Historien om de våde enge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi skal helt tilbage til 1500-tallet for at finde et Danmark, der var dækket af naturlig skov og snoede vandløb, der løb frit og let. Bare 200 år senere var Danmark under forvandling til et økologisk nedbrudt land. Skovene var næsten forsvundet, og hermed mistede jorden sin evne til at holde på vandet. Vandløbene forstoppede på grund af de store vandtilførsler fra deres oplande, og der skete en forsumpning af store arealer. Skovarealet var da kommet ned på cirka 1 pct. af landets samlede areal.

At katastrofen blev afværget dengang, skyldtes at datidens bønder tænkte i nye baner. Den danske jord blev drænet ved hjælp af nogle hundredetusinde kilometer grøfter. Den kraftige forsuring af jorden udbedrede man ved hjælp af den kalkholdige jordart mergel, som blev strøet over arealerne.

Dyrkningsjorden manglede store mængder kvælstof, blandt andet fordi man brugte husdyrgødning som brændsel, da træ var en mangelvare, og brydningen af tørv og stenkul først senere tog fart. Det daværende kvælstofproblem løste man ved hjælp af bælgplanter som kløver, ærter, bønner, linser og lupiner, som binder luftformigt kvælstof og efterlader det i jorden.

Fra begyndelsen af 1800-tallet steg skovarealet igen og udgør i dag ca. 12 pct. kulturskov. De ferske enge opstod som et kultur-natur-landskab, da bønderne begyndte at slå hø i sumpene og satte kreaturerne på græs i dem. Rørsumpe og sumpskove måtte vige pladsen for lave græsser og andre urter, som blev et særkende for den nye type eng. Et andet særkende var, at der i midten af 1800-tallet var omkring 9.000 storke i Danmark.

Igennem de sidste 100 år er der blevet indvundet cirka 200.000 ha vådområder til dyrkning. En udvikling, som for alvor tog fart efter Anden Verdenskrig, da der fra da af og 40 år frem blev givet tilskud til landindvinding.

Ja, åer blev rettet ud efter en lineals tyranni, og enge blev drænet. Storken er i høj grad tilknyttet de våde enge, og i 1940 var der ca. 1.200 ynglende storkepar i Danmark. I 1962 var der 154 storkepar tilbage. I 1990 var der 12, og 2001 var det første år, hvor der ikke udklækkedes en eneste storkeunge i Danmark.

For at afvandingen af engene skulle lykkes, forudsatte det, at åerne blev gravet så dybe, at de ikke svømmede over, og at vandet kunne komme væk. Når et vådområde afvandes, tilføres der ilt ned i den organiske engjord, hvilket medfører, at bakterierne begynder at forbrænde det organiske stof, og overfladen bevæger sig nedad med en hastighed på en til to cm om året. Efter nogle år bliver engen igen oversvømmet, og afgrøderne ødelægges. Efter en eng er blevet tørlagt, er det ikke ualmindeligt, at vådområder synker helt op til en meter. Bækken eller åen, og der hvor afstrømningen tager hen, synker ikke, så det er ren logik, at sådanne områder kan være meget svære at holde tørre i det lange løb.

I landbruget for længe siden græssede husdyrene på engen om sommeren, og de levede af høet herfra om vinteren. Dyrenes gødning brugte man på de tørre marker. Når engen blev oversvømmet, leverede åen næringsstoffer til engens græs, og et kredsløb blev sluttet. Da landmændene begyndte at udrette åerne og grave dem dybere, stoppede dette kredsløb. Fra da af flød vand, næringsstoffer, organisk stof og jord kun en vej. Samtidig hermed kunne det ikke gå hurtigt nok med at få vandet ledet væk og videre ud i fjorde og hav.

I et fugtigt engområde er planternes underjordiske dele afhængige af ilttilførsel fra planternes overjordiske dele. Omkring rødderne dannes der en mosaikagtig struktur med iltrige områder i en ellers iltfri grundstruktur, hvor ilt breder sig ud fra rødder og jordstængler. Dette skaber grundlag for en række iltkrævende mikrobiologiske processer. Nitrat derimod nedbrydes hovedsageligt i de iltfrie områder og bliver til luftformigt kvælstof under frigivelse af ilt (denitrifikation). En del af den ilt, som bliver frigivet, udnyttes af bakterier ved omsætning af organisk stof i form af døde planter og dyr. Engplanterne optager også en stor del kvælstof, som i kombination med høslæt og græsning enten fjernes eller genanvendes i rodzonens mikrobiologiske processer.

Langt den vigtigste proces er denitrifikation, som står for hovedparten af omdannelsen af kvælstof, men de andre processer er vigtige for at skabe opløseligt organisk materiale som bakterierne kan leve af. Bakterierne udnytter bedst de organiske stoffer, hvis de har adgang til let omsætteligt kulstof, hvorfor nedbrydningsgraden af det organiske stof er vigtig.

På Fyn har man målt, at våde enge tilbageholder imellem 200 og 600 kg kvælstof pr. ha om året. Det svarer ca. til, hvad der udvaskes fra fire eller tolv ha landbrugsjord.

Fremtidens landskabsbillede skal bestå af bedre sædskifter, flere våde enge, mere skov, større sammenhængende naturområder, flere vandhuller, overdrev og flere levende hegn for at få det optimale samspil mellem landbrug og natur, hvor biodiversiteten øges og forureningen fra landbruget mindskes. I en sådan langsigtet planlægning vil landbruget også blive bedre rustet til at imødekomme de øgede nedbørsmængder.

Enge skal vedligeholdes ved hjælp af græssende køer eller får, eller græsset skal slås til hø for at forhindre tilgroning med træer og buske. Er engene våde i den periode, de afgræsses, er der risiko for, at får og kreaturer får lungeorm, som er en ikte, der kræver forebyggende medicin.

Der skal et paradigmeskift til i landbruget. Derfor vil vi i en nær fremtid opleve, at det bliver miljø- og energiregnskabet (som i resten af samfundet), der afgør, om en gård har en god økonomi. Vi skal opbygge et alsidigt landbrug med plads til nær natur. Det at styrke landbrugslandets mangfoldighed og naturskønhed, er ikke romantisk føleri. Det at ødelægge natur og miljø for øjeblikkelig vindings skyld er derimod særdeles brutalt, kynisk og dumt.

I fremtiden vil mangesidige landbrugssystemer blive mere og mere almindelige. Disse bevarer en betydelig mangfoldighed i landområderne, hvilket også vil betyde, at antallet af mindre og mellemstore gårde vil stige igen. Det er ikke blot mangfoldigheden i naturen, der højnes, men også i selve landbruget. Gamle husdyrracer og gamle knap så udbytterige landbrugsafgrøder kommer til deres ret igen, da de er bærere af unikke gener. Disse har samtidig stor værdi som fødevarer af høj kvalitet.

I fremtiden vil fremsynede landmænd og deres rådgivere tænke i blandingskulturer med skovlandbrug, frugt, grøntsager, bær og svampe. I 2015 fik Svanholm Gods lov til at drive skovlandbrug, og i fremtiden bliver der flere og flere af denne type landbrug. Samtidig hermed tænkes der i store og små husdyr og en landbrugets baghave, der gør det muligt at bevare tusinder af vilde og dyrkede arter. Langsomt opbygges der en sund balance mellem antallet af dyreenheder og planteproduktion på gårdene. Fornuftige sædskifter bliver mere og mere almindelig og gødning med kompost, staldgødning og grøngødning for at opbygge en levende jord.

Danmark vil altid være et kulturlandskab. Men det er vigtigt at søge mod en økologisk balance. I den vision vil genskabelse af våde enge være en vigtig brik. Et synligt bevis på, at det lykkes, vil være klart vand i søer og fjorde, flere frøer og snoge og lidt flere storke i landbrugslandet igen.

For agerlandet som helhed er mange fuglearter, insektarter og plantearter i løbende tilbagegang. Den nuværende gaveregn til landbruget forstærker denne proces. For at nævne et eksempel er 12 af de 29 danske humlebiarter nu rødlistet.

Våde enge er smukke at se på. I juni og juli kan de for eksempel være smykket af talrige gule engblommer. Vi skal have mangfoldigheden tilbage i det danske land.