Det værste og det bedste

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det virker som om, vi aldrig kan få nok. Historierne om besættelsen vil ingen ende tage, og i dette forår, hvor det er 75 år siden, Danmark blev besat, og 70 år siden, vi blev befriet, er interessen mere intens, end nogen sinde før. Bøger udgives, meninger luftes, og selv om kun få, der den gang havde – eller tog – et ansvar, endnu er blandt os, er der aldrig langt til diskussionen om, hvad der var rigtigt og forkert.

Det er der gode grunde til. For hver gang, man dykker ned i en ny historie, bliver man trukket ind i en verden, som på samme tid er så helt genkendelig og så ganske anderledes end den hverdag, vi kender.

Det gælder også historien om de mænd og kvinder, der stod bag den mest dramatiske hjælpeaktion i vores historie; redningen i krigens sidste uger og måneder af over 20.000 fanger fra tyske koncentrationslejre.

Set med danske briller udspringer historien af de første deportationer i efteråret 1943 af danske til Tyskland – de lidt under 500 danske og statsløse jøder, der blev sendt til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet, og de mange tusinde modstandsfolk, kommunister, politimænd og såkaldt ”asociale”, der senere blev deporteret.

Helt fra begyndelsen forsøgte danske myndigheder med Udenrigsministeriet og Socialministeriet i spidsen at holde kontakten til de danske fanger, blandt andet ved at sende dem hjælpepakker. Samtidig begyndte viceadmiral Carl Hammerich i al hemmelighed at planlægge en storstilet hjælpeaktion, der skulle hente de danske fanger ud fra lejrene umiddelbart efter det forestående tyske sammenbrud.

Gennem sin norske hustru fik Carl Hammerich kontakt med nordmænd, der arbejdede med lignende tanker, og i løbet af 1944 udviklede Hammerich sammen med departementschef H.H. Koch og norske aktivister detaljerede planer for den aktion, som siden blev kendt som De Hvide Busser, og som vel at mærke blev sat i gang allerede inden krigen var forbi.

Det interessante er, hvad der fik aktivisterne, der var vidt forskellige mennesker fra alle dele af samfundet, til at kaste sig ud i et projekt, der på forhånd så ud til at være dømt til at mislykkes. Tanken om at køre ned gennem det krigshærgede Tredje Rige for at hente danske og norske fanger ud fra lejre, hvortil kun en lille nazistisk inderkreds havde adgang, blev fostret af mænd og kvinder, der var klar til at forsøge det umulige.

Dermed var redningsmændene på linje med de mange, der i oktober 1943 uden videre hjalp deres flygtende jødiske landsmænd, uden tanke på, hvordan besættelsesmagten ville stille sig. Men modsat den spontane hjælp til jøderne, var der i 1944 og 1945 tale om udførlige planer, der blev lagt med departementschefernes aktive medvirken, og som forudsatte, at der på højt niveau blev taget kontakt direkte til ondets rod, dvs. til de øverste i SS, den nazistiske terrororganisation, som stod tilbage som kernen i Det Tredje Rige.

Dermed fletter historien om de store redningsaktioner sig sammen med historien om Det Tredje Riges sidste krampetrækninger og de bitre indbyrdes opgør mellem de mænd, der havde kastet Europa ud i katastrofen, og som nu kæmpede for at slippe for ansvaret for deres forbrydelser.

Danske diplomater og frivillige forhandlede direkte med disse mænd om frigivelsen af danske fanger. Samtidig lykkedes det i februar 1945 aktivisterne at overbevise den svenske regering om, at Sverige også måtte deltage. Den svenske konges brorsøn, Folke Bernadotte, der var leder af Svensk Røde Kors, blev sendt på særlig mission til Berlin for at forhandle direkte med SS-chefen Heinrich Himmler, og i marts blev et svensk militært detachement i al hast malet hvidt og sendt til Tyskland for at deltage i redningsaktionen.

I første omgang lykkedes det at få tilladelse til at samle de skandinaviske fanger i kz-lejren Neuengamme lidt syd for Hamborg, men det var først, da de svenske og danske busser med bistand fra norske aktivister smeltede sammen til én samlet aktion, at der kom gang i de store transporter fra lejrene til Danmark og videre til sikkerheden i Sverige. I april var det især danske og norske fanger, der blev reddet, men i krigens sidste dage og uger lykkedes det at udvide aktionerne til at omfatte også tusindvis af især polske, franske og hollandske kvinder fra Ravensbrück. Samlet udgjorde disse kvinder over halvdelen af de fanger, der blev reddet af de skandinaviske aktivister.

Historierne om disse dramatiske aktioner er tidligere fortalt ud fra især et svensk perspektiv, og i de senere år er også kommet historiske fremstillinger af både det danske og det norske redningsarbejde. Men perspektivet folder sig først helt ud, når de tre landes indsats og overvejelser ses under ét og kobles sammen med det taktiske spil omkring den tyske kapitulation og befrielsen af Danmark og Norge i maj 1945.

Overordnet set viser historien om De Hvide Busser, hvad beslutsomme mænd og kvinder kan udrette, hvis de er rede til at sætte alt ind på at hjælpe andre. Men historien er ikke uden sine egne moralske dilemmaer og eksempler på umulige valg, som de frivillige måtte træffe, når de kunne redde nogle mod at lade andre blive tilbage. Det er ingen enkel sag at forhandle direkte med ondskaben, og ingen, der var med til det, kom umærkede tilbage. Det hører med til historien – og er også med til at forklare, at den først fortælles nu mange år efter krigen. Der er igen grund til i dag at fælde dom over de valg, som de frivillige dengang traf under vilkår så rædselsfulde, at det i dag er svært at sætte sig ind i dem. Men der er god grund til at fortælle historierne og til, at vi hver især tænker over, hvad de indebar.

Besættelsens hårde vilkår satte på spidsen, hvad det vil sige at være borger i et demokratisk samfund. Pludselig måtte vi i fællesskab og hver for sig træffe skæbnesvangre beslutninger og i mange tilfælde vælge mellem muligheder, der alle var dårlige, og som vi alle ville have afvist – hvis vi kunne. Den enkelte blev konfronteret med sine egne personlige grænser, og som samfund var vi truet, ikke kun på vores overlevelse, men også på de værdier, langt de fleste danske troede på og gerne ville forsvare.

Diskussionen om, hvad der er rigtigt og forkert, blev pludselig helt konkret og nærværende. Friheden var tabt – men hvordan vinde den tilbage? I begyndelsen så det for næsten alle ud som om, at det gjaldt om at beskytte den kerne af demokrati og retssamfund, der trods alt var tilbage. Til sidst blev stadig flere overbeviste om, at der også måtte en mere aktiv indsats til, en kamp for friheden. Nogle valgte kampen, andre blev redningsmænd.

Netop fordi tiden rejste store spørgsmål, bliver vi aldrig færdige med at diskutere svarene. Vi spejler vores aktuelle problemer og muligheder i en tid, som stadig står som en smertefuld erfaring, og som vi tager med os som pejlemærke, når vi overvejer, hvad vi selv vil gøre i dag og i morgen.

Her er de store folkelige mobiliseringer omkring redningsaktionerne særligt interessante som eksempler på, hvad et samfund kan, når det træder i karakter for at beskytte og hjælpe dem, der er mest udsatte. Hvad får tusindvis af almindelige mennesker til at hjælpe deres jødiske landsmænd, når det gælder? Og hvad driver redningsmænd til at sætte livet på spil i et næsten håbløst forsøg på at redde fanger fra tyske koncentrationslejre?

Det er de spørgsmål, historien om Besættelsen stiller, og de svar vi søger i den. Historien om krigen og Besættelsen rummer både det værste og det bedste, både de store svigt og den heroiske indsats. Vi skal studere begge dele. Men mest af alt skal vi forsøge at forstå, hvad der får folk til at gøre det, vi synes er det rigtige, og hvad der får dem til at vende sig fra det, vi mener er forkert.