Om feminisme, fædre og folketing

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 8. marts har efterhånden en lidt turbulent plads i årshjulet. På den ene side kan dagen anvendes til at hylde danske piger og kvinders høje grad af ligestilling og frihed efter international målestok. Danmark klarer sig godt i globale målinger, når vi ser bort fra andelen af kvindelige topledere. Vi placeres derfor i verdenseliten, når det gælder politisk repræsentation, deltagelse på arbejdsmarkedet og uddannelsesniveau. I nordisk sammenhæng tegner sig et lidt andet billede, idet vores nabolande ligger bedre på en række af de områder, som vi traditionelt måler kønsmæssig ligestilling på.

På den anden side kan den 8. marts bruges til at reflektere selvkritisk over kvinders og mænds ligestilling og over kønsdebatten. Der er stadigvæk udtalte problemer og udfordringer omkring ligestilling for kvinder og for mænd på centrale områder i Danmark. Manglende ligeløn, traditionelle uddannelsesvalg for unge kvinder og mænd, skæv fordeling af barselsorlov, ulige vilkår for mødre og fædre ved skilsmisse, seksuel chikane, vold mod kvinder og partnervold mod kvinder og mænd, hadforbrydelser, fravær af kvinder i samfundets top og i mediebilledet, hverdagssexisme, frafald af unge mænd ved ungdomsuddannelserne, svære betingelser for de mest socialt udsatte mænd. Disse skævheder er ikke nye, men samtidigt heller ikke på vej ud. De er alle karakteristika ved den danske ligestillingsmodel og sætter den internationale ”verdensmester” i relief.

Der er flere måder at gøre status på, og jeg vælger her nogle betragtninger om politik og kønsdebat. 2015 er et særligt år for demokrati og ligestilling, fordi det er 100 år siden, at den lige og almindelige valgret for kvinder og mænd blev indført i Danmark. Der har naturligvis fundet mange ”stille revolutioner” sted i relation til kvinders stilling i den private sfære og i offentligheden hen over det 20. århundrede, men det er værd at holde fast i, at både ligestilling og antidiskrimination, demokrati og frihed ikke er sat i sten, men er værdier, der kræver kras debat og politiske initiativer for fortsat at udvikle sig.

Den offentlige debat er interessant, fordi den bringer en kakofoni af stemmer til torvs, som – i teorien – giver nye perspektiver, bidrager til at identificere problemer og tilbyder løsninger. Debattens dagsorden kan fungere som et varslingsssystem af samfundsmæssige problemer. Andre interessante perspektiver på en debat er dem, der fokuserer på tavshed eller fravær af bestemte emner på en dagsorden.

Feminisme. Kønsdebatten blomstrer både i de traditionelle og de sociale medier. Hvor feminisme i 1980’erne og 1990’ernes debat i høj grad blev betragtet som synonym med kvindebevægelsens ideologi og hverken havde opbakning i Danmark eller internationalt, er der nu grøde i debatten. Feminismens symboler og idéer betragtes som andre politiske ideologier som kontroversielle, men samtidigt som bud på en tankegang, der giver god mening i en bredere kamp for kvinders rettigheder, for ligestilling, for minoritetsrettigheder, mod diskrimination, mod vold og mod politisk fanatisme.

Det er her interessant at skele til populærkulturen, som tegner sig for nogle centrale, globale strømninger i disse år. I 2014 bekendte flere amerikanske popstjerner og skuespillere sig som feminister. Dette fænomen har skabt megen debat, men peger i hvert fald i retning af, at feminisme ikke er så tabubelagt, som det var tidligere. Det samme gør sig gældende for de to kvindegrupper, den ukraniske Femen og den russiske Pussy Riot, der definerer sig som feministiske og anvender krop og seksualitet i deres politiske protester.

Den mest omtalte populærfeministiske markering i 2014 kom fra den britiske skuespillerinde Emma Watson, som ud over at være velgørenhedsambassadør for FN-agenturet FN-kvinder især er kendt for sin rolle som Hermione Granger i Harry Potter-filmene. I september sidste år holdt Watson en banebrydende tale i FN, hvori hun opfordrede mænd til at erklære sig som feminister og kæmpe for ligestilling.

FN lancerede hermed kampagnen HeForShe, som har haft global betydning og har mange politiske personligheder med om bord. I Danmark synes kampagnen ikke at have fået stor synlighed blandt politikere og meningsdannere.

Fædre. Netop Emma Watsons tale i FN lancerede temaet om mænds bidrag til og deltagelse i kampen for ligestilling. Denne åbning betragter jeg som frugtbar. Den tematiserer, at ligestilling vender begge veje og både handler om relationen mellem kvinder og mænd og om forhold for kvinder og for mænd. Ligestilling behøver ikke at være et nulsumsspil og kvinders og mænds kamp mod hinanden. Ligestilling, lige rettigheder, mangfoldighed og antidiskrimination er ikke udelukkende rettet mod kvinder, men handler om forhold for kvinder og mænd af forskellig etnisk oprindelse og racemæssige tilhørsforhold, indkomst, uddannelse, seksuel orientering, religion og mulige handicap.

I lyset af ovenstående er mænds stemmer i debatten interessante. Hvad tænker mænd om ligestilling og antidiskrimination, om uddannelsesvalg, øremærket barselsorlov med deres børn og om arbejdspladsens reaktion på en sådan orlov, om forhold vedrørende skilsmisse, sexchikane og mange andre tematikker? Bøger og blogs tematiserer mænds diskussioner om disse emner, og den debat ønsker jeg mig mere af.

Øremærket barselsorlov til fædre har vundet indpas i Norden som en frugtbar model. Øremærket barselsorlov til mænd indgik i regeringsgrundlaget i 2011, men blev taget af bordet. Det ville i min optik have været konstruktivt at indføre denne model i Danmark, fordi den er en måde at rokke ved konventionelle mønstre omkring mødre og fædres roller i familien og jobmuligheder og lønforhold på arbejdsmarkedet. Der var skabt et særligt mulighedsrum, som blev lukket. Hvordan vil vi evaluere de nordiske forskelle i ligestilling og produktivitet om 5-10 år i forhold til en sådan øremærket orlov? Tallene taler her deres eget sprog. Vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem øremærket barselsorlov, og hvor megen orlov fædrene i de nordiske lande holder. De danske fædre tog i 2011 9 pct. af orloven, de islandske fædre tog 29 pct. og de svenske 24 pct. (kilde: Kvinfo).

Folketing. The sound of silence, begrænset aktivitet eller en mur af velvilje? Hvis man tager de kritiske briller på, er der flere metaforer, når man betragter Folketingets debatter og initiativer. Efter tre ligestillingspolitiske lovforslag i regeringsgrundlaget om forbud mod købesex, kvoter til kvinder til erhvervsbestyrelser og øremærket barselsorlov til fædre faldt, har regeringen været tilbageholdende med ligestillingspolitiske tiltag og bemærkelsesværdigt stille.

Debatten er tilsyneladende præget af en mur af velvilje, idet de danske toppolitikere erklærer sig for ligestilling og mod diskrimination, men ikke synes at være parat til politisk handling i særligt vidt omfang. Regering og Folketing har et relativt stort manøvrerum for at bidrage til politisering af kønsmæssig ligestilling, hvis dette er en politisk prioritet.

Når det gælder den offentlige sektor, er ligestillingsbestræbelser direkte skrevet ind i ligestillingsloven fra 2000. Dette betyder, at et køns- og ligestillingsperspektiv skal medtænkes i statens personalepolitik og i al politik og lovgivning. Dette har vist sig at være en svær opgave at løfte for de danske regeringer.

Hvert år udgiver Ligestillingsministeriet en redegørelse og perspektiv- og handlingsplan til Folketinget. 2015-udgaven udkom i slutningen af februar og skal drøftes i Folketinget i denne måned. I denne plan identificerer ligestillingsministeren selv behovet for en forøget indsats for at medtænke kønsperspektivet i den offentlige sektors borgerrettede ydelser, f.eks. beskæftigelse, ældrepleje, børneinstitutioner eller sundhed. Det bliver interessant at følge (mulige) kommende politiske initiativer for denne strategi. Den udgør et eksempel på et håndtag at trykke på i arbejdet for at skabe en højere grad af ligestilling mellem kvinder og mænd. God 8. marts.