Den største udenrigspolitiske udfordring

I en kommentar i JP 18/10 under overskriften ”Løkkes stedmoderlige udenrigspolitik” harcelerer David Trads over sammensætningen af en følgegruppe, der skal bistå med at rådgive Peter Taksøe-Jensen, der har fået til opgave at udrede dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trads hævder, at gruppen domineres af en gruppe direktører fra toppen af dansk erhvervspolitik, som Trads bekendt »ikke besidder nogen særlig udenrigspolitisk erfaring«.

Som medlem af denne gruppe af såkaldte eksperter må jeg indvende, at Trads for det første ser bort fra, at f.eks. den nuværende direktør for rederiforeningen, Anne Steffensen, besidder lang udenrigspolitisk erfaring fra mange års tjeneste i Udenrigsministeriet, herunder som chef for eksportrådet og ambassadør i London.

Den nuværende direktør for DI og tidligere departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad er heller ikke nogen novice på området.

For det andet domineres gruppen på ingen måde af repræsentanter fra erhvervslivet. Der er tale om, at 5 ud af tyve medlemmer af gruppen repræsenterer erhvervsorganisationer. Hovedparten af medlemmerne kommer fra universiteter og tænketanke og har solid forskningsmæssig viden inden for deres faglige område, som for gruppens vedkommende dækker bredt – både med hensyn til geografisk bredde og teoretisk tyngde. Til gengæld kan jeg støtte Trads’ andet hovedargument, nemlig at Kina er »den allerstørste udfordring, som vi står over for i de kommende år«.

Trads mener, at udfordringen består i Kinas krænkelse af menneskerettighederne. Han mener, at Danmark som nation har svært ved at håndtere denne udfordring, da vi er fokuseret på »at sælge en ekstra frankfurter«. I hans optik er Danmark alt for fokuseret på at drage økonomisk fordel af vore relationer til Kina uanset manglende demokratiske fremskridt i riget i midten.

Der er ingen tvivl om, at den kinesiske udfordring i høj grad er økonomisk. Ifølge Financial Times er Kina i dag verdens største økonomi og meget større end alle de øvrige Briks-landes økonomi lagt sammen. I 1990 var den kinesiske økonomi kun halvt så stor som den russiske – i dag er den fem gange så stor.

Den kinesiske udenrigshandel har for flere år siden overhalet både den japanske og amerikanske, og resultatet er, at omkring 80 af klodens lande har Kina som deres største handelspartner.

Det gælder flere latinamerikanske lande som Brasilien, afrikanske lande som Sydafrika, sydasiatiske lande som Pakistan og Indien og stillehavsnationer som Japan, Sydkorea og Australien.

For Danmarks vedkommende er samhandelen med Kina hastigt voksende. Mht varehandel er Kina i dag en af Danmarks vigtigste handelspartnere. Vi eksporterer for 22 mia. kr., men importerer for 48 mia. kr.Det giver sammenlagt en handel med Kina, der beløber sig til ca. 70 mia. kr., og Kina bliver dermed vores største handelspartner uden for EU.

Danske virksomheder har endvidere ifølge den danske ambassade i Beijing investeret 61 mia. kr. i Kina og beskæftiger direkte en arbejdsstyrke på 250.000. Kinesiske investeringer i Danmark er stadig beskedne, men voksede dog ifølge kinesiske kilder med over 100 pct. i 2014.

Den store og stadigt voksende samhandel gør Kina til en vigtig størrelse i dansk handelspolitik. Men der er et andet område, hvor Kina især markerer sig, og det er med hensyn til at påvirke rammebetingelserne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hidtil har Kina ført en lav profil og har ikke haft en interesse i at udfordre den amerikansk-dominerede liberale verdensorden.

Dette er imidlertid under ændring som resultatet af en række kinesiske initiativer. Efter Anden Verdenskrig skabte USA Bretton Woods-systemet, der havde til hensigt at genrejse de krigshærgede europæiske lande. Vigtige bestanddele af dette system er IMF og Verdensbanken. Kina føler ikke, at systemet tilgodeser de kinesiske interesser i særlig grad og har derfor taget initiativ til dannelsen af et alternativt system. Det er i det lys, man skal se etablering af Den Asiatiske Investeringsbank (AIIB), hvor Kina har skudt 50 mia. dollars ind som startkapital.

Hertil kommer dannelsen af New Development Bank, som især skal drives af Briks-landene.

De kinesiske investeringer beløber sig her til 40 mia. dollars. Endelig har Kina lanceret et ambitiøst ”One belt, One Road”-initiativ, som indebærer milliardstore investeringer i infrastruktur i et maritimt og et landbaseret bælte, der strækker sig fra Kina ind over Centralasien og Rusland til Europa.

Disse tiltag tegner konturerne af en alternativ økonomisk verdensorden, der udfordrer Bretton Woods systemet og skaber nye rammebetingelser for staternes økonomiske interaktion. Mange europæiske lande, herunder Danmark, har taget bestik af den nye situation og har valgt at tilslutte sig AIIB på trods af amerikansk modstand.

Xi Jinpings nylige besøg i Storbritannien, hvor der blev underskrevet aftale for milliarder af britiske pund, viser, at den kinesiske indflydelse nu strækker sig til Europa.

Den britiske regering har ovenikøbet inviteret Kina ind som medinvestor i store og strategisk vigtige atomkraftprojekter. Få dage efter besøget i Storbritannien mødtes den kinesiske præsident med Taiwans præsident Ma Yingjeou.

Det er første gang siden folkerepublikkens dannelse, at de øverste ledere fra FastlandsKina og fra Taiwan har mødtes. Mødet har langtrækkende sikkerhedspolitiske implikationer, idet det viser, at Kina nu føler sig stærk nok til at række en olivengren frem til Taiwan, som man ellers i årtier har forsøgt at isolere. Lykkes tilnærmelsen til Taiwan, vil det være det hidtil stærkeste tegn på en tilbagerulning af den amerikanske strategiske tilstedeværelse i Asien.

Denne udvikling gør, at Kina ikke blot er en vigtig handelspartner for Danmark. Kina er også blevet en faktor, der er med til at definere det internationale system, Danmark indgår i. Det har hidtil været præget af USA, som har defineret spillereglerne – delvist i samarbejde med Japan og de store europæiske lande.

Fremover vil Kina også have indflydelse på rammebetingelserne for dansk udenrigspolitik. Det er muligt, at det ikke vil være resultatet af bevidst politik fra kinesisk side.

Men alene i kraft af sin økonomiske størrelse, der af seriøse økonomer vurderes til at blive dobbelt så stor som den amerikanske i 2035, vil Kina fylde meget i det internationale system.

Det er kortsigtet at hævde, at Danmark er så optaget af de økonomiske muligheder i et tæt samarbejde med Kina, at man bevidst ser bort fra de kinesiske forfølgelser af systemkritikere og den manglende overholdelse af menneskerettighederne.

Danmark har valgt at have et økonomisk samkvem med Kina, idet man mener, at det på sigt vil udøve større indflydelse på Kina end en boykot. David Trads mangler at sandsynliggøre, at den danske regering dermed bliver medansvarlig for de overtrædelser af menneskerettighederne, der finder sted.

»Det er vigtigt at tænke idealistisk«, siger Trads. Det kan man ikke være uenig i, men hvordan operationaliseres en sådan politik i praksis, uden at det skader fundamentale danske interesser. Det har Trads intet bud på.

I sin iver efter at føre en idealistisk og proaktiv udenrigspolitik risikerer Trads at sætte Danmark uden indflydelse over for en kommende global supermagt, som nu endelig ser ud til at være villig til at være med til at løfte et større ansvar i FN-systemet samt i forsøget på, igennem en ny bankkonstruktion, at forbedre investeringsbetingelserne i økonomisk trængte asiatiske og afrikanske lande.