Trumps sprog er stærkt underholdende – og stærkt foruroligende

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Definitionen på dumhed er formuleret af en fransk filosof i slutningen af 1700-tallet og måske inspireret af Den Franske Revolution, som udløste store samfundsmæssige og politiske konflikter.

Dumhed og inkompetence var emnet for videnskabelige undersøgelser, som to amerikanske psykologer, David Dunning og Justin Kruger, foretog i 1990’erne. Konklusionen på deres forskning, som findes på internettet, lyder i al sin enkelhed: Det grundlæggende for mennesker, der er inkompetente og dumme, er, at de er for dumme til at erkende, at de er dumme.

Observationen er videnskabeligt bevist af de to amerikanske psykologer, og undersøgelsen, som blev publiceret i 1999, kaldes Dunning-Kruger-effekten. Et eksempel er Florence Foster Jenkins, 1868-1944, en rig amerikansk kvinde, der var overbevist om sine evner som sopran, skønt hun ikke ejede en tone i livet eller rytmisk sans. Hun afholdt store koncerter på verdens operascener med inviteret publikum, og hun blev feteret på skrømt og latterliggjort, uden at hun opdagede det. Historien om den umusikalske sopran, der troede, at hun var en verdensstjerne, er blevet filmatiseret med Meryl Streep – premiere til september.

Sportens verden giver flere bud på Dunning-Kruger-effekten. Fodboldspilleren Nicklas Bendtner skulle i forbindelse med sit engagement som ungdomsspiller i den engelske klub Arsenal gennemgå en psykologisk test, hvor selvopfattet kompetence indgik. På en skala fra 0-9 scorede Bendtner 10! Hans tro på egne evner sprængte skalaen, men den gjorde ham aldrig til den verdensspiller, som han anså sig selv for at være. Han har scoret kassen og ikke de mange mål, man forventede. Man kan kun undres over hans adfærd.

Anderledes risikabelt er det, hvis Dunning-Kruger-effekten udspiller sig på den verdenspolitiske scene.

David Dunning siger om sin forskning: »Basalt koncentrerer min forskning sig om sandhed og illusion i menneskelige vurderinger. Jeg interesserer mig for, hvordan og hvornår folks opfattelse af dem selv og deres omgivelser adskiller sig fra den objektive virkelighed. Vi har en tendens til at overvurdere vores evner, talenter og moralske beskaffenhed.«

Der er rig lejlighed til at iagttage fænomenet i forbindelse med den amerikanske valgkamp, som sprutter af selvovervurdering, specielt i den republikanske lejr, hvor Donald Trump har jordet alle de opstillede til at blive partiets præsidentkandidat.

Hans stil og skamløshed har blæst konkurrenterne af banen, og intet argument har været ham helligt i fremhævelsen af sine lederevner. Selv størrelsen af hans hænder og en anden legemsdel har været anvendt for at understrege hans lederpotentiale.

Provokerende forslag og argumenter, der har været en tur i Trumps centrifuge for trusler og forbandelser, har udløst reaktioner internationalt.

Den engelske premierminister David Cameron brugte usædvanlig skarpe ord om Trump i forbindelse med hans trussel om at forbyde alle muslimer adgang til USA. Cameron betegnede den kommende præsidentkandidat som »splittende, dum og forkert på den«.

Trump svarede i et interview med den britiske tv-station ITV i begyndelsen af maj på spørgsmålet om, hvorfor han vil forbyde muslimer adgang til USA: »Vi har et enormt problem med radikal islamistisk terror. Verden er ved at springe i luften, og det er ikke folk fra Sverige, der laver ødelæggelserne. Okay? Så vi har et ægte problem.«

Forelagt Camerons skarpe udtalelser svarede han: »Det ser ud, som om vi ikke vil få noget særligt godt forhold.«

Og han fortsætter i vanlig selvbevidst stil, som om han allerede havde vundet præsidentvalget: »Jeg håber, jeg vil få et godt forhold til ham. Men det lyder som om, han ikke er villig til at gøre noget ved problemet.«

Taget ud af sammenhængen kunne det lyde som to stridslystne skoledrenge, men det er altså ledende politikere for USA og Storbritannien, den vestlige verdens tætteste allierede, der udtaler sig om deres personlige relationer.

Talsmanden for Downing Street 10, York-Smith, udtaler til ITV’s ”Good Morning Britain” (16/5): »Det er blevet gjort klart, at han (Cameron) vil arbejde med hvem, det måtte være, der er præsident af USA.«

Londons nykårede borgmester, Sadiq Khan, som er muslim, og som hele sit liv har bekæmpet ekstremisme, blev spurgt om sit syn på Trumps forslag om indrejseforbud for muslimer i USA. Kahn syntes, at Trump var en ignorant.

Den udtalelse blev præsenteret for Donald Trump i samme tv-udsendelse, og han replicerede ved at kalde den nye borgmester for »rude« – simpel, vulgært, og han lovede, at han ville huske Khans udtalelse, men benægtede, at han var ”i krig” med Khan.

»Lad os foretage en iq-test,« sagde han. Forslaget blev afvist.

Det er virkelighed. Det er underholdende – og det er stærkt foruroligende, at den måske kommende amerikanske præsidents holdninger og sprog giver anledning til meningsudvekslinger af den art og på det niveau.

Det er dumhed. Det er svigtende sans for det betydningsfulde, der kan forhindre et godt politisk samarbejde.