Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

DR går for meget efter overfladisk ramasjang

Medarbejderstaben i DR er ikke sammensat til kulturopgaven, og ledelsen er det heller ikke efter forfatteren og tidligere DR-næstformand Ole Hyltofts opfattelse.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Ved et selskab for et par år siden kom en mand i moden alder hen til mig og sagde: »Du skal vide, at alt hvad jeg vidste i min ungdom, havde jeg lært ved at lytte til Danmarks Radio. Programmerne nu om stunder synes jeg ikke lærer mig noget. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver. Takket være DR lærte jeg den klassiske musik at kende og den gode litteratur og lærte at diskutere på en sober og oplyst måde.«

Jeg svarede, at da DR ( Statsradiofonien ) begyndte i Stauning-perioden i 1925, var det da også hensigten, at DR skulle bringe dem, der havde gået kort tid i skole, på højde med dem med de lange uddannelser. Hele befolkningen skulle være oplyste og have del i landets kultur.

Nu er dette mål afløst af ”X-Factor”s råben og skrigen.

Vel er der stadig visse programmer, man kan blive opløftet eller lidt klogere af. ”P1 eftermiddag”, DR 1’s ”Horisont” og Peter Qvortrups lægeprogrammer. Og P2’s klassiske musik.'

Jeg var godtroende og stemte for en ordning, der så forsvarlig ud i teorien, men ikke duede, når kulturdirektøren ikke fik den frihed, der var stillet i udsigt.

DR leverer også nyttig, hårdtslående journalistik. Men den daglige kulturflod af viden om livet og litteraturen før og nu flyder ikke mere. Dannelsen formidlet i et smukt sprog og i munter og spændende form leverer DR stort set ikke længere. DR’s kommunikationschef i Kenneth Plummer-perioden sagde direkte: Dannelse er ikke et ord, vi bryder os om her i huset.

Tidligere tiders selvbevidste, kyndige og inspirerende personligheder som Flemming Madsen, John Danstrup, Jørgen Schleimann og den blinde musiker, forfatter og interviewer Karl Bjarnhof er ikke til at få øje på i dagens DR.

Jeg tror simpelt hen ikke, at DR leder efter den slags spinatfugle, der kender vores historie og kultur og elsker at viderebringe den, længere. Der er ellers aktuelle emner nok at tage fat på. Store vikingeguldfund og vikingeborge. Og der findes da historikere, der sagtens kan fortælle medlevende om disse fund fra gamle dage. Men skal DR fortælle danmarkshistorie, hidkalder man de fagligt svagt funderede brødre Madsen til at lave fjottede show.

Da DR for et par år siden skulle have ny kulturdirektør, fandt man en koncerndirektør og teolog på Gyldendal, Tine Smedegaard Andersen, der ikke havde gjort sig kreativt eller på anden måde gældende i kulturlivet. Hun var ukendt for de fleste og er forblevet ukendt i DR, hvor hun da ikke har gjort sig bemærket for andet end ved at nedlægge det fremragende underholdningsorkester.

Min fornemmelse efter flere år i DR’s bestyrelse er, at der mangler viden om kulturlivet i DR. Man kan erstatte viden med at interviewe eksperter, der er vidende. Men en udspørger, der vil have noget at vide, skal også selv vide besked om det, han/hun spørger om.

Dette blev tydeligt, da Per Stig Møller som kulturminister havde skaffet 100 mio. til en tv-film om 1864, og Ole Bornedal blev sat til at realisere den. En mærkelig uhistorisk film om den måske mest skæbnesvangre begivenhed i danmarkshistorien. Danmark var faktisk ved at gå under i 1864. Den begavede statsminister Monrad fremstilledes som en hysterisk nar, der lod skuespilleren Johanne Luise Heiberg stå på sin mave, mens han råbte chauvinistiske floskler op til hende. Nogle omkringfarende sigøjnere var filmens helte.

Hvis DR nu havde haft en historiker som John Danstrup eller Erik Kjersgaard til rådighed, kunne filmens absurditeter og historieforfalskning være undgået.

Ingen opgave er vel vigtigere for DR som formidler af vores alle sammens kulturarv end at gøre danmarkshistorien levende og sand. Danmarks historie er det skød, vi alle er født af. DR har før haft gode formidlere til denne opgave.

To historikere rager op over de andre. Erik Kjersgaard fortalte afbalanceret og med lune. Palle Lauring, den blændende fortæller, levendegjorde danmarkshistorien ved hjælp af den uhyre viden, han havde samlet sig fra sin drengetid. Hans dramatiske stemme og udfordrende pointer gjorde en radioudsendelse med ham til et førsteklasses skuespil. Uden at den historiske vederhæftighed led skade. Han gav det danske folk kritisk, men også begejstret historiebevidsthed. DR kunne med udbytte genudsende hans programmer.

Et slående eksempel på medarbejdernes oplysthed fik jeg, da en bekendt af mig skrev til DR for at høre, hvordan DR agtede at festligholde Kulturministeriets 50 års jubilæum, nu årsdagen for jubilæet nærmede sig i 2011.

Kulturafdelingens næstkommanderende svarede lidt nedladende, at det jubilæum havde DR rigtignok allerede fejret på 50 års dagen for to år siden. Altså i 2009!

Et gammelt ordsprog siger, at som mester så hans svende. Tidligere var det sådan, at DR-programcheferne og generaldirektøren havde en kreativ eller kulturfaglig baggrund. Den første generaldirektør, Emil Holm, var koncertsanger med et stort hjerte for at udbrede den bedste musik. I nyere tid var Hans Sølvhøj den ideelle generaldirektør. En højt begavet cand.mag., sin generations morsomste foredragsholder, en læsende mand og boganmelder.

Efter ham fulgte mag.art. Laurits Bindsløv og Hans Jørgen Jensen, der var – og er – en journalist og skribent med en bred kulturel ballast.

Først med Christian Nissen får DR en generaldirektør (1994-2004) der kun har administrativ baggrund. En udmærket talmand. Men det er i hans tid, at nedtrapningen af DR’s kulturliv begynder. Det tager for alvor fart under efterfølgeren, den kulturelt ubelastede Kenneth Plummer (2005-2010).

Da han fældede sig selv, var jeg næstformand i DR’s bestyrelse og fik derfor at gøre med udpegningen af den seneste generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Da feltet af ansøgere rullede frem, var Maria Rørbye Rønn ikke det indlysende valg. Men hun gjorde et frejdigt og uforsagt indtryk . Og hun kendte jo DR godt som flerårig chef for DR’s jura.

Jeg har aldrig været tilhænger af, at kulturposter besættes med cand.scient.-et eller andet, altså administratorer. Jeg synes poster som direktør for filminstituttet, teaterdirektører, museer, og i udpræget grad lederen af DR, skal være personer med kulturbaggrund og deltagere i den løbende kulturdebat, så de er på bølgelængde med de folk de leder. Jeg generer næppe den elskværdige Maria Rørbye Rønn ved at sige, at sådan en person er hun ikke.

Men nu kom DR-formand Michael Christiansen, selv en administrator, med et forslag. Hvad siger næstformanden til, at vi gør Maria Rørbye Rønn til administrativ generaldirektør og samtidig rykker indholdsdirektørerne (kulturchef, nyhedschef, børnechef, musikchef) op i graderne og gør dem til talsmænd for DR på deres områder?

Vigtigst var kulturchefen. Det havde vist sig umuligt for mig at gøre Morten Hesseldahl til generaldirektør. Nu tilbød formanden mig at gøre Hesseldahl til den øverste på kulturområdet. Det var da et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så det fik næstformandens og senere bestyrelsens stemme.

I DR’s nuværende ledelsesstruktur er der imidlertid også en mediedirektør, som sammen med generaldirektøren skal give det endelige ja til, at et program bliver til noget.

Jeg var og er imod denne konstruktion. Den giver en uklar ansvarsfordeling mellem mediedirektøren og de andre direktører. Det rigtige ville være, at bestyrelsen og generaldirektøren fordeler licenspengene mellem de forskellige områder, der derefter hver især tager eneansvaret for programmerne.

Der opstod hurtigt uenighed mellem mediedirektøren (Gitte Rabøl) og kulturdirektøren. Kort fortalt gik mediedirektøren efter seertal, kulturdirektøren efter kulturværdier. Kulturdirektøren var forudbestemt til at tabe den holmgang. Hesseldahl besluttede snart, at det tovtrækkeri ville han ikke spilde sin ungdom på. Og er som bekendt i dag direktør for Det Kgl. Teater.

Jeg var godtroende og stemte for en ordning, der så forsvarlig ud i teorien, men ikke duede, når kulturdirektøren ikke fik den frihed, der var stillet i udsigt.

Det forekommer mig indlysende, at DR ikke lever op til sin allerede i 1925 vedtagne opgave om at være kulturel og oplysende. Kulturarven forsømmes. Ikke at programmerne skal være højtidelige. Men DR går for meget efter overfladisk ramasjang.

Medarbejderstaben er ikke sammensat til kulturopgaven, og ledelsen er det heller ikke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.