Var hun Hitlers elskerinde?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Alene fornavnet er unikt: Unity. Pigen var opkaldt efter skuespillerinden Unity Moore, i dag gemt og glemt, og lige så særpræget er hendes andet fornavn Valkyrie, som bedstefaderen, ven med komponisten Richard Wagner, havde fundet i dennes operaer. Helt grotesk er det derimod, Unity Valkyries senere liv taget i betragtning, at hun blev undfanget i den canadiske by Swastika, hvor hendes familie besad forskellige guldminer.

Unity, født i 1914, var den fjerde af de fem navnkundige Mitford-søstre. De tilhørte den engelske lavadel og udviklede sig i vidt forskellig retning. Unity og hendes to år ældre søster Diana blev tiltrukket af henholdsvis nazismen og fascismen. Diana giftede sig i 1936 – i Joseph Goebbels hjem – med lederen af det britiske fascistparti, Sir Oswald Mosley, og sad i fængsel med ham i tre år under Anden Verdenskrig. Hendes yngre søster Jessica, også kaldt Decca, blev derimod lidenskabelig kommunist og løb hjemmefra for at kæmpe på den republikanske side i Den Spanske Borgerkrig 1936-1939. Senere flyttede hun til USA og tilsluttede sig Vietnambevægelsen og skrev her en række bøger, bl.a. bestselleren ”The American Way of Death” (1963), en besk satire over det amerikanske begravelsesvæsen. Som børn skal hun og Unity have delt deres fælles soveværelse op med en kridtstreg hen over gulvet. Jessicas halvdel var udsmykket med hammer og segl og billeder af Lenin og Stalin og Unitys med hagekors og billeder af Hitler.

Den ældste søster, Nancy, blev en kendt forfatterinde, der i romanen ”The Pursuit of Love” (1945; da. ”På jagt efter kærlighed”, 1954) har sat sine forældre et uforglemmeligt mindesmærke, mens den yngste, Deborah, der døde så sent som i 2014, gennem ægteskab i 1941 blev hertuginde af Devonshire med bopæl i det prægtige af hende restaurerede Chatsworth House. Endnu en søster hed Pamela og drev landbrug. Hun ignoreredes af familien. Også den eneste broder, Thomas, var en outsider i den kvindedominerede Mitford-familie. Han var jurist, forblev ugift og faldt i Burma i 1945 i krigen mod japanerne.

Det var Unity, hvis dramatiske levnedsløb er skildret i bl.a. de to biografier af David Pryce-Jones: ”Unity Mitford: An Enquiry into Her Life and the Frivolity of Evil” (1977) og David Litchfield: ”Hitler’s Valkyrie: The Uncensored Biography of Unity Mitford” (2013), der forårsagede den store skandale. Hun var både den flotteste af ”the Mitford-girls”, høj, blond og med blå øjne – en arisk lækkerbisken – og langt den mest uregerlige af dem med en forkærlighed for bokse- og brydekampe. Hendes kæledyr skal have været en rotte og en slange. I et forsøg på at tæmme hende, blev hun i 1929 sendt til en kostskole, men blev smidt ud – to gange! I 1930’erne fløj alle pigerne fra reden. I 1932 blev Unity medlem af partiet The British Union of Fascists. Året efter blev hun af partiet udvalgt til at deltage i et af nazisternes partimøder i Nürnberg, og den 1 september hørte hun her Hitler tale; dette blev begyndelsen til hendes forelskelse i Føreren.

I maj 1934 flyttede hun til München for at lære sig tysk og i februar 1935 – efter i dagevis at have ventet på, at Føreren ville dukke op i sin yndlingsrestaurtant – så hun ham her. Han skal nådigt have nikket til hende, og den 9. februar blev hun så inviteret over til hans bord – »den mest vidunderlige dag i mit liv.«

Ifølge Pryce-Jones talte de sammen om England, som Unity foreslog Hitler at besøge, Noël Cowards skuespil ”Cavalcade”, der var hans yndlingsfilm, Bayreuth, hans Autobahn-planer, og om at jøder aldrig burde være årsagen til, at to nordiske racer skulle bekæmpe hinanden. Til søsteren Diana skrev Unity herom dagen efter: »Kan du forestille dig, hvordan jeg føler mig? (...) Jeg tror, at jeg er den lykkeligste pige i verden.«

Året efter blev Unity medlem af det tyske nationalsocialistiske parti DNSAP, hvilket var usædvanligt for en udlænding. Hitler skænkede hende et partiemblem i guld, hun fik en logeplads til De Olympiske Lege i Berlin og fik stillet en bil med chauffør til sin rådighed, der kunne køre hende og søsteren Diana til Wagner-festspillene i Bayreuth. Da Østrigs Anschluss i 1938 blev proklameret officielt, stod hun endog ved siden af Føreren. Det engelske efterretningsvæsen indberettede i 1936, at hun ikke blot ofte blev set sammen med Hitler, men at hun var mere nazistisk end nazisterne. Det blev anbefalet at inddrage hendes engelske pas.

Unity har nok været den mest hadede kvinde i England i årene op til krigen og tiltrak sig i hvert fald opmærksomhed, når hun var på besøg hjemme, ikke mindst på grund af hendes nazistiske hilsen. Og rygterne svirrede om, at hun var Hitlers elskerinde og endda forlovet med ham. Herom vides intet med sikkerhed. Litchfield beretter om, hvordan Unity blev optaget i inderkredsen omkring Hitler og var en af de få, der havde lov til at tiltale ham med “du”. Han beretter – dog med en noget usikker kilde – at Unity i fulde drag skulle have nydt det søde liv med en række SS-officerer, og at Hitler skulle have været stærkt interesseret i at lytte til hendes beretninger om sådanne sexorgier.

I hvert fald traf Unity i de næste fem år Hitler 140 gange, og der er blevet spekuleret over, hvorfor han følte sig så tiltrukket af hende. Var det den fattige drengs fascination af en overklassekvinde? Hendes ariske udseende? Deres fælles kærlighed til Wagners musik? Det er bevidnet, at Hitler gerne holdt hende i hånden, strøg hende over håret og kaldte hende »Kind«, dvs. barn. Om forholdet blev seksuelt, kan man kun gisne om, men alene tanken gør stoffet oplagt til en Hollywood-film. På bagsiden af et fotografi af sig selv har Hitler skrevet Unitys andet navn, Valkyrie, efterfulgt af: »Jeg er altid hos dig, hvor langt borte du end måtte være. Du vil altid ledsage mig. Jeg vil aldrig glemme dig«, og på titelbladet af et gaveeksemplar af ”Mein Kampf” skrev han: »Für meine Walküre Unity.« Efterfølgende har Unity på samme titelblad samlet underskrifterne af bl.a. Göring, Himmler, Hess, Speer, Ribbentrop, Goebbels og dennes kone Magda.

Allerede i juni 1935 havde Unitys fascination af nazismen nået et nyt lavpunkt. Hun skrev et brev til Julius Streichers berygtede antisemitiske hetzblad Der Stürmer med bl.a. disse ord: »Englænderne har ingen idé om den jødiske fare (...). England for englænderne! Ud med jøderne! Med tysk hilsen, Heil Hitler. PS: Husk at offentliggøre mit fulde navn; jeg ønsker, alle skal vide, at jeg er en jødehader.« Streicher var dybt imponeret og inviterede Unity til et nazimøde i Bayern, hvor hun gentog sit budskab over for en menneskemængde på mere end 200.000.

Forholdet mellem Hitler og hans engelske tilbederske kom naturligvis Eva Braun, Hitlers elskerinde, for øre. Hun udtrykker i sin dagbog den 10. maj 1935 sin jalousi over forholdet og sit had til Unity: »Som fru Hoffmann [gift med Hitlers fotograf] elskværdigt og lige så taktfuldt meddelte mig, har han nu fundet en erstatning for mig. Denne erstatning hedder Valkyrie og ligner også en sådan, også hvad benene angår. Men sådant kan han jo lide.«

Forgæves forsøgte Unity før udbruddet af Anden Verdenskrig at overtale Hitler til at indgå en aftale med England. Da krigen indtrådte den 3. september 1939, sendte hun ham et afskedsbrev, hvorefter hun i fortvivlelse forsøgte at begå selvmord ved at skyde sig i tindingen med en pistol. Hun blev alvorligt hjerneskadet og blev på Hitlers foranledning indlagt på et hospital. Hendes værelse, hvor hun i flere uger lå bevidstløs, skal have været fyldt med blomster fra Ribbentrop, Goebbels, en række SS-officerer – og Hitler, der besøgte hende to gange. Han betalte alle lægeregninger og arrangerede Unitys transport til et hospital i Schweiz, hvorfra hun i januar 1940 blev hentet hjem af moderen og søsteren Deborah. Hun blev aldrig sig selv igen og døde i maj 1948 i Skotland af en hjernebetændelse. »Er jeg blevet skør?« skal Unity have spurgt søsteren Nancy. »Naturligvis er du det«, svarede denne, »men det har du altid været«.

Unity Mitfords familie forsøgte med alle midler at standse offentliggørelsen af Pryce-Jones’ biografi. Dette lykkedes heldigvis ikke – og vi er således blevet gjort bekendt med et menneske, hvis skæbne var både fascinerende, tragisk og skræmmende og bestemt ikke egnet til efterfølgelse. Men læs selv om Unity Mitford, og bliv klogere på den menneskelige dårskab.