Statslige arbejdspladser i udkanten er i fare
Flere jyske beredskabscentre skal lukke, hvis en spareplan bliver gennemført, lyder det fra en tillidsmand i Beredskabsstyrelsen.
Regeringen giver statslige arbejdspladser til provinsen med den ene hånd, men tager en stor del af dem tilbage med den anden hånd.
Det er i hvert fald den opfattelse, som flere borgmestre sidder tilbage med.
Den tidligere SR-regering, Venstre og Dansk Folkeparti besluttede i 2014, at det statslige beredskab skal spare 25 mio. kr. i 2015, 75 mio. kr. i 2016 og 125 mio. kr. fra 2017.
Ifølge Ulrik Mosekjær, tillidsmand for befalingsmændene i Beredskabsstyrelsen, vil en besparelse på 125 mio. kr. ud af et operativt budget på 270 mio. kr. betyde, at der skal lukkes fire af seks beredskabscentre – sandsynligvis alle jyske centre.
De seks nuværende centre ligger i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved, Hedehusene og på Bornholm, og hvert sted er der omkring 60 statslige fuldtidsstillinger samt 150 værnepligtige hen over et kalenderår.
»Hvis der skal nedlægges fire statslige centre, fjerner man jo rigtig mange statslige arbejdspladser rundt omkring. Det er rigtig fint, at regeringen lægger statslige arbejdspladser ud, men det er jo ikke i nærheden af at kompensere for, hvad der er røget den anden vej, og hvad der fortsat kommer til at ryge den anden vej,« siger S-borgmester på Bornholm Winni Grosbøll, der i forrige uge fik fem af de 3.900 statslige arbejdspladser, som regeringen rykkede ud af Hovedstaden.
Lidt frem og lidt tilbage
»Det ser ud til, at det er lidt frem og lidt tilbage,« siger Hans Peter Geil, V-borgmester i Haderslev, om spareplanen.
Også han blev tilgodeset i forrige uge med en del af Udbetaling Danmark, men ved indtil videre kun, at det betyder mellem 12 og 100 nye statslige arbejdspladser.
Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, forstår borgmestrenes frustrationer.
»Vi er godt klar over, at det er rigtig mange penge at pille ud af det statslige beredskab. Som forsvarsordfører forholder jeg mig til, hvordan beredskabet fungerer. Så er der et andet spørgsmål, som hedder statslige arbejdspladser. Men der skal du have fat i Troels Lund,« siger han.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ønsker ikke at udtale sig i sagen.
Det statslige beredskab træder bl.a. til, når der er storme, oversvømmelser, olieudslip og kemikalieuheld. Hvis besparelsen fastholdes, vil danskerne ved fremtidige storme og oversvømmelser komme til at vente forgæves på hjælp, vurderer Ulrik Mosekjær.
»Vi kører jo i lastbiler, så det vil vel tage fem til seks timer at køre fra Hedehusene til Nordjylland. Det vil få katastrofale følger,« siger han.