 2014. Set over længere tid er udgifterne til sundhedsvæsenet steget mere end udgifterne til andre offentlige serviceydelser. Der har været korte opbremsninger i stigningen i 80’erne og lige efter seneste finanskrise, men det vil være forkert at sige, at der ikke er investeret i sundhedsvæsenet. I de seneste to årtier er sundhedsudgifterne steget mere end væksten i Danmarks produktion (bruttonationalproduktet), og det vækker bekymring hos økonomer. Og mange eksperter forventer endda en markant stigning i sundhedsudgifterne i de kommende årtier. Der er brug for en langsigtet strategi.

Hvad er årsagerne til, at sundhedsudgifterne bliver ved med at stige? En væsentlig faktor er, at befolkningens demografi ændrer sig imod en større andel af ældre borgere. Risikoen for sygdom stiger med stigende alder, hvorfor der i dag er flere med kroniske sygdomme. Men det er langt fra den eneste faktor. Vi er også blevet i stand til at behandle flere typer af sygdomme, og der er kommet mange nye behandlinger. De nye behandlinger er ofte dyrere end de behandlinger, som de erstatter eller supplerer. Desuden ændrer vi vores syn på sygdom og behandling. Vi vil i højere grad end tidligere behandles for vores sygdomme og skavanker.

Hvad er politikernes svar på disse udfordringer? For det første har der været fokus på effektiviseringer. Og det er derved lykkedes at øge produktiviteten på hospitalerne, dvs. at systemet arbejder hurtigere og mere effektivt. Mange mener, at man har nået smertegrænsen for, hvor meget mere vi kan effektivisere. Der er også gjort flere spæde tiltag til at starte en debat om prioritering i sundhedsvæsenet. Hvis der ikke er penge til alt, så må man prioritere, men historien har vist, at politikere har svært ved at prioritere sundhedsydelser.

Der er andre bud på løsninger på sundhedsvæsenets udfordringer og de stigende sundhedsudgifter. For eksempel er en af de nye visioner at indføre en mere individualiseret behandling (”personlig medicin”), hvor ideen er, at den enkelte patients sygdom undersøges detaljeret med avancerede biokemiske tests og anden diagnostik, hvorefter behandlingen målrettes den enkelte patients biologi og sygdom. Selv om det lyder tiltalende, er der ringe viden om, hvorvidt ”personlig medicin” vil føre til bedre behandling eller blot gøre den dyrere.

Sundhedsvæsenet har længe haft fokus på at øge kvaliteten af behandlingen. Man kan måle kvaliteten på mange måder, f.eks. bruges femårsoverlevelsen efter operation for kræft som et mål for, hvor godt et hospital eller et land udfører denne behandling. Ved at sammenligne os med Sverige har man ofte fundet, at overlevelsen efter kræftoperation er dårligere i Danmark end i Sverige.

En stor del af forklaringen på denne forskel er, at den svenske befolkning har en sundere livsstil end den danske. Forskning viser nemlig, at resultatet efter kirurgisk behandling er meget afhængigt af patientens livsstil. Hvis en patient ryger og/eller drikker for meget alkohol, så ved vi, at der er langt større risiko for et dårligt resultat, f.eks. i form af komplicerende infektioner. Sådanne komplikationer kan blive skæbnesvangre for patienten og dyre for sundhedsvæsen og samfund.

Ved at forbedre befolkningens generelle sundhed gennem forbedring af befolkningens livsstil vil vi alene af den grund forbedre sundhedsvæsenets behandlingsresultater og mindske antallet af komplikationer som f.eks. sårinfektioner, reoperationer, genindlæggelser osv. Alt sammen noget, der vil medføre store besparelser i sundhedsvæsenet og andre offentlige kasser, som må betale, når det går galt.

En øget indsats mod rygning er en lavthængende frugt. Rygning er den enkeltstående faktor, som har den største negative effekt på folkesundheden. Rygning forårsager 14.000 dødsfald årligt (hvert fjerde dødsfald i Danmark). Rygning forkorter middellevetiden med 8-10 år (for storrygere), medfører mange leveår med invaliderende sygdom og er med til at fastholde en social ulighed i sundhed.

Mange lande har taget en modig beslutning om at udfase rygning i samfundet. Til forskernes overraskelse har et forbud mod rygning i det offentlige rum og højere tobaksafgifter i disse lande endda medført en næsten øjeblikkelig reduktion i antallet af nye hjertetilfælde. Lande med denne politik er godt på vej til at fjerne tobakken helt fra samfundet.

Disse lande vil alt andet lige have en sundere og dermed potentielt mere erhvervsaktiv befolkning på langt sigt. Fremme af fysisk aktivitet og en sundere kost samt forebyggelse af fedme og højt alkoholindtag er andre områder, hvor vi har viden, der umiddelbart kan implementeres. Vi skal indrette samfundet, så en sund livsstil fremmes helt af sig selv.

Man kan ikke forvente, at en befolkning lever sundt, hvis omgivelserne ikke opfordrer til det, eller direkte modvirker det. Undersøgelser viser, at befolkningen over de seneste årtier er blevet mere positiv overfor at indføre regler, struktur og omgivelser, som fremmer sundhed. I de lande, som har indført en meget restriktiv rygepolitik, har befolkningen omfavnet den, og der er ingen større opinion imod rygelovene.

En målsætning om økonomisk vækst og høj velfærd i fremtiden deles af de fleste politikere. Den baseres på en forventning om, at befolkningen kan arbejde, til den når en højere alder end den alder, vi i dag gennemsnitligt har, når vi går på pension. Det kræver ikke kun, at vi bliver ældre, men også at fremtidige generationer vil være sundere og mere raske end tidligere generationer.

I en fremtid, hvor mange lande vil have en voksende andel af ældre borgere, kan der blive mangel på uddannet arbejdskraft. Et grundlæggende element i den globale konkurrence kan dermed blive at have en rask og erhvervsaktiv befolkning.

En satsning på folkesundheden er altså ikke alene et svar på sundhedsvæsenets udfordringer, men også fundamental for vores velfærdssamfund på længere sigt. Tanken er ikke ny – allerede i 1700-tallet indså de politisk toneangivende, at det var borgerens sundhedstilstand og flid, som var afgørende for et lands styrke (»Det er ikke Guld og Sølv der beriger et land, men arbejde og mennesker« – Lütken 1756).

Der er viden nok til at gøre meget godt for mange mennesker og tilmed forberede Danmark til fremtidens økonomiske udfordringer. Vi opfordrer politikerne til at bruge denne viden og satse på at forbedre folkesundheden. Det vil reelt være den mest effektive medicin imod sundhedsudgifternes himmelflugt. Hertil kommer det moralske perspektiv, der kan ligge i at spare tusindvis af mennesker for lidelse og tidlig død.