Fremmedfilm er også (dansk) kultur

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hver gang Danmarks Radios programpolitik debatteres, refereres der til udenlandske programmer som var det én stor stak af ringe kvalitet, hvis eneste rolle er at fylde ud mellem de danskproducerede programmer. Man vrænger helt automatisk ad ”amerikanske tv-serier” som var de alle underlødige, på trods af, at den amerikanske tv-fiktion lige nu er midt i en guldalder.

Det er vanvittig trættende at høre disse floskler gang på gang, fremsat ikke blot af DR’s kritikere men også af folk, som i og udenfor DR støtter institutionens virke. Kulturfremmedhadet er åbenbart en vedtaget fordom, og den er tilmed så etableret, at DR’s økonomisystem kalder indkøb af udenlandske programmer for ”fremmedfilm”.

Men politikerne og de danske tv-folks nedsættende ord om de udenlandske programmer er en farlig misforståelse, for kultur er ikke som grøntsager – den fiktion, musik og kunst, vi oplever, er ikke styret af samme kvalitetskriterier om lokal oprindelse som Samsø-kartofler og gulerødder fra Lammefjorden.

Den kultur, vi bruger, er den vi vælger, og jo mere vi har at vælge mellem, desto rigere bliver vores kultur.

Hele vores produktion af film, musik, teater og bøger er jo en udveksling af inspiration og strømninger fra resten af verden, fra nær og fjern. Og det bedste af den udenlandske kultur smelter sammen med vores egen, så vi knap kan kende forskel.

Et af de tydeligste eksempler på denne kulturblanding så vi, da den danske kulturkanon skulle laves – og en amerikansk Anders And-historie havnede på listen over dansk børnekultur side om side med Ole Lund Kirkegaard. ”Den gyldne hjelm”, tegnet og skrevet af en kunstner, der boede i Californien og aldrig havde sat sin fod i Danmark før han som 93-årig blev hyldet af store menneskeskarer ved et besøg i København. Carl Barks var blevet en af vore egne, en ufravigelig del af vores kulturarv.

Selvfølgelig er det danske indhold i hjertet af DR, men public service handler også om at have udsyn og se film og serier fra andre lande.

Allerede i monopoltiden var DR mere end en skaber af dansk kultur med egenproducerede programmer.

DR var også formidler af udenlandsk kultur, udvalgt af folk med kendkab og kærlighed til deres specialer.

På filmfronten betød det, at vi fik en stor del af den internationale filmkulturarv at se. Og mens biograferne gradvist indskrænkede det samlede udvalg, blev DR’s tv-biograf dér, hvor et stort publikum kunne opleve både nye værker og klassikere. Som f.eks. den store komiker W.C. Fields, en genial kunstner, der alene på grund af DR fik en helt utrolig renæssance i Danmark – så stor at nu afdøde Rune Kidde stiftede en dansk folkebevægelse for ham.

Og klassiske amerikanske tegnefilmkunstnere som Tex Avery og Chuck Jones og deres storslåede galskab blev en del af vores kultur, da jeg som 22-årig fik lov at vise dem – på DR – i ”Så er der tegnefilm”, takket være tv-biografens rummelighed.

Både Fields og tegnefilmene var folkelige succeser i Amerika, men ikke noget, danske biografejere havde fundet egnet. Det blev der rådet bod på.

Tv-biografen var i disse år ledet af Poul Malmkjær og Jørgen Oldenburg, to passionerede, forskellige og vildt ambitiøse programfolk, der i mange år sørgede for, at monopolet blev brugt til at fremme danskernes udsyn og overblik.

”Natkassen” blev berømt og berygtet for sine sære film fra ukendte filmlande – den slags film, der i dag er naturlige på DR K.

Malmkjær og Oldenburg var indbegrebet af public service – længe før begrebet fandtes. En stor del af danskernes filmdannelse blev formet af disse to redaktørers markante og eksperimenterende stil, som rakte fra det helt smalle til det stort anlagte og folkelige.

Efter monopolbruddet var DR’s indkøb af programmer mere påvirket af seertalskrav, men nichekanalernes fødsel har gjort det muligt at genopfinde denne public service-funktion, som jeg anser for fuldstændig lige så vigtig som produktion af danske programmer.

I mit eget virke som indkøber til DR Ramasjang og DR Ultra har jeg haft mulighed for at få plads til mængder af indkøbte programmer, som har vist børn og deres forældre et mangfoldigt billede af verden:

Fra den irske serie om skoledrengen Roy, der har det lidt svært med sine omgivelser, især fordi han er en tegnet figur i en virkelig verden. Til den dybt originale animerede serie "Cowboy Indianer og Hest" fra Belgien.

For slet ikke at tale om den japanske mester Hayao Miyazakis fremragende film, som efter DR’s visninger har åbnet danskernes øjne for den rige japanske animationskultur. Og mængder af udenlandske børnefilm, som den tyske "Krokodillebanden" og den franske "Tomboy", der aldrig har været vist i danske biografer – dertil var de for ukommercielle.

Det er klart, at rollen som formidler af udenlandsk fiktion og dokumentar også kan udfyldes af de kommercielle spillere på det danske marked.

Men faktum er, at disse aktører ikke kan forventes at kunne tilbyde et stort, mangfoldigt udvalg på egen hånd.

Det har vi set i biograferne og på hjemmevideofronten, og det ser vi også på streaming, som ellers er et område, de kommercielle selskaber mener, at DR skal holde sig fra når det gælder udenlandske film og serier.

Men jeg synes, de tager fejl. I et medielandskab, hvor public service er så dybt forankret, skal det også bruges til at udvide vores horisont.

Lige nu oplever vi en kunstnerisk originalitet i tv-drama, dokumentar og animation over hele verden: Det er en oplagt og vigtig del af DR’s public serviceopgave at gøre alt dette tilgængeligt – også som streaming. Et kulturpolitisk mål, der kan gøre os kulturelt rigere – men også en stimulans for et kommercielt marked, hvis fuldt forståelige respekt for den økonomiske bundlinje ofte gør, at man tøver overfor det nye eller anderledes.

Med et DR, der tør være platform for ny og klassisk udenlandsk fiktion og dokumentar opdyrkes en interesse – og et marked – for mere end det mest oplagte, og dermed også plads til nytænkning.

For DR bør ikke skamme sig over at bringe velvalgt og alsidigt udenlandsk stof i rigelige mængder på alle platforme.

Tværtimod.

Det er nærmest en public service pligt.