Dobbeltmordet i den litterære verden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da Christian Kampmann døde, var han den mest succesrige forfatter i Danmark på det tidspunkt. Hans bøger om familien Gregersen solgte i skyhøje oplag. De handlede om kernefamilien i forandring. Om patriarken der ved bedst og ikke tåler afvigelser. Om det svære ved at bryde ud af det traditionelle familiemønster, men at gøre det trods alt.

Journalisten, der begyndte at skrive bøger, fik tidligt det treårige legat fra Statens Kunstfond. Han modtog Kritikerprisen i 1972 og De Gyldne Laurbær året efter. Senere fulgte Nathansen-legatet og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Han skrev noveller, to tv-spil og 14 romaner.

På det tidspunkt, hvor Kampmann begyndte på Gregersen-sagaen, havde han skrevet tilgængeligt og pænt, nogle mente næsten kedeligt, dog med fine portrætter af mennesker der hang fast i gamle mønstre. To af hans bøger fra kvinders hverdag, ”Nok til hele ugen” og ”Vi elsker mere”, gav ham en stor kvindelig læsergruppe. Med Gregersen-bøgerne løftede han sig op i et nyt niveau, stadig let tilgængelig og med substans, men med en samfundsomvæltende dagsorden. Hans tv-serie ”Alle elsker Debbie” fra 1987 var den første tv-serie, der handlede om en teenagepige, som blev omsorgssvigtet. Den blev sendt mindst fire gange inden for to uger. Det var aldrig sket før.

Christian Kampmann så godt ud, var klog, lun og venlig. Det var ikke svært at elske ham. Hans bøger, der beskrev det at være anderledes og de nye kollektive samlivsformer nåede ud til familien Danmark som den første acceptable bulletin om tidens forandringer. Hans indflydelse på vores samfund dengang og dermed i dag kan sammenlignes med den svenske forfatter Jonas Gardell. Gardell er kåret til årets svensker og er blevet æresdoktor ved hele to universiteter for sin indsats for homoseksuelle og andre svenskere via sine bøger, film og tv-serier. Gardell er utrolig afholdt og respekteret. Han viser vejen for mange svenskere, både bøsser og kernefamilier. I disse år kommer der flere heteroseksuelle end homoseksuelle ved den årlige Gay Pride Parade. Det skyldes blandt andet de to forfatteres indflydelse.

Christian var ikke kun afholdt, han var også konfliktsky. Den trygge opvækst havde aldrig lært ham at slå fra sig. Det blev hans død. Som Schau udtalte i BT i 2002 under overskriften ”Mordet på kærligheden”, (trykt under sider med ”Underholdning”): »Christian kunne ikke klare vold. Det vidste jeg. Derfor undlod han at gøre modstand i starten, men råbte: ”Lad være, lad være!”«

Hans samlever gennem 13 år, Jens Michael Schau, var også forfatter, med behersket succes. Han skrev også om familien. Det er ikke svært at forestille sig, hvor surt det må have været hele tiden at stå i skyggen af sin kæreste, som fik al den succes og opmærksomhed, Schau selv gerne ville have. Vi, der kendte dem, oplevede Jens Michael som en sød, ufarlig fyr, der havde det svært med at blive ældre. De gik til bodybuilding sammen. I tiden før mordet begyndte Schau at optrappe træningen. På de seneste fotos inden mordet viste han muskler.

Han begyndte også at få succes, da han vandt en dramatikerkonkurrence på Det Kgl. Teater med sit stykke om Joe Orton, en succesrig dramatiker, der blev slået ihjel af sin skinsyge kæreste Kenneth Halliwell. De to havde arbejdet sammen, før Orton fik succes, og Halliwell fik det dårligt. Han følte sig stadig mere ”truet og isoleret” af Ortons stigende succes. Den 9. august 1967 plantede Halliwell ni slag med en hammer i Ortons hoved, før han begik selvmord.

Med antagelsen af stykket om Orton og Halliwell på Det Kgl. Teater skulle man tro, at Schau følte sig mere jævnbyrdig med Kampmann, og at handlingen i hans eget stykke kunne være en kraftig advarsel. Det var ikke tilfældet. Schau og Kampmann fik til opgave at skrive fortsættelsen af Matador sammen til DR’s dramaafdeling. I en fælles bestræbelse lå muligheden for en forsoning. Typisk for Christian Kampmann at tro på det bedste i mennesket, i stedet for at erkende realiteterne: Jens Michael blev mere og mere voldelig i tiden før mordet, det var ikke klogt at tage på arbejdsophold de to alene sammen. Dagen før afrejsen til Læsø betroede Kampmann en ven, at han ville skifte låsen ud til sin lejlighed, når han kom tilbage, for at sikre sig mod sin kæreste.

Da de to blev alene i Kampmann-familiens hus på Læsø, gik det galt. Få timer før mordet ringede Kampmann fra en telefonboks på havnen til sin ven, psykologen Preben Hertoft, stærkt oprevet og erklærede, at han måtte væk fra kæresten, der truede ham. De blev enige om, at Kampmann skulle tage den første færge væk fra øen næste morgen.

Efter mordet fik Jens Michael en behandlingsdom, så han undgik fængslet. Det blev hans redning. Bøsser har det ikke godt i fængsler. En bøsse, der har myrdet en forfatter, som var forbillede for så mange, ville formodentlig være blevet lynchet. Det var også årsagen til, at Schau ikke kunne gå tilbage i bøsselivet efter sin løsladelse. Kampmann var håbet, brobyggeren, den unormale normale. Han tændte et lys i vores tid, der var stærkere end alle de gamle fordomme og forandrede dermed verden omkring sig. Den, der slukkede det lys og det håb, havde ikke en chance i bøssemiljøet.

Sammen med Christian Kampmann og fem andre sad jeg i redaktionsgruppen af bladet Seksualpolitik i 1975-1978, en videreførelse af Wilhelm Reichs blad af samme navn fra 1930’erne. Bladets erklærede mål var at »konfrontere de politiske partier med den seksuelle virkelighed«, som vi skrev i kolofonen. Vi gik ud og ind hos hinanden, festede sammen, holdt uforglemmelige weekendseminarer. Desuden var Kampmann den eneste mand, der på det tidspunkt støttede mit forfatterskab. »Vi, der står ude på sidelinjen, har et udsyn som familien selv ikke kan have,« bemærkede han en aften, vi stod på min altan.

Efter drabet var der ingen mærkbar anger hos Schau. Der var selvmedlidenhed og bestræbelser for at undgå fængsling. Til en af de nære venner erklærede han i telefonen: »Hvor er det synd for mig, at jeg har slået Christian ihjel«.

Nu bliver Schau hovedperson i et teaterstykke og en film om det han gjorde dengang. Han skriver en kronik om, hvordan gamle venner undgår ham på gaden. Det gør de ikke uden grund. Hvis Schau havde vist en smule forståelige reaktioner efter tragedien dengang, var det måske muligt at overveje en tilgivelse eller noget, der ligner.

Mordets bestialitet var svært at forholde sig til på parnasset og gjorde det svært at give plads til den myrdedes forfatterskab. Hvor andre højt elskede forfattere huskes og hædres, blev Kampmann på få timer forvandlet til bøssen der blev dræbt af sin samlever. Det er han stadig. Meget få i dag kender til den rolle, Kampmann spillede i dansk litteratur, kultur og frisind. Den forfatter, der modtog litterære priser og blev folkeeje hos både outsidere og kernefamilier, er ikke alment kendt i dag.

Ved at myrde Kampmann opnåede Schau ikke blot at slå genstanden for sin skinsyge ihjel. Han opnåede også at banke et forfatterskab helt ud af litteraturhistorien. Mordet på forfatterskabet står stadig ukommenteret. Litteraturhistorien nævner ham pligtskyldigt, men der findes ingen biografier om Kampmann, ingen større værker om hans forfatterskab. Han er ikke del af den danske litteraturkanon. Han er stort set glemt, og vender nu kun tilbage i sin morders fortælling om mordet.

I disse år er der mere fokus end nogensinde før på mordere. Mordere er simpelthen in. I krimier udfører de stadig mere opfindsomme mordmetoder, som vi sluger på skærmen. Kvinder sværmer for den stakkels fængslede forbryder. Anders Breivik modtager stakke af fanmail i sit fængsel. Jens Michael Schau læser op for et publikum, der kan sidde og få lidt gåsehud ved at se og høre en vaskeægte morder læse op.

Det klogeste, der er sagt om at forholde sig til mordet på mennesket Kampmann, er hans datter Abelone Koppel, der i et interview i 2011 siger, at hun måtte slippe hævntankerne og de mareridt, der ville have gjort livet uudholdeligt for hende selv og hendes børn. »Det modsatte af tilgivelse er at hænge fast i sin sorg og give offeridentiteten videre. Ved at tilgive sætter man sig selv fri.«

Christian Kampmann tændte et lys. Schau slukkede lyset, og aids-epidemien med det charmerende førstenavn ”bøssepest” gjorde mørket totalt. DF’s mørkemænd er fulgt efter, ligesom kirken for nogle år siden udgav en lille informativ pjece om, hvordan homoseksuelle kan søge helbredelse og lindring i kristendommen og blive normale.

Og nu er der en ny generation, der ikke kender Kampmanns forfatterskab, som synes, at mordet er en spændende og sensationel historie. Den må der laves en film om. Schau selv hjælper projekterne på vej med en kronik om livet som paria, der går rundt med en usynlig bøddelhat. En udstødt, som gamle venner ikke vil hilse på. Han forstår åbenbart ikke, at den, der slukker lyset, går ind i mørket.

Hvis nogen skulle finde på at gå hen og slå den svenske, højt estimerede forfatter Jonas Gardell ihjel, ville hans morder slet ikke kunne færdes på gaden. Den, der slukker så stærk en livsflamme, bliver ikke mødt med venlige hilsner fra gamle venner.

Jeg synes, vi skal skifte fokus fra morderen til den myrdede. Jeg foreslår at stifte en sammenslutning, der giver stafetten videre fra Christian Kampmanns forfatterskab og virke i sin samtid. En forening, der tænder lyset igen, ved hvert år at uddele en (pengeløs) ærespris til et menneske, der ligesom Kampmann baner vejen for nye og utraditionelle tanker og levemåder. Det kunne starte med en gruppe på Facebook.