De hvide flyvere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lidt før kl. 7 den 5. maj 1945 ankom en stor personbil fra den svenske ambassade i København til Kastrup Lufthavn, der stadig var en tysk bevogtet militær flyveplads. Ud af bilen sprang en tydeligt nervøs, yngre civilkædt herre og satte skarpt forfulgt af en tysk gefreiter i løb hen mod et hvidmalet, dansk indregistreret fly, der holdt parat med snurrende propeller. Der var ikke givet starttilladelse, råbte soldaten, men manden løb uanfægtet videre og hoppede ind i flyet, som startede for umiddelbart efter at fortsætte i få meters højde ud over sundet med kurs mod Malmø.

Således slap SS Brigadeführer Walter Schellenberg, en af Himmlers nærmeste medarbejdere, i sidste øjeblik ud af Danmark - med svensk assistance. Han havde under Bernadottes forhandlinger med Himmler opnået at få et godt kendskab til greven og havde efter storadmiral Dönitz' overtagelse af regeringsmagten fået i opdrag at rejse til Sverige for om muligt med svensk bistand at fremskynde forhandligerne om en tysk kapitulation i Norge. Det kom der ikke noget ud af; den sag ordnede general Eisenhower. Så meget om Schellenberg. (Han fik senere seks år i Nürnberg,og når han slap med det, skyldtes det antagelig netop hans forbindelse med Bernadottes mission).

Men hvad var det for et dansk fly, og hvem førte det den morgen?

Det tilhørte Zone-Redningskorpset, som faktisk hele krigen igennem med besættelsesmagtens tilladelse havde opretholdt en ambulance- og forsyningsflyvetjeneste specielt med henblik på de mange danske småøers behov, og som på det sidste havde fløjet for Dansk og Svensk Røde Kors.

På grund af den tiltagende allierede luftaktivitet havde det været nødvendigt at male flyene hvide og forsyne dem med tydelig Røde Kors-afmærkning i (undertiden forgæves) håb om at undgå beskydning.

Det ovennævnte fly var korpsets nyeste, en tomotoret, danskbygget KZ-IV, specielt indrettet til ambulanceflyvning.

Det var i stand til at flyve langt, havde plads til to bårer og to medfølgende passagerer foruden pilot og radiotelegrafist – egentlig ganske godt klaret i betragtning af, at motorerne kun ydede 130 hk hver. Denne nyerhvervelse blev som regel fløjet af Zonens chefpilot, Kaj Evald Simonsen, tidligere militærflyver og pioner inden for dansk ambulanceflyvning; det blev den også hin befrielsesmorgen.

Simonsen havde løst mange vanskelige opgaver for korpset, og det var derfor naturligt, at det, da Bernadotte i april 1945 fik brug for hurtigt at komme igennem Danmark på sin vej til Tyskland, hvortil det nu var helt umuligt at flyve direkte, blev Simonsen, der fik hvervet med at flyve greven frem og tilbage mellem København og den af tyskerne nyanlagte flyveplads ved Skrydstrup, der lå tæt ved grænsen. Herfra måtte han fortsætte i bil.

I alt fløj Simonsen fra midt i april til maj seks ture med Bernadotte, og de var ikke ufarlige. F.eks. blev man en dag lige før start fra Skrydstrup udsat for et angreb af en gruppe britiske jagerbombere, der skød efter de mange parkerede fly i nærheden, og såvel greven som hans pilot måtte i ilsomt tempo forlade flyet med projektilerne fløjtende om ørerne og søge dækning i en løbegrav. Et par minutter senere brændte ni tyske fly rundt omkring på pladsen, men den hvide KZ-IV var uskadt. Herefter startede Simonsen og fløj under fortsat luftalarm Bernadotte til København.

For Simonsen og Zone-Redningskorps var arbejdet dog langtfra endt med fredsslutningen. Der var fremdeles et halvt hundrede skandinaviske kz-fanger i Tyskland, som havde været for syge og afkræftede til at kunne tåle rejsen med de hvide busser, og som lå spredt rundt omkring i lejre og på lazaretter. De måtte flyves hjem, og i den forbindelse viste det sig igen, hvilket glimrende redskab man havde i det danskbyggede fly, der havde en rækkevidde på 900 km og kunne lande næsten overalt – det behøvede kun et landingsstræk på 70 meter.

En af de første ture i dette ærinde gik til en kz-lejr ved Soest i nærheden af Dortmund for at hente en dansk fange. Da Simonsen arriverede over den plads, der lå nærmest lejren, konstaterede han, at den var så arret efter bombenedslag, at han med svindende brændstofbeholdning måtte videre til en anden plads. Også den var ubrugelig. Omsider fandt han en tredje plads, der ganske vist så lige så slem ud som de andre, men nu skulle han ned og lagde an til landing på en stump græs mellem bombekraterne.

Nogle britiske soldater for omkring og søgte med alskens tegn og fagter – radioforbindelse var der ingen af – at gøre ham begribeligt, at han ikke måtte lande, men først idet han satte flyet, gik det op for ham hvorfor; græsset var en halv meter højt!

Det blev den korteste landing, han nogensinde havde udført; flyet standsede på 35 meter. Englænderne sørgede for i løbet af næste dag at få slået græsset, og efter at have fundet den syge fange og transporteret ham til pladsen fløj Simonsen ham hjem.

Den vel nok længste flyvning foretog Simonsen ligeledes i maj; denne gang for Norsk Røde Kors. En syg nordmand ved navn Kittelsen skulle hentes i kz-lejren Mauthausen ved Linz i Østrig, men da man efter den lange tur nåede frem, vidste ingen dér noget om nogen Kittelsen, en besked man var ved at vænne sig til at blive mødt med i det tragiske rodsammen af tidligere fanger, flygtninge og ”displaced persons”, der fyldte lejre og nødhospitaler overalt. Men at flyve hjem med uforrettet sag var utænkeligt, og i seks timer gik Simonsen og telegrafist Seierø nu lejren igennem barak for barak – en oplevelse ingen af dem skulle glemme – indtil de fandt nordmanden. Han led af dysenteri og lungebetændelse og vejede 35 kg; men han blev fløjet til København og reddede livet. Bagefter kunne han ikke erindre, hvordan han var kommet væk fra lejren.

Disse flyvninger i det hærgede og ødelagte Europa var så godt som alle besværlige, og drillede vejret, hvad det trods årstiden af og til gjorde, kunne de også blive langvarige. Forståeligt nok; flyet ville meget nødigt over 3.000 meters højde, og at flyve i lav højde, til totalt ukendte pladser med ødelagte eller mangelfulde faciliteter krævede absolut god sigt. En tur til Prag senere på året via Frankfurt og Wiesbaden tog eksempelvis med de tvungne ophold undervejs tre døgn, hjemturen 12 timer. Men de blev gennemført og uden uheld.

Gennem det meste af befrielsessommeren fortsatte Zonens flyvninger (også med andre fly end det omtalte) rundt i Europa og nu, efter at fangerne var bragt hjem, mest for at hente danske statsborgere,der af en eller anden årsag var strandet på mærkelige steder. Set i det store perspektiv havde flyvningerne selvfølgelig ikke nær den samme betydning som bushjemtransporten af kz-fangerne, men for den enkelte, der blev reddet efter at have opgivet alt håb, havde de. Indsatsen blev da også behørigt påskønnet af såvel Bernadotte (se f.eks. Folke Bernadotte, "Slutet") som af Røde Kors.

For at runde af, så kan man i dag bese Zonens og Simonsens berømte KZ-IV – det næsten symbolske kz står i øvrigt for Kramme og Zeuthen, firmanavnet på den danske flyfabrik, der konstruerede og byggede den på redningskorpsets bestilling.

Mig bekendt blev der kun bygget det ene eksemplar af typen,og af Simonsens type er der næppe heller mange.

Han forlod i 1953 Zonen og trådte ind i Flyvevåbnet som kaptajn og næstkommanderende på flyveskolen på Flyvestation Avnø. Han er for længst borte, og det er de, han var med til at redde, også, men det smukke hvide fly står tilbage. Det kan efter sigende stadig flyve.