Derfor har overlæger en høj løn

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kære regionsformand Bent Hansen.

Der er en pågående debat i medierne om overlægelønninger, og jeg har netop læst en artikel i JP 24/9, hvor bl.a. du er citeret.

Jeg er 56 år, blev læge i 1986 og speciallæge i 2000; var først afdelingslæge i fem år, og siden da overlæge. Jeg har lært, at hvis man har et vigtigt budskab, skal man gå direkte til chefen. Du er en af de absolut mest indflydelsesrige personer i det danske sundhedsvæsen. Den aktuelle situation på lægearbejdsmarkedet er en naturlig konsekvens af en række politiske beslutninger, som du selv har været med til at bifalde. Jeg håber derfor, at du vil tage dig tid til at læse mine betragtninger om den aktuelle debat, som på en række felter er mangelfuld.

Det har været et politisk ønske at få så mange speciallæger uddannet så hurtigt som muligt, bl.a. ved indførelse af en femårsregel. Den strategi har først og fremmest været begrundet med, at den faglige kvalitet skulle hæves, og produktiviteten øges i sundhedsvæsenet, og det må anerkendes og bifaldes, at den strategi i vid udstrækning har været succesfuld. Nu vil man så åbenbart ikke betale, hvad det koster at have disse personer ansat i sundhedsvæsenet. Hvordan hænger det sammen? Da jeg var ung læge i 1980’erne, var der mange ”yngre læger” med lang klinisk erfaring, der havde de samme faglige kompetencer som nyuddannede speciallæger har i dag, men de var naturligvis billigere i drift i henhold til overenskomsten.

Med en politisk beslutning om et ”fast-track”-uddannelsessystem er der nu langt flere læger, som hurtigere kan benævnes speciallæger, men det udløser nødvendigvis også større lønudgifter. Det er svært at tro, at man ikke havde forudset det fra politisk side.

Den langvarige lægemangel, som er særligt tydelig i visse egne af Danmark, er en konsekvens af en politisk beslutning om dimensionering af lægestudiet. Det er samtidig et politisk ønske, at man vil have speciallæger ansat overalt, i alle relevante specialer, og helt i front døgnet rundt. I den situation – med et mismatch mellem antal stillinger og læger – bliver lønforhold og stillingsbetegnelse naturligvis brugt som rekrutteringsredskaber. Balancen mellem udbud og efterspørgsel er et princip, som gælder inden for alle grene af arbejdsmarkedet. Hvis man ikke anerkender det, og hvis man ønsker det ændret, skal man have et andet samfundssystem.

En afdelingslæge med mange vagter har en lønsum omtrent på højde med en overlæges grundløn, så den helt store lønforskel er der ikke.

En væsentlig forskel er imidlertid, at afdelingslæger har krav på løn for overarbejde i modsætning til overlæger. På min afdeling med 17 overlæger har mine kolleger og jeg arbejdsrelaterede opgaver, der langt overstiger en 37 timers indsats om ugen.

Mange af disse opgaver er blot ikke særligt synlige og foregår ofte derhjemme ved pc’en – om aftenen og i weekender. Det drejer sig om ikkekliniske opgaver såsom vejledning, undervisning, forskning, faglig opdatering (dvs. litteraturlæsning), instruksudformning, møde- og udvalgsdeltagelse, etc.

Hvis vi alle i stedet var ansat som afdelingslæger, ville det afstedkomme krav om overarbejdsbetaling (vel ca. 500 kr. pr. time) for den tid, vi bruger ud over 37 timer om ugen. Så ville det for alvor blive dyrt for regionerne.

Når der postuleres i JP’s artikel, at en overlæge blot arbejder 8-16, er det derfor i de fleste overlægers tilfælde ikke korrekt. Ifølge nylige opgørelser arbejder overlæger 47 timer om ugen i gennemsnit. Jeg er derfor overbevist om, at regionerne får mere value for money, når en speciallæge er ansat som overlæge uden en veldefineret øvre arbejdstid, frem for en overarbejdsløntung afdelingslæge.

I øvrigt er kvaliteten af en overlæges arbejde generelt højere (i kraft af større erfaring og længere efteruddannelse), end hvis det blev udført af en afdelingslæge.

En overlægestilling kan først erhverves efter mindst 13 års uddannelse, inkl. studietiden på universitetet. En del læger tager en ph.d.-uddannelse undervejs for netop at kvalificere sig til en overlægestilling, og så er vi oppe på minimum 16 år. Indtil da er karrierevejen brolagt med udelukkende tidsbegrænsede ansættelser, oftest af kort varighed og på skiftende afdelinger og sygehuse.

Mangel på fast tilknytning til en arbejdsplads kan ikke undgå at skabe usikkerhed om egen og familiens fremtid. Ingen anden uddannelse har en tilsvarende tidshorisont med henblik på at opnå et fast ansættelsesforhold. En så lang karrierevej, som tillige indebærer vedvarende efteruddannelse og opkvalificering, bør afspejles i en tilsvarende attraktiv slutløn. I modsat fald risikerer man, at ambitiøse og relativt kvikke mennesker søger mod andre erhverv, og kvaliteten af det danske sundhedsvæsen vil blive derefter.

Mange overlæger har vagter aften/nat og i weekender. Ca. 20 pct. af min egen løn er baseret på aften-, nat- og weekendarbejde. Hvad mon en anden specialiseret håndværker (vvs, elektriker) skal have i løn for at arbejde på de tidspunkter? Mindst lige så meget eller formentligt mere, end jeg får, er et godt gæt. Hvis en overlæge ikke har vagtarbejde, er grundlønnen ca. 60.000 kr. om måneden plus pension, og det er trods alt noget under en million i årsløn.

I artiklen postuleres, at de praktiserende læger har meget mere ansvar end overlægerne, og at det derfor retfærdiggør en højere indkomst for førstnævnte gruppe.

Det har altid undret mig, at man fra regionernes side har accepteret et generelt højere indkomstniveau, som mange praktiserende læger har, end sygehusansatte overlæger. En praktiserende læge kan tjene mere end det dobbelte for otte timers vagtarbejde end det, som en højtspecialiseret overlæge kan opnå på en travl aften/nattevagt. Jeg har stor respekt for det arbejde, der lægges i primærsektoren, men de praktiserende lægers uddannelse er trods alt af kortere varighed end i hospitalsspecialerne; de praktiserende læger har sjældent samme forskningsmæssige ballast, og jeg har også svært ved at se, at de har større ledelsesansvar.

Ganske vist har de fleste overlæger ikke ansvar for personlig ledelse på samme måde som i praksis, men de har i betydeligt omfang ansvar for funktionsledelse samt udvikling af deres fagområde.

Når de praktiserende læger får efteruddannelse, er det oftest hospitalslægerne, som leverer den, og ikke sjældent uden honorering. Når hospitalslægerne ønsker efteruddannelse, er der derimod sjældent økonomisk hjælp at hente (fraset 10 overenskomstbestemte kursusdage) hos regionerne.

I stedet må overlægerne finde pengene til efteruddannelse i diverse fonde og hos medicinindustrien.

Jeg synes derfor, at forholdet mellem praksislæger og overlæger er betydeligt skævvredet på en række økonomiske felter, og jeg har svært ved at se noget godt argument for, at indkomstniveauet for praksislæger (inkl. praktiserende speciallæger) skal være højere end for overlæger. Jeg fristes til at sige tværtimod.

Endelig må jeg nødvendigvis påpege, at lægeerhvervet indebærer et stort personligt ansvar, hvor en forkert beslutning kan være et spørgsmål om liv eller død. En løn på niveau med SAS-piloter – eller kontorchefer i den offentlige forvaltning – synes derfor ganske rimeligt, specielt de øvrige nævnte forhold taget i betragtning.

Tak, fordi du tog dig tid til at læse mit input. Mit håb er, at du vil bidrage til at gøre debatten lidt mere nuanceret, end den hidtil har været.

Med venlig hilsen

Steen Bonnema, overlæge