Tanker hos de udflytningstruede

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I Jyllands-Posten den 8. oktober skrev formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, begejstret en kronik om den vedtagne udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen. Tilbage i københavnsområdet sidder der ca. 4.000 fortvivlede familier, som skal have deres dagligdag rykket op med rode.

Efter at meddelelsen kom, har jeg jævnligt været inde på Djøfs hjemmeside, fordi det måtte være oplagt, at de mange djøffer, som bliver berørt, vil drøfte deres situation der. Men nej, her er diskussionen fraværende, selv om udflytning helt givet er det daglige samtaleemne på de statslige arbejdspladser. Man er bange, det er jo den politiske chef, der har besluttet det.

Som pensioneret djøffer er jeg lykkeligt fri for at have noget i klemme, men har så til gengæld også mulighed for at udtale mig om, hvor stenene skoen trykker, og hvorfor regeringens udflytningsiver er tåbelig og kun får kortvarig virkning.

I dag er langt over halvdelen af de statsligt ansatte, der skal eller kan udflyttes, kvinder, hvoraf mange er AC’ere. En stor del af disse har ditto ægtefæller eller kærester, hvis job ikke flytter, og hvis det skulle gøre det, hjælper det ikke noget, hvis den ene skal til Næstved og den anden til Hjørring.

Apropos sidstnævnte kan jeg huske, at da jeg blev færdiguddannet som jurist, talte min mor om, at jeg måske kunne få den advokatfuldmagt, jeg tragtede efter, hos hendes fætter i Hjørring. Jeg betakkede mig, for hvad skulle jeg lave i Hjørring? Mine venner var i København, og jeg forudså, at hele byen snakkede, hvis jeg gik ud for at more mig i weekenden. Derfor er det heller ikke attraktivt for enlige veluddannede kvinder at flytte ud til provinsen, især da mange af disse også søger kulturelle aktiviteter. Der er en grund til, at der er en datingudsendelse, der hedder ”Landmand søger kærlighed” og ikke omvendt.

Min datter er Djøfer og netop flyttet til London for at arbejde. Tidligere har hun arbejdet i München og Kuala Lumpur og har sikkert ikke noget imod engang i fremtiden at flytte til en fjerde storby, men at flytte til Sønderborg, Ikast eller Ringkøbing kommer næppe nogensinde på tale. Hun tog ellers efter sin bachelorgrad i Købehavn til Aalborg for at læse til civilingeniør, men kom tilbage efter kun et enkelt semester.

Jeg har prøvet at tænke tilbage på mit eget liv som statslig embedsmand. Hvad ville jeg selv have gjort, hvis jeg skulle have flyttet? Den første tanke ville have været at søge et nyt job, hvad også langt de fleste siger, at de vil. Det skal nok lykkes for en stor del, især de yngre, hvad der så kan gå ud over mange af de kommende nyuddannede, som ikke ønsker at tage turen til provinsen.

For dem, som det ikke lykkes for, er alternativerne at pendle eller gå på arbejdsløshedsunderstøttelse. Sker udflytningen til et andet sted på Sjælland, vil mange utvivlsomt bare fortsætte med at pendle, især hvis de er glade for deres job. Muligvis vil de på lang sigt vælge en bopæl i Roskilde eller Køge. Sker udflytningen til den anden side af Storebælt, er familiesituationen nok afgørende. Har man børn, herunder også delebørn, er det vanskeligt at pendle, medmindre de er blevet så store, at de kan klare sig selv.

Selv ville jeg, mens børnene var skolesøgende, ikke have flyttet, mens jeg senere ville have ladet dem bo i vores hus og pendlet hjem i weekenderne. Under alle omstændigheder ville jeg have beholdt en bolig i København, fordi jeg ellers ikke ville have råd til at flytte tilbage igen.

Det er det andet store problem, som de mange udflytningstruede ansatte nu sidder og tænker over. Hvis de er yngre og stadig i karrieren, ved de, at de skal skifte job for at komme videre, og at det ikke lige ligger i den by, som de skal udflyttes til, men højst sandsynligt stadigvæk i København. Dvs. at de skal tilbage, og det er dyrt, hvis man først har solgt sin bolig i København og skal genanskaffe en. Flere økonomer mener, at boligpriserne i København fortsat vil stige op til 50 pct. de næste fem år, mens det i landdistrikterne vil være ganske lidt. Mange vil altså ikke have råd til at flytte tilbage. Det vil også være dyrt og besværligt, hvis man skal flytte til et tredje sted i landet for at forfølge karrieren. Alene af disse grunde vil det for mange være et ”no go” at flytte med.

Så er der statens omkostninger ved udflytningen. Der skal skaffes nye kontorer, ting og sager skal flyttes, og de gamle kontorer skal siges op og istandsættes ved fraflytning. De medarbejdere, der vælger at flytte med, skal have flytteomkostninger mv. betalt. Papir, konvolutter og visitkort skal skrottes. Sidstnævnte har jeg altid undret mig over, at man ikke tager i betragtning, når man flytter adresse eller bare skifter navn, især i disse miljøbevidste tider.

Når alt så er kommet på plads og i orden, kommer de daglige uhensigtsmæssigheder ved at være flyttet ”langt væk”. Mange ting kan i dag klares med mail og telefon, men der skal altså også møder i København og udland til. Hvad angår det sidste, behøver man blot nogle søgninger på Momondo for at finde ud af, at man naturligvis kan komme frem og tilbage samme dag fra København til et endagsmøde i Bruxelles, mens man fra Sønderborg skal tage af sted eftermiddagen dagen før og først kan komme hjem dagen efter mødet i Bruxelles, medmindre man skal tage en overnatning i København i stedet. Dvs. at det koster staten to overnatninger og dagpenge i to døgn i stedet for ingen overnatning og dagpenge i et halvt døgn. Læg dertil spildt arbejdstid.

Endagsturen til Bruxelles kan lade sig gøre fra Billund, hvis man møder i lufthavnen kl. 05.30 om morgenen og kommer hjem kl. 22.30 om aftenen. Hertil skal man så fra Sønderborg lægge 136 km i enten egen bil, hvis man har en sådan til rådighed, eller også i taxa. Med offentlige transportmidler kan det ikke lade sig gøre.

Naturligvis er der også fordele ved at flytte til Sønderborg. Man kan bare køre over grænsen, hvis man skal have billig vin, øl, sodavand og madvarer, men er det en fordel for statskassen?

Det kan godt være, at borgmestre i Udkantsdanmark klapper i deres små hænder, men Christiansborg-politikerne bør imidlertid tænke sig om to gange, når Asger Aamund og David Rehling, der ellers sjældent er enige, i P1’s Søndagsfrokosten udtalte, at det var afgørende for statsadministrationen, at den var billig og effektiv, og det mente de faktisk, at den i overvejende grad er i københavnsområdet.

Den af Steffen Damsgaard påståede synergieffekt med lokalområdet for de udflyttede institutioner bliver ikke overbevisende af, at man flytter Søfartsstyrelsen til Korsør med udsigt til en nedlagt færgehavn, eller Børnerådet, der skal varetage børns interesser, til Legoland. Der er nok flere socialt udsatte børn i København end i Billund.

Så vent bare, styrelser og institutioner vil langsomt sive tilbage til København igen, og det ved alle de ansatte, som står overfor udflytning.

PS. Lige et råd til alle fødedygtige kvinder, som ikke når at få nyt job inden udflytningen: Få et barn i stedet. Dermed har I et år mere i København til at søge nyt job og efterlever i hvert fald nogle af politikernes ønsker.