Det historiepolitiske jerntæppe

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»For hvert år vokser mindet i betydning« – sådan beskrev den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sidste år den russiske erindring om Østfrontskrigen mellem Tyskland og Sovjetunionen 1941-1945. Den 9. maj – på den såkaldte Sejrsdag – fejrer russerne sejren over nazisterne; en sejr, som i år er 70 år gammel, men som højtideligholdes som aldrig før. Lavrov har nemlig helt ret: Ikke tidligere har Rusland afholdt så store og bekostelige fejringer som i disse år. I 2012 gjaldt det 200-året for Napoleons nederlag i Rusland. Sidste år markeredes 200-året for en russisk hærs indtog i Paris og 100-året for Første Verdenskrigs udbrud.

Militærparaden på Den Røde Plads i dag – som spejles af utallige mindre parader over hele landet – siges at blive den største, siden Rusland afløste Sovjetunionen, ja, måske det største arrangement af sin art nogensinde.

Der er i sig selv ikke noget unikt i den russiske regerings villighed til at punge ud til mærkedage, parader, særudstillinger på museerne og spektakulære foranstaltninger som et stort kostumebal i Kreml, hvor deltagerne var klædt i gallauniformer og -kjoler anno 1812.

I en dansk sammenhæng behøver vi blot at tænke på sidste år, hvor jubilæerne for 1814, 1864 og 1914 faldt sammen. Når sådanne mærkedage stadig taler til os, er det blandt andet, fordi de handler om identitetsspørgsmål: Hvem er vi som nation, hvad har vi med i bagagen af erfaringer, og hvordan kan de bruges som pejlemærker for fremtidig handlen.

Historiske datoer indeholder tillige et betydeligt underholdningsaspekt, og så bruges de også i Danmark til at kommentere dagspolitiske spørgsmål, som da Brian Mikkelsen valgte 9. april til at affyre en bredside mod regeringens forsvarspolitik.

Brian Mikkelsen er i selskab med mange andre danske politikere, som ligeledes trækker tråde fra fortiden til nutiden, og det er der intet unormalt i. Det ville i virkeligheden være mere bekymrende, hvis politikerne ikke søgte at inddrage historien i deres bud på, hvor Danmark skal hen. Samtidig er det dog vigtigt, at vi forholder os kritisk til politikeres (og andres) fortidsbrug. Det gælder både, hvorvidt der er tale om en rimelig udlægning af de historiske begivenheder, og hvilken erfaring, der så uddrages.

Af samme årsag kan vi lære en del om det nutidige Rusland ved at se på, hvordan Kreml iscenesatte de store jubilæer 1812, 1914 og 1945, og hvad der blev sagt i ”skåltalerne”.

Putins lære af 1812 er således, at »kun når Ruslands borgere er forenede, har de kunnet opnå store resultater«. Han lovpriste i en stor tale i september 2012 troppernes heltemodige kamp for fædrelandet – vel at mærke det zaristiske Rusland, som endnu ikke havde afskaffet livegenskab, og som var et af de mest centraliserede og despotiske regimer i Europa.

To år senere, da Rusland markerede 200-året for russiske troppers indtog i Paris, udtalte Putin, at Rusland under Napoleonskrigene havde været hele Europas redningsmand og skabt en stabil europæisk orden. Han sigtede her til den såkaldt Europæiske Koncert og dens følgesvend Den Hellige Alliance. Sidstnævnte var et russisk initiativ til at holde nationale og revolutionære tendenser – som dem man havde set i Frankrig – nede.

Frem til Krimkrigen i 1853 spillede Rusland derfor rollen som ”Europas gendarm”, der med militære interventioner i nabolandene, holdt revolutionære tendenser i skak. Det er nærliggende at forestille sig, at Putin – der også er en stor beundrer af den hårdhændede og viljefaste indenrigsminister Pjortr Stolypin, som i begyndelsen af 1900-tallet levetidsforlængede zarregimet gennem en blanding af reformer og undertrykkelse – på disse områder ser en klar parallel til nutiden.

1812-fejringen fandt sted i en langt mere afspændt atmosfære end den, som har hersket efter anneksionen af Krim i foråret 2014. Da 100-året for Første Verdenskrigs udbrud meldte sig sidste år, stod Rusland derfor med et stort imageproblem. Dette ligger nok bag købet af hele fire siders reklameplads i den store globale avis International Herald Tribune. Normalt handler denne type reklamer om at beskrive et lands vidunderlige investeringsklima eller promovere et stort multinationalt selskab.

Det russiske reklameindlæg var derimod et tema om Rusland og Første Verdenskrig. Budskaberne kom fra en tale, Putin kort forinden havde holdt ved indvielsen af et stort mindesmærke for de russiske soldater, som faldt i Første Verdenskrig.

Putin fremstillede i sin tale Rusland som påtvunget krigen og et land, som udelukkende deltog i selvforsvar og for at beskytte dets nære allierede, Serbien. At forskningen klart har vist, at Zarrusland ikke blot havde omfattende territorielle krigsmål, men også hilste krigsudbruddet velkomment, ja, spillede en vigtig rolle i at få krigen til at bryde ud, var Putin derfor tavs om. Putin mindede samtidig sit publikum om, at det kun var takket være den russiske indsats på Østfronten i 1914, at Paris ikke blev indtaget af tyskerne.

Tættest på en vis nuance kom Putin, da han kaldte krigen »en fælles tragedie«, men i samme åndedrag lød det, at dens årsager havde været, at nogle stater ville bestemme over andre og pleje deres særinteresser – et budskab, som svarer til de nuværende russiske beklagelser over, at EU og USA blander sig i Ruslands ”suveræne demokrati”.

Rusland har det seneste tiår engageret sig særdeles aktivt i, hvad man kalder kampen mod historieforfalskning. Den mener man særligt at se i de baltiske lande og Ukraine, hvor de grupper og soldater, som kæmpede på tysk side i stort omfang, er blevet ophævet til helte.

Dette er heller ikke uproblematisk, men fra russisk side overser man, at disse landes historiesyn farves af den russiske ulyst til klart at vedgå, at Stalin fra 1939-41 gennemførte en erobring af nabolandene mod vest og igen fra 1944 stod for en brutal besættelse, som varede til 1991. Man kan dårligt laste russerne for deres ulyst ved at se glorificering af soldater, som bidrog til, at nazismen kunne overleve til 1945, eller for at blive fornærmede over, hvad de ser som Vestens manglende anerkendelse af Ruslands enorme lidelser og vigtige rolle under krigen. Alligevel er der tale om en kraftig politiseret udlægning af krigens lære. Mens udenrigsminister Lavrov betegner kampen mod nynazisme som en vigtig kamp i Europa, er han tavs om, at Rusland er et af de lande, hvor problemet med højreradikale militante grupper er størst.

Et iøjnefaldende træk ved den russiske historiepolitik er, at den i høj grad fokuserer på krig og hylder den stærke stat, der kan forsvare fædrelandet, og som har ret til at ofre borgernes rettigheder og individuelle velfærd i en højere stats tjeneste. Der lægges ikke op til kritisk refleksion over, om fædrelandet nu altid har ret, eller om den stærke stat nu også er i borgernes interesse.

Er den russiske ledelses historiebrug så blot kølig kalkule, som skal tjene det nuværende styres uden- og indenrigspolitiske interesser? Nej, må svaret være. Den aktuelle blanding af myter og mere eller mindre ”friske” historiske fortolkninger bygger på allerede etablerede forestillinger og har betydelig opbakning. Meningsmålinger viser, at mange russere tilslutter sig den unuancerede og glansbilledprægede udlægning af historien. De ser f.eks. ikke noget problem i Molotov-Ribbentrop-aftalen, som gav Hitler to års rygdækning i hans krig med Frankrig og Storbritannien, og som betød deling af Østeuropa mellem Hitler og Stalin.

En høj grad af konvergens mellem styrets historiepolitik og den folkelige opinion indikeres også af et stort fremmøde til markeringerne – eksempelvis mødte anslået 250.000 op til fejringen af slaget ved Borodino i 1812, hvor Putin holdt sin ovenfor nævnte tale. Tilsvarende vrimler boghandlerne med kommercielt udgivne historiske bøger, hvis udlægning af fortiden oftest er meget tæt på styrets.

Fraværet af Obama, Cameron, Hollande og andre notabiliteter i Moskva på Sejrsdagen kan ikke undgå at gøre dagen mindre festlig for værterne. Effekten bliver imidlertid næppe, at russerne bliver mindre sikre på, at deres handlinger i Ukraine-konflikten er berettigede, eller får øget trang til at reflektere over, om deres historiebrug savner nuancer.

Tværtimod vil det nok bekræfte mange i, at Vesten nu helt har opgivet at føle sig forpligtet af den lære man efter russisk mening mener at kunne uddrage af krigen – altid at være på vagt overfor fascistiske tendenser og bekæmpe disse. Der er endnu langt til en ny kold krig i Europa, men det historiepolitiske jerntæppe er i fuld gang med at sænke sig.