Løkkes stedmoderlige udenrigspolitik
Ud med direktørerne. Ind med erfarne udenrigseksperter.
Tænk hvis Lars Løkke Rasmussen tog dansk udenrigspolitik alvorligt?
Ja, jeg ved godt, at det kan være svært at forestille, når man ser på, hvor lemfældigt statsministeren tager på den slags.
Tag først de to udenrigsministre, han har udpeget:
I 2010 strittede han Per Stig Møller, en stor kapacitet, ud – og indsatte novicen Lene Espersen, som tumlede rundt på scenen. I 2015 udpegede han Kristian Jensen, en mand, der aldrig har interesseret sig synderligt for udenrigspolitikken, til ny udenrigsminister.
Tag dernæst hans stedmoderlige prioriteringer af området:
Fra hans fejllæsning af USA op til klimatopmødet i København i 2009, som betød, at han var uforberedt på mødets kollaps, over hans manglende indsigt i de forudsigelige flygtningestrømme op til folketingsvalget i år, som også fører til mistimede ulandsbesparelser.
Tag endelig hans mærkværdige udpegning af en såkaldt udenrigsgransker:
Peter Taksøe-Jensen, nuværende Indien-ambassadør, er ene mand sat til at ’præsentere et samlet strategisk bud på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik.’
Noget af en mundfuld! Det skal i øvrigt alt sammen være færdigt den 1. maj 2016. Ærligt talt en kende useriøst af statsministeren at vælge en enkelt ambassadør (som dog står Løkke nær) til uden om udenrigs- og forsvarsministrene og deres ministerier at udvikle alt dette.
Taksøe-Jensen, som var en habil Washington-ambassadør, refererer til statsministeren – og Kristian Jensen, der, som den opmærksomme læser vil erindre, for godt et år siden var tæt på at kuppe Løkke, har i den grad fået sine vinger stækket. Typisk sognerådsmetoder fra Løkke.
Helt alene er Taksøe-Jensen dog ikke. Han har fået sit eget sekretariat og en følgegruppe på 20 såkaldte eksperter fra universiteter, organisationer, institutter, og, mærkværdigvis, fra toppen af dansk erhvervsliv, som faktisk får hver fjerde plads:
Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri, Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, Anne Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening, og Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pension Danmark.
Hvorfor i alverden skal alle disse direktører dog være med til at udvikle primært vores udenrigs- og forsvarspolitik? Ingen af deres virksomheder har – mig bekendt – nogen udenrigspolitik. Ingen af direktørerne – mig bekendt – har ytret sig med principielle udenrigspolitiske mål.
Sagen er – selvfølgelig – at de sidder der for at pleje dansk erhvervslivs interesser. Og hvad er det nu deres interesser er? Ja, det er selvsagt at sælge nogle flere danske varer og ydelser til udlandet – og, ja, til at dæmpe den besværlige kritik, som idealister kan finde på at aflevere.
Den allerstørste udenrigspolitiske udfordring, som vi står over for i de kommende år, handler om vores forhold til Kina. Landet, der er klodens folkerigeste og næststørste økonomi, er også et regime, der styres af et kommunistisk oligarki, som krænker menneskerettighederne.
Her er det vigtigt at tænke idealistisk – og dæmpe vores begejstring for at kunne sælge en ekstra frankfurter. Vores globale mål må være at kæmpe for demokratiske fremskridt – og det sker ikke ved at have eksporthungrende direktører til at påvirke vores udenrigspolitik.
Skift dog direktørerne ud og erstat dem med tænksomme, udenrigspolitiske kapaciteter som for eksempel eks-politikerne Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller og Connie Hedegaard og ambassadører som Friis Arne Petersen og Ellen Margrethe Løj. Det ville sikre balancen.