Jura og sund fornuft

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Undervejs gennem livet kan man ende et helt andet sted, end man forestillede sig. Det blev jeg mindet om i sommer, da min gymnasieklasse mødtes til 40-års studenterjubilæum. Som nybagt student i 1975 fra Skive Gymnasium tænkte jeg ikke et øjeblik, at jeg en dag skulle blive jurist. Og at blive dommer lød vist cirka lige så ophidsende som at blive kustode på et museum. Jeg interesserede mig for alt andet end jura og begyndte efter et par svinkeærinder med andre studier at læse statskundskab. Det var kærlighed fra første dag. Juraen kom kun til som et tvangsægteskab. Dengang skulle man nemlig for at få eksamen som cand.scient. pol. bestå jurastudiets anden årsprøve med forvaltningsret og statsret. Og undervisningen skulle man følge hos juristerne. Jeg ventede med juraen til allersidst og gik på et særligt aftenhold, der var indrettet til folk, der syntes, de havde noget mere fornuftigt at lave i dagtimerne.

Dét blev min skæbne, for på aftenholdet mødte jeg Gorm Toftegaard Nielsen, der underviste i statsret. I dag er han professor i strafferet. Gorm Toftegaards undervisning var ganske særegen. Nærmest liggende hen over bordet, slyngede han som en anden Sokrates i jysk forklædning det ene paradoks og spørgsmål ud efter det andet til fri stillingtagen blandt de fremmødte. Og de modige, der turde vove pelsen og forsøge sig med et svar, kunne være sikre på at blive modsagt.

Hos Gorm Toftegaard lærte man, at god jura ikke er begrebsgymnastik og akademiske regneøvelser, men sund fornuft forankret i forståelse af virkeligheden. Gorm gav ikke meget for den form for jura, der argumenterer ud fra begreber og opstiller et fint system af logiske ræsonnementer. Som han for nogle år siden udtalte i et interview i denne avis: »Det er langt vigtigere med dømmekraft. Den sunde fornuft har sjældent brug for 17 deduktioner.«

Gorm blev den hovedskyldige i, at jeg efter 10 års arbejde som statskundskabsmand endte med at blive jurist.

At god jura først og fremmest er sund fornuft forankret i forståelse af virkeligheden, har Gorm Toftegaard sidste år skrevet en fin, lille bog om i serien ”Tænkepauser”, der udgives af Aarhus Universitetsforlag. Bogen hedder ”Loven”. Men den kunne også have heddet ”Retskultur”. For det er betydningen af retskulturen, der fortælles om. Med den engelske på den ene side, hvor det væsentlige er virkeligheden og sund fornuft, og den tyske på den anden side, der er præget af det, Gorm Toftegaard ser som begrebsdyrkelse og juristeri.

På vanlig pædagogisk vis fortæller han det hele i en nøddeskal med en historie om sin bror Eskil, der i 1990’erne var brigadegeneral i Nato: I en militær operation deltog både engelske og tyske tropper under hver sin general. Da de kommer til et område, hvor kortet ikke passer med landskabet, råber den tyske general til sine soldater: »Følg kortet«. Den engelske general råber derimod: »Følg landskabet.«

Historien illustrerer to forskellige måder at tænke på. Tager man udgangspunkt i begreber og akademiske ræsonnementer for derfra at slutte sig til løsningen på virkelighedens problemer? Eller tager man udgangspunkt i virkelighedens problemer og tilpasser begreberne og ræsonnementerne, så resultatet bliver praktisk og fornuftigt?

En del universitetsjurister forfalder til det første. Og navnlig finder Gorm Toftegaard tendensen til begrebsdyrkelse og juristeri hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen. Heroverfor står den traditionelle danske retskultur, hvor den gode dommer ikke lader begreberne tage overhånd, men tager udgangspunkt i virkeligheden og forsøger at løse de reelle problemer i sagerne. Altså følger virkelighedens landskab, sådan som den engelske Nato-general.

Den danske retskultur er efter Gorm Toftegaards opfattelse truet af den retskultur, der præger EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ved disse domstole er dommerne efter Gorm Toftegaards opfattelse for optagede af elitært tankespind og abstrakte principper, som dommerne selv mener, de kan udlede af lovene, hvorefter de bruger disse abstrakte principper til at deducere sig frem til resultatet i sagerne.

Den traditionelle danske retskultur indebærer derimod, at danske dommere er tilbageholdende med at kaste sig ud i meget dynamiske og kreative fortolkninger af lovgivningen. Tilbageholdenheden er begrundet i hensynet til retssikkerhed og demokrati. Borgere og virksomheder bør kunne forudsige deres retsstilling, og det må i første række være de folkevalgte politikere, der bestemmer indholdet af lovgivningen, ikke dommerne. De internationale domstole er derimod præget af, at dommerne i betydeligt omfang selv skaber og udvikler retsreglerne.

Den slags juristeri er ikke Gorm Toftegaards kop te. Og på vanlig provokerende vis slår han afslutningsvis fast om de internationale domstoles metode: »Hvis man mener, at det er op til de kloge jurister at afgøre, om de aftaler, traktater eller konventioner, som Danmark har indgået med andre lande, er forældede og skal erstattes af nye regler, som dommerne selv finder på, er det en god løsning. Hvis man derimod har den opfattelse, at det er væsentligt at opretholde, at det er de politikere, som vi har valgt, der bestemmer, hvilke aftaler Danmark skal være bundet af, er det en dårlig løsning«.

Som læser efterlades man ikke i tvivl om, hvad der er forfatterens opfattelse. Dommerne bør holde sig til at finde retten, de skal ikke opfinde den. Bogen er et syrebad for eftertanke og modsigelse, helt som forfatterens undervisning var i sin tid.