Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Flid og nøjsomhed skal i Haarders danmarkskanon

Nøjsomhed er ikke grådighed eller nærighed. Det er en dyd.

Mine bedsteforældre forærede mig for mange år siden fem af de smukke Aluminia-platter fra starten af 1900-tallet med Carlsberg- og Tuborg-motiver. De fleste har sikkert set dem. Platterne var i årtier fast inventar på landets kroer. Platterne minder mig mest om mine bedsteforældres hus i Terndrup i Himmerland, hvor de hang på væggen i deres køkken. Jeg havde aldrig tidligere skænket det en tanke, hvordan de var hængt op, indtil min farmor, som blev 103 år, fortalte mig, at ståltråden på bagsiden af platterne stammede fra sodavandsflaskerne, fra før metalkapslerne blev opfundet.

Der findes næppe en bedre beskrivelse af nøjsomhed.

Mange danskere kan lignende historier om deres bedste- eller oldeforældre, og det burde være i den slags historier, at debatten om kulturminister Bertel Haarders danmarkskanon tog sit afsæt. Det gør den ikke.

Nøjsomhed er ikke grådighed eller nærighed. Det er en dyd. Man skal passe på pengene, passe på sine ting, ikke bruge flere, end man har, og genbruge, når det giver mening. Den radikale politiker og tidligere minister Ida Auken ville sikkert tale om ståltråden bag på porcelænsplatterne som et eksempel på cirkulær økonomi. Nøjsomhed er måske et lidt støvet, gammeldags ord, men det er alligevel ganske moderne.

Kan man tænke sig det moderne Danmark uden nøjsomhed? Næppe. Læs blot det lille mesterværk ”Mands Minde” (1999) af kunsthistorikeren og Ny Carlsbergfondets tidligere direktør Hans Edvard Nørregård-Nielsen eller Henrik Pontoppidans ”Det Forjættede Land”:

»Det er vore bondes flid, nøjsomhed og sejge udholdenhed, som alle vore dygtige mænd har haft i arv; … det var sådan i fortiden, og det er sådan endnu den dag i dag,« skriver Pontoppidan i bogen, som blev udgivet i 1891. Nørregård-Nielsens bog blev udgivet i 1999 og fortæller om tiden efter Anden Verdenskrig, da vandringen fra land til by kulminerer.

Lad os derfor med det samme føje flid til som en af de andre danske dyder, der har skabt det moderne Danmark. Fortidens mennesker kunne slet ikke leve i det danske klima uden at være flittige og nøjsomme – og sådan er det stadig, jo længere man bevæger sig bort fra storbyerne til Langeland eller Nørregård-Nielsens Sønder Nissum i det nordlige Vestjylland.

Vil man have mere håndfaste beviser for, at danskerne er formet af klimaet og landets geografiske placering, så gå til vismand og økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard. I en ganske morsom og velskrevet artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift fra 2010 viser Dalgaard, at Danmark har verdens næstlængste kystlinje i forhold til sit areal – kun overgået af Singapore; en anden rig nation. Derfor ville Dalgaard selv sikkert føje åbenhed til de danske dyder. I et land uden nogen råstoffer af betydning og et til tider råt vinterklima var det imidlertid aldrig gået uden flid og nøjsomhed.

Kulturminister Bertel Haarders danmarkskanon er et forsøg på at skabe debat om bevidsthed og debat om de værdier, som har formet det danske samfund. Bertel Haarder peger selv på ord som ”tillidskultur”, folkestyre, andelsbevægelse, kvindebevægelse og arbejderbevægelse som kandidater til en danmarkskanon. Haarder synes, at vi skal kende os selv. Mon ikke også velfærdsstaten derfor ender med at havne i en danmarkskanon, når Bertel Haarder taler om en danmarkskanon, som han gør?

Spørgsmålet er, om vi kender os selv og andre kender os bedre, hvis de bevægelser, institutioner eller begreber, som Haarder specifikt nævner, havner i en danmarkskanon. Ingen af dem er i hvert fald unikt danske og ordet tillidskultur er en floskel. Danskernes egne forslag, som lige nu bliver sendt ind på danmarkskanon.dk, kan måske rette op på skævheden, men næppe helt.

Det er snarere sandsynligt, at Bertel Haarders danmarkskanon ender med at blive et eksperiment, hvor vi fejrer os selv og bekræfter os selv i, at vi er bedre end alle andre. Haarder er desværre faldet for den åbenlyse fristelse til at gå efter det populære – det poppede – for at få medvind til sit øjensynligt vigtigste politiske projekt for den skrøbelige Venstre-regering.

Det kommer langtfra til at gå så let, som danmarkskanonambassadøren og forfatteren Jens Christian Grøndahl regner med, når han over for DR peger på det danske sprog som en bærende værdi, fordi det samler os alle og giver et fælles sprog til at udtrykke vores enighed og uenighed. Forslaget om det danske sprog som en del af en danmarkskanon er imidlertid oplagt og godt. Lad os i stedet tale om danske dyder i stedet for at hylde utydelige danske værdier, som professor emeritus Ove Korsgaard påpegede i en kronik i Politiken 18/3 i år. Ove Korsgaard var medlem af udvalget om demokratikanon i 2008 og er forståeligt forbløffet over, at vi kan få en ny kanon, der indeholder flere af de samme ting som demokratikanonen.

Nøjsomhed er ikke grådighed eller nærighed. Det er en dyd.

Fordelen ved at se på dyder frem for på bevægelser eller institutioner er, at de forpligter. Hvis nøjsomhed og flid er dyder, som vi skal bringe ind i fremtiden, så skal vi forsøge at leve efter dem. Dyderne forpligter os – ord som tillidskultur og velfærdsstat føder vores overdrevne forestillinger om egne fortræffeligheder.

Det er i sig selv påfaldende, at kanontanken er blevet en bærende del af moderne borgerlig kulturpolitik. Det var den konservative kulturminister Brian Mikkelsen, som i 2003 stod fadder til den omdiskuterede litteraturkanon. Derefter kom i 2006 kulturkanonen, i 2007 en historiekanon, og i 2008 en demokratikanon. SF’s nuværende leder Pia Olsen Dyhr prøvede i 2012-2013 selv kræfter med kanontanken, da hun fik udarbejdet en kanon over de største eksportbedrifter siden 1989.

Borgerligheden er netop uløseligt forbundet med tanken om pluralisme, betydningen af civilsamfundet og åndsfrihed, og derfor burde Bertel Haarder være den første til at afvise facitlister, som en danmarkskanon er et udtryk for. Måske Bertel Haarder selv ville kunne se problemet, hvis nogen bad ham udpege den bedste sang i Højskolesangbogen. Det lader sig ikke gøre, og Bertel Haarder ville le af forsøget.

Alene derfor skal ordene nøjsomhed og flid kastes ind i debatten om en danmarkskanon, fordi dyder trods alt er et forsøg på at forstå noget ved os selv som danskere frem for at hylde mere eller mindre politiserede produkter af danskernes ihærdighed.

Reform efter reform af velfærdsstaten siden starten af 1980’erne har handlet om at skrue op for flid, for at vi kunne få råd til vores generøse velfærdssystemer. Nøjsomheden er på samme måde indbygget i logikken bag ved alle de økonomiske planer, som er blevet lagt siden midten af 1990’erne, fordi der på det offentlige budget skulle være råd til at udbetale lønninger, pensioner og sørge for velfærd langt ud i fremtiden. Fliden og nøjsomheden er en forudsætning for velstanden – og derigennem også for velfærden. Når det er gået galt for danskerne, har det som regel netop været i de perioder, hvor vi har glemt fliden og nøjsomheden.

Økonomer vil i nyere tid pege på 1970’erne, brugsfesten i 1980’erne eller de lidt for glade år i 00’erne. Historikere vil tænke på ødselheden under Christian IV trods taknemmeligheden over Holmens Kirke, Rundetårn, Rosenborg Slot og Valdemar Slot. Sommetider er ulykkerne selvfølgelig også kommet til os udefra.

Moral eller etik er absolut ingen fremmed fugl for Bertel Haarder, som senest 19/4 i år hævede pegefingeren over for Nordea oven på afsløringen af Panama-papirerne: »Etikken bliver en vigtig konkurrenceparameter i fremtiden, hvor det ikke er nok, at en handling er lovlig. Den skal også kunne forsvares moralsk over for borgerne,« skrev Bertel Haarder.

Hvor er det samme stærke kompas i forhold til en danmarkskanon?

Vil ministeren således være tilfreds, når han i december eksempelvis står med en liste, som rummer en opremsning af alt det, som de fleste synes godt om ved os danskere, og ikke egentlige værdier: enkefrue Fernando Møhges dødskamp mod tysken i tv-serien ”Matador”, hygge, cyklen, genbrugspladser, ungdomsoprøret, rugbrød, klaphatten og nisser for nu at nævne nogle af de mere underholdende forslag, der allerede er stillet af danskerne på danmarkskanon.dk, ud over ministerens egne bud som eksempelvis andelsbevægelsen eller kvindebevægelsen?

Næppe, men Bertel Haarder er selv ude om det.

Det skal dog ikke forhindre mig i at stille mine forslag til en danmarkskanon: flid og nøjsomhed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.