På Hvidsten kro

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da jeg i 1965 blev sognepræst i Seem og residerende kapellan ved Ribe Domkirke, fik jeg en nabopræst i Vester Vedsted, som hed Kristian Eskildsen.

Han var et venligt menneske, som jeg undertiden sludrede med, og han fortalte da, at han tidligere havde været præst i Øster Tørslev nord for Randers. Og så fortalte han om, hvorledes han i 1943 søgte og fik embedet i Vester Vedsted, og hvordan han under denne flytning blev opsøgt af kromanden i Hvidsten, Marius Fiil, som han jo kendte godt.

Det var sidst på efteråret, og Marius Fiil var tydeligvis urolig og bekymret. Han spurgte Kristian Eskildsen og hans kone, om de måske kunne hjælpe ham med at gemme nogle ting, som gav ham problemer. De måtte jo svare ham, som sandt var, at de stod med næsten begge ben ude af præstegården på vej til deres nye embede, og tydeligt bekymret og nedtrykt forlod Marius Fiil dem. Han måtte prøve på at finde et andet gemmested.

I dag ved vi jo, hvad han skulle have gemt af vejen.

Kromanden i Hvidsten var langt inde i det modstandsarbejde, som blev afsløret af tyskerne i 1944 og kostede Marius Fiil og hans medarbejdere livet, da tyskerne henrettede dem i juni samme år, og beretningen om den stilfærdige og bekymrede kromand giver et billede af disse menige danskere, som gik deres skud og gjorde deres gerning i troskab mod deres fædreland. De havde ikke kunnet sige nej, da buddet kom til dem. Marius Fiil og hans familie påtog sig modstandsarbejdet og hentede de nedkastede våben, som kom over fra England til udrustning af danske modstandsfolk, og Kristian Eskildsen og hans kone fornemmede tydeligt den byrde, han bar på, og den uro og bekymring, det voldte ham.

Men som han derfor ikke ville svigte.

Almindelige danskere, som for egen regning og risiko gik ind i modstanden mod den tyske besættelsesmagt, som havde erobret deres fædreland. Og jeg fik selv senere lejlighed til at fornemme den ånd, der bar familien på Hvidsten kro.

I sommeren 1957 blev jeg nemlig soldat og var om vinteren med til at vogte kongefamilien på Amalienborg, og jeg blev sammen med en soldaterkammerat sat til at være det, der blev kaldt for kongeordonans, og som i al enkelhed gik ud på, at vi på skift sad i kongens forgemak for at gå med de breve, der skulle afsendes.

Et meget kedeligt og ensformigt job, som kongefamilien dog søgte at gøre mindre kedeligt, idet den havde indbundet flere gamle årgange af Billedbladet, som lå til læsning og studium i vindueskarmen ved den stol, hvor vi sad. Jeg benyttede lejligheden til at kigge i dem og faldt da over en billedserie om krofamilien i Hvidsten, der havde holdt sølvbryllup og var blevet fotograferet til BilledBladet. Den skaldede Marius Fiil, der sad på en skammel foran kroen med et stort smil, mens hans kone lagde en beskyttende hånd på hans skaldede isse. En almindelig dansk familie, der glædede sig på deres festdag og smilede til den befolkning, de selv var en del af.

Jeg kendte den heroiske historie om familien Fiil på Hvidsten kro, og modsætningen mellem denne festlige dagligdag og familiens skæbne under besættelsen nogle år senere slog mig. Nej, der var intet opstyltet og patetisk ved disse danskere, som ikke betænkte sig på at sætte livet på spil, da deres fædreland syntes dem at kræve det af dem.

Ganske almindelige danskere, der som noget selvfølgeligt ofrede sig for Danmark. Ganske almindelige, jævne danskere, som var sig bevidst, hvad det indebar at være dansk, og som i deres breve fra fængslet, skrevet få timer før henrettelsen i Ryvangen, sagde det i stilfærdige ord til deres efterladte familie.

Ja, det er i menige danskere, at Danmark overlever. Det er i det menige Danmark, at der er vilje til at hævde danskheden. Det er dette, beretningen om familien Fiil på Hvidsten kro fortæller os, og dermed er beretningen sand og gældende til enhver tid, også i dag. For mens familien Fiil og dens medhjælpere hentede nedkastede våben om natten og gemte dem for tyskerne, sad samarbejdspolitikerne på Christiansborg og sørgede for at holde sig ude af enhver konflikt med besættelsesmagten.

P. Munch og Vilhelm Buhl havde sørget for, at Danmark lå som en moden appelsin for den tyske værnemagt den 9. april 1940, og da modstanden mod besættelsesmagten alligevel begyndte at bryde frem, var det Vilh. Buhl, der i september 1942 opfordrede den danske befolkning til at angive modstandsfolk til myndighederne og dermed til tyskerne.

På Christiansborg var der ingen Marius Fiil. På Christiansborg og i det herskende, politiske Danmark var der slet ingen modstandsvilje. Det havde den 9. april dokumenteret. Og det fremgik af hele den tyske besættelse.

Dette er, hvad vi kan lære.

Og denne lærdom eller viden er mere aktuel end nogensinde, for Danmarks eksistens som danskernes land er i dag mere truet end nogensinde. Dels et EU, den Europæiske Union, der som sådan er Europas fjende – som David Gress kalder sin fortræffelige bog – og dermed er de europæiske nationalstaters, heriblandt Danmarks ulykke, dels en indvandring, der er i færd med at forvandle Danmark fra at være danskernes land til at blive et indvandrerland, hvor danskerne på sigt risikerer at blive et mindretal i det, der var deres fædreland.

Det er stadigvæk Marius Fiil og hans menige landsmænd, der forsvarer Danmark.

Det er stadigvæk dem, der ikke bærer bånd og stjerner, men som slet og ret er deres danske virkelighed og hverdag tro, der står op imod en politisk og kulturel overklasse, som foragter Marius Fiil og det danske folk og dets danskhed.

Kulturradikalismen, dvs. overklassen i medier og politik, håner danskerne og danskheden, når disse hævder, at Danmark er en nation, der som sådan hører danskerne og ikke alverden til. Det er som dengang, i begyndelsen af 1900-tallet, da kulturradikalismens historiker, Erik Arup, ven og meningsfælle med P. Munch & Co., hånede og nedgjorde Absalon, den store skikkelse i vores historie, hvem vi i høj grad skylder vores nationale eksistens, vores danskhed, som Adam Wagner så fortræffeligt skildrer det i sin store bog om danskheden i middelalderen. For Erik Arup, dvs. for den kulturradikalisme, der fortsat fører det store og afgørende ord i Danmark i dag i politik, presse og medier, er danskheden og dermed danskhedens hovedskikkelse en foragtelig størrelse og person.

»Hvad han har set og hørt, har han næppe fuldt forstået« , skriver kulturradikalismens historiker om den største skikkelse i Danmarks historie, og på samme måde omtaler Systemet Politiken og magthaverne i Danmarks Radio i dag de menige danskere, som bekæmper indvandringen og EU.

Der er stadigvæk et modsætningsforhold imellem Marius Fiil og Vilh. Buhl, imellem det virkelige danske folk og dets politiske og kulturelle magthavere. Dansk Folkeparti udgør i denne sammenhæng en undtagelse, som jeg stadigvæk knytter mine forhåbninger til.

Men afgørende her er sansen for den virkelige og afgørende modsætning mellem Marius Fiil og Vilh. Buhl, imellem den forpligtede og forpligtende danskhed og den herskende kulturradikalisme på Christiansborg og Danmarks Radio.

Opgørets nødvendighed kaldte min far den opgave, som modstandsbevægelsen havde i forhold til Vilh. Buhl og samarbejdspolitikken og kulturradikalismen, og opgørets nødvendighed er fortsat opgaven for det danske folk i dets kamp for at bestå i forhold til EU og menneskerettighedsdyrkelse og indvandringspolitik.

Opgørets nødvendighed. Lad hæderlige danske politikere fatte den virkelighed, som ligger i talen om opgørets nødvendighed. Lad danskerne forstå, at der virkeliger tale om et opgør mellem Erik Arup og Adam Wagner, mellem Marius Fiil og kulturradikalismen.