”Vejen går til Nøddebo” og andre steder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da jeg i sin tid havde min gang i Gyldendals hus, undlod jeg aldrig at kaste et blik mod to smukke pasteller, der hang på væggen i forværelset på første sal. Den ene forestillede Søren Gyldendal, forlagets grundlægger, den anden hans efterfølger Jacob Deichmann, og det var især ham, jeg kiggede på, for han var født (i 1788) i Boddum præstegård i mit hjemsogn i Thy.

Ganske vist var Deichmann ikke digter, men som forlægger dog en formidler af digtning, og det spring, han foretog fra en fjern udkantspræstegård og ind i litteraturens verden, har et overvældende antal præstesønner gennem årene ligeledes gjort – Grundtvig, Ingemann, Blicher, for blot at nævne nogle. Listen er lang og fortsætter med andre store navne et godt stykke op i det 20. århundrede, så man tør vel sige, at næppe noget miljø i ældre som nyere tid har været mere kulturelt frugtbart end de danske præstegårde. Af hvad man kunne kalde præstegårdsskildringer, er der også en del i vor litteratur, men paradoksalt nok synes kun en enkelt at have bevaret sin popularitet næsten uforandret fra sin tilblivelse for halvandet hundrede år siden til dags dato: den åbenbart uopslidelige ”Nøddebo Præstegaard”.

Denne slidstyrke har selvfølgelig flere årsager, nogle af dem temmeligt åbenlyse. For det første ramte Henrik Scharlings charmerende fortælling, hvis originale titel er ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, med sit mix af landlig dansk hygge og harmløse løjer (samt uskyldsren erotik) lige ned i en urolig, nationalt bevæget tid, hvor man havde brug for at samle sig om noget, man anså for ægte dansk. For det andet blev romanen snart med heldig hånd dramatiseret og opnåede som skuespil en enorm succes – indtil i dag mere end 5.000 opførelser på landsplan – hvortil kommer to vellykkede filmatiseringer. For det tredje appellerer grundfortællingen til en følelse af længsel efter tryghed, som man gerne for mig må kalde nostalgisk, men som ikke desto mindre til stadighed er præsent og måske dybere nu end nogensinde.

Hvem var så denne Henrik Scharling, ophavsmanden til den muntre historie? Såmænd en sprænglærd teologisk professor med speciale i kristen etik og religionsfilosofi, desuden meget skrivende såvel inden for sit fagområde (bl.a. et digert trebindsværk, ”Evangelisk-luthersk Dogmatik”) som skønlitterært (flere romaner og dramatiske arbejder, alle for længst glemte med den ene berømte undtagelse) og i øvrigt en skarp polemiker med brod mod tidens trends som brandesianisme, grundtvigianisme og Indre Mission, hvilket ikke gjorde ham ligefrem elsket i disse kredse. Han var professorsøn, født i 1836 og døde i 1920. Efter at være blevet cand.theol. drog han i 1859 ud på en lang udenlandsrejse, der gik til adskillige europæiske lande samt Egypten og Palæstina; men trods de mange nye indtryk følte han sig ofte ensom og led stærkt af hjemve.

Akkurat som en anden dansk litterat før ham, Poul Martin Møller, der skrev sit kendte digt ”Rosen blusser alt i Danas Have” på en Kina-rejse, satte han sig i ledige stunder til at skrive, ikke et digt, men en fortælling, hvori han kunne udtrykke sin længsel efter hjemlandet, og efterhånden som han bevægede sig længere og længere sydpå under stadig varmere himmelstrøg, hvad var da mere naturligt end at lade fortællingen foregå i vinterlige danske omgivelser med sne, bjældeklang og lun, indendørs hygge. Det faldt ham også naturligt at lade selve handlingen, som ellers ikke er det væsentligste for ham, udspille sig i en præstegård, for både han selv og hans to ældre brødre havde ofte som studenter aflagt visitter og holdt ferier hos præstefamilier (i reglen farens venner) på landet.

Fortællingen voksede med mange afbrydelser langsomt til romanen og fuldendtes omsider under en bådrejse på Nilen – of all places!

Romanen bygger uden tvivl på egne oplevelser, lige som det er ret tydeligt, at den fiktive fortæller, ”Nicolai,18 Aar”, er Scharling selv, og at brødrene, ”Gamle” og ”Corpus Juris” må være hans egne ældre brødre; men hvad med præstegården og familien dér?

Først præstegården. Da Scharling skrev sin roman, var der faktisk ingen præstegård i Nød(d)ebo i Nordsjælland; navnet var selvfølgelig valgt, for at ingen skulle gætte sig frem til den lokalitet, han havde i tankerne, men de, som kendte Scharling, var ikke et øjeblik i tvivl. Det var Greve præstegård, hvor han og de to ældre brødre tit havde haft deres gang hos den gæstfrie præst, deres fars ungdomsven Peter William van Wylich og hans elskelige hustru samt, ikke at forglemme, husets kønne og livlige døtre. Dem var der tre af foruden fire sønner. Med stor sandsynlighed har Scharling lånt træk fra to af døtrene, den ældste, Johanne Marie v. W., i romanen den yngste, livstykket ”Andrea Margrethe”, og den yngste, Emilie Louise Augusta v. W., i romanen den ældste, ”Emmy”.

Scharling indrømmede aldrig, at skulle have brugt de to unge piger som modeller, men alle med kendskab til familien har med lige så stor stædighed hævdet, at det var tilfældet, ligesom man med endnu større vished har kunnet pege på pastor van Wylich og hans hustru som romanens Pastor Blicher og ”Fru Pastoer Blicher”.

Hvad selve handlingen angår, har den mindre med virkeligheden at gøre; således frekventerede hverken Scharling eller nogen af hans brødre Greve præstegård som bejlere til døtrene – Johanne van Wylich blev gift med toldforvalter Eduard Muxoll og Emilie med pastor Caspar F. Dahlerup. Greve præstegård eksisterer stadig i nogenlunde uforandret skikkelse.

Romanen udkom i 1862 og blev Scharlings skønlitterære gennembrud. Den blev meget læst og opnåede mange genudgivelser i resten af århundredet og begyndelsen af det næste. Dens popularitet var naturligvis også en af årsagerne til, at Elith Reumert i 1888 dramatiserede den med opførelse på Folketeatret i København for øje, en ikke helt nem opgave, da handlingen rummer meget lidt dramatik . Men Reumert gjorde stykket til et syngespil i stil med Hostrups komedier og flyttede handlingen fra nytår til jul, så det kunne bruges som juleforestilling. De indlagte sange med kendte og iørefaldende melodier af Bellman – som også tidligere J.L. Heiberg , Henrik Hertz og nævnte Hostrup flittigt havde benyttet sig af – J.P.E. Hartmann m.fl. var endnu et plus. Lige inden premieren (2. juledag) opdagede man imidlertid, at man havde glemt at spørge Scharling om tilladelse til at foretage dramatiseringen! Den fik man dog, omend Scharling fralagde sig »alt æstetisk Ansvar for Bearbejdelsen«.

Noget honorar fik han aldrig, og det havde han heller ikke bedt om, men han modtog to fribilletter til urpremieren!

Sluttelig kan tilføjes, at ingen medlemmer af præstefamilien i Greve nogensinde synes at have haft det fjerneste imod, at Scharling havde ”portrætteret” dem; tværtimod skrev pastor van Wylich til forfatteren, da bogen var udkommet, og takkede ham for »Bidraget til min Udødelighed«. Desuden fandt han »sit ydre Menneske afmalet med træffende Troskab«. Den ene af Scharlings brødre følte sig dog gået lidt for nær i skildringen af ”Corpus Juris”, uden at det derfor førte til nogen varig misstemning.

Personligt har jeg altid holdt af stykket, siden jeg som barn så det i form af filmen fra 1934 med Hans Kurt i hovedrollen som Nicolai og Karin Nellemose som Andrea Margrethe. Først for nylig fik jeg tilfældigt gennem læsning kendskab til den litteraturhistoriske baggrund og dermed præstefamilien van Wylich.

Navnet fik nogle klokker til at ringe i baghovedet, idet jeg har en jævnaldrende kammerat fra gode, gamle dage i Flyvevåbnet med det ikke almindelige navn, Peter William van Wylich-Muxoll. Jeg henvendte mig til ham, og, jo, den var god nok – præsten i Greve, som han er kaldt op efter, var hans tipoldefar og præstens ældste datter, Johanne g. Muxoll, hans oldemor. ”Mux” var så venlig at rode chatollet igennem og sende mig, hvad han havde af slægtsoplysninger, gamle udklip m.m.

Jeg har i min flyvende ungdom tilbragt mange muntre stunder i selskab med ”Andrea Margrethes” livsglade oldebarn. Arveanlæg er langtidsholdbare.